Hvad snurrer netop nu?

[Dan63]

Hej.

Da jeg havde besøg af min bror her i weekenden skulle der lige bankes støv af højtalerne. Smil!
Vi startede med Sabotage af Black Sabbath, selvfølgelig hele pladen. Herefter blev Nazareth's Razamanaz smidt på pladespilleren. Efter en god omgang øreblafren røg Pink Floyd's Wish you were here på. Et dejligt genhør!

De bedste hilsner Dan

[KenRas]

Tid til at mindes Tina Turner med denne gamle Phil Spector produktion fra 1969, som jeg fandt for nyligt på et loppemarked. Standen af både plade og cover er VG+

IMG_3913.jpeg

EDIT:

Og så kan denne her passende komme på bagefter:

IMG_3915.jpeg

“River Deep - Mountain High” arrangementet på denne release fra 1973 er i øvrigt helt anderledes end på den første fra 1969.

[kbekke]

Lun Luft Over Danmark. FDM Går Amok.

-Såvidt ifølge Troubaduren. En vis dvaskhed og indrømmet også jazz-fatique har som et lidt for stabilt højtryk efterhånden ligget og gjort sig gældende et stykke tid. Ikke at det gør noget. Det sker engang imellem. Men det går altid over af sig selv igen og så giver det jo også mulighed for at afsøge og rapportere fra andre musikalske vektorer.

Men. Hvis nu. Man sidder derude i et såkaldt tight spot, der kun levner mulighed for at købe en eneste jazz-plade i hele 2023. Så er der ingen grund til at vente. Man kan lige så godt i dag som i morgen se at få anskaffet sig den netop udkomne “Thelonius Monk With John Coltrane” på Craft Recordings.

IMG_1850.jpeg

For det første, fordi der med skæringer som “Ruby, My Dear”, “Trinkle, Trinkle”, “Nutty”, “Off-minor”, “Epistrophy” og "Functional" er tale om en håndfuld af de aller-fineste Monk-evergreens i kataloget. Det er seks kompositioner, som ingen ægte jazz-bums vil, bør eller skal være foruden.

Oprindeligt udgivet i 1961, men optaget i den korte periode i 1957, hvor Monk og Coltrane spillede og optrådte sammen på Five Spot Cafe i New York.

Og det er den anden grund. For det er nemlig lige præcis her, at selve emancipationen af John Coltrane så at sige tager sin begyndelse. Coltranes frigørelse fra det pæne, det modale og først og fremmest - fra Miles Davis. Som Jimmy Cobb senere sagde det med reference til den europæiske turne i 1960 (som Coltrane absolut ikke gad at skulle med på):

-“By then he was DONE playing Miles’ music!”.

Og det var Monk’s skyld. Det var Monk, der introducerede Coltrane ikke bare for det atonale, men også muligheden af at spille flere toner på samme tid. At sprænge rammerne for, hvad det var muligt at spille og muligt for publikum og ikke mindst redaktørerne på magasinet "Downbeat" at forstå. Det var Thelonious Monk, Coltrane senere refererede til som “Arkitekten” og sin store læremester. Ikke Miles. Men. Bare rolig. Det er ikke free-jazz, der bliver spillet på “Thelonius Monk With John Coltrane”. Det er derimod hardcore 52nd Street-bop. Selvfølgelig garneret med Monks skæve manerismer og som sådan lyder det hele mere af 1947 end ‘67. Men det er her fundamentet bliver lagt til det fænomen, Coltrane blev ganske få år senere.

Den tredje grund, hvis man virkelig har brug for flere er, at der er tale om en ualmindeligt vellydende udgivelse. Hvilket også burde være tilfældet til prisen. Der er selvfølgelig velsignet af den allestedsnærværende Grå Eminence fra Cohearant Audio og resten af The Usual Suspects. Men det er tydeligt, at der allerede fra starten var tale om vellykkede optagelser. Fornemmelsen af naturligt rum og dynamik er langt mere udtalt end på f.eks. de mange Rudy Van Gelder-optagelser, der er genudgivet de senere år - og som jo har deres egen charme. I det hele taget er der mere tryk på “Thelonius Monk With John Coltrane” end på mange rock-udgivelser, jeg har stående. Faktisk lyder det mere som en rock- eller måske i virkeligheden en slags urtids-hip-hop plade end hvad mange måske vil forbinde med “jazz”.

Nu kan jeg jo imidlertid ikke slippe afsted med kun at købe en eneste jazz-plade i år. Efterhånden kan jeg ikke engang finde ud af at købe en ad gangen: Blue Note fortsætter sit maratonløb af Tone Poet-udgivelser og den virkeligt gode nyhed i den forbindelse er, at man nu er nået langt nok ind på hylderne til at der dukker ting op, som ikke bare er godt, men samtidigt også nyt - i den forstand, at det er genudgivelser af noget, der ikke allerede er genudgivet snesevis af gange før.

IMG_1851.jpeg

Trompetisten Carmell Jones har jeg f.eks. aldrig hørt om før, hvilket måske ikke er så underligt, da “The Remarkable Carmell Jones” vist kun er genudgivet ganske obskurt i Japan, siden albummet oprindeligt udkom i 1961. Jones er en af de her vildt dygtige, men alt for lidt kendte studerede musikere, der også tæller favoritter som f.eks. Nathan Davis og Harold Vick. Det er et langt mere forfinet eller skolet om man vil udtryk, vi præsenteres for her end hos Monk og Coltrane. Men ikke mindre godt. Fans af Lee Morgan og iøvrigt også den unge Gary Peacock kan godt stige på her.

