Blue Note Tone Poets Series 2024

[Fensten]

Blue Note Tone Poet Series 2024

https://www.bluenote.com/tone-poet-viny ... 4-line-up/

Umiddelbart tænker jeg at Dorham/McLean skal studeres nærmere :)


Hvilke titler har i fokus rettet imod ?


Mvh.


Fensten

[kbekke]

Jeg kan ikke sige, at jeg kender nogle af titlerne på forhånd. Men det gør nu ikke noget, tværtimod. Jeg har allerede opdaget meget godt på Tone Poet indtil videre og jeg synes, at det er prisværdigt at Was & Co. bruger kræfterne på at genoplive musik, der netop ikke er genudgivet hundredevis af gange før.

Men Lou Donaldson, Blue Mitchell og Hank Mobley kender jeg og de er i hvert fald nogle af dem, jeg kommer til at holde øje med.

Til gengæld lader det til at vi får en pause med Grant Green og Kenny Burrell og det er måske meget godt. Det er nok et spørgsmål, hvor meget mere, der er at komme efter der? Men så er der jo istedet både mere Lee Morgan og Shorter og sågar en Jim Hall.

2024 bliver desværre nok ligeså ruinerende som ‘23 har været indtil videre

[Captain Phoenix]

Hvilke titler har i fokus rettet imod ?

Det er jo en pæn lang liste - 24 udgivelser.
Og med de priser Tone