Jeg faldt også - og det er sjældent - over en god deal på Elvin Jones’ tre-sætter “Live At Pookie’s Pub”. Jeg tror i hvert fald, at det var en god deal. For jeg har nemlig ikke snurret den endnu. Men den ser spændende og lidt vild ud…

IMG_1852.jpeg

Art Pepper kender jeg derimod godt og har altid kunnet lide. “Art Pepper Meets The Rhythm Section” er endnu en klassiker fra det gyldne år 1957, hvor Pepper efter sigende fuldstændigt uforberedt og i ikke særlig god “form” grundet sit eskalerende misbrug pludselig fandt sig selv i selskab med Miles’ rytmegruppe og i færd med at optage (!). Det gik nu ret godt alligevel, synes jeg.

IMG_1853.jpeg

“Meets The Rhythm Section” er simpelthen bare en dejlig, ukompliceret plade af den slags, man kan sætte på om morgenen og så bare gå rundt og vende resten af dagen - med et stort fjoget smil på. Det er måske ikke den eneste jazz-plade, man bør købe. Men det er måske den jazz-plade, man bør have, hvis man egentlig slet ikke bryder sig om jazz. Mit eksemplar er igen fra Craft Recordings og også den lyder fænomenalt. Dog er produktionen lige lovlig meget left-right efter min smag. Lige her kunne det have været rart med en mono-knap eller endnu bedre, at man havde taget Freddy’s gode råd til sig om at “panne til klokken 10 og 14” i stedet for at folde den helt ud.

[Captain Phoenix]

Men. Hvis nu. Man sidder derude i et såkaldt tight spot, der kun levner mulighed for at købe en eneste jazz-plade i hele 2023. Så er der ingen grund til at vente. Man kan lige så godt i dag som i morgen se at få anskaffet sig den netop udkomne “Thelonius Monk With John Coltrane” på Craft Recordings.

Hmmm... Den bliver jeg så nødt til at give en chance, når det er på dén måde.
Ellers signalerer kombo'en (for mig) med Monk og Coletrane ellers mest noget der mere er "interessaaant", "anderledes" og rimeligt "out there" - end det er noget jeg vil komme til at høre meget (endsige elske).
Men måske... Når du nu siger det

“Meets The Rhythm Section” er simpelthen bare en dejlig, ukompliceret plade af den slags, man kan sætte på om morgenen og så bare gå rundt og vende resten af dagen - med et stort fjoget smil på. Det er måske ikke den eneste jazz-plade, man bør købe. Men det er måske den jazz-plade, man bør have, hvis man egentlig slet ikke bryder sig om jazz. Mit eksemplar er igen fra Craft Recordings og også den lyder fænomenalt. Dog er produktionen lige lovlig meget left-right efter min smag. Lige her kunne det have været rart med en mono-knap eller endnu bedre, at man havde taget Freddy’s gode råd til sig om at “panne til klokken 10 og 14” i stedet for at folde den helt ud.

Se - her er jeg med.
Helt med.
Og meget mere med end ift. "Art Pepper + Eleven", som du (igen må jeg bøje mig for din åbne indstilling og brede smag) fik "lokket" mig til efter den havde snurret hos dig.
Heldigvis blev der véd med at være samme fejl på de eksemplarer, jeg fik, så det endte med en returnering og pengene tilbage.

AP - Mono.jpeg

Og så blev der jo råd til at anskaffe "Meets The Rhythm Section" i mono (stereo'en havde jeg allerede), som jeg tror er dén, man skal have - hvilket du jo inddirekte bekræfter.
Den kom som RSD-udgivelse i 2022 - blev støvsuget og så dukkede der pludselig en hel del op i forskellige butikker (de "fandt" vist nogle ekstra).
Nu er den atter væk fra butikkerne - men tilgængelig på Discogs og holder man øje dér, dukker den sikkert op til en bedre pris end de ca € 70,- den får til aktuelt.

[kbekke]

Jamen det er ikke på den måde.

Jeg er selvfølgelig tæt på næsten at være ked af at have lokket dig i uføre med “+ Eleven”. Men jeg trøster mig med, at det om ikke andet så gav dig en lejlighed til at klage, hvilket vi jo alle sammen ved, er en ikke lille del af fornøjelsen for dig

Nu er der jo imidlertid ingen garanti for, at du kan være så heldig at finde et eksemplar af “With John Coltrane”, der også er fejlbehæftet. Så inden du igen højrisiko-investerer, kan du jo også bare stoppe ind, hvis vejen falder forbi og måske blive overbevist - hvad enten det så er om det ene eller det andet.

At komme hjem med noget andet end det, det måske egentlig skulle have været, er på mange måder historien om mit liv og ikke kun noget, der relaterer til stereo- vs mono-udgaver

Den positive udgang er imidlertid, at hvis “Meets The Rhythm Section” var et fejlkøb, så er det meget langt fra at være det dyreste, jeg har foretaget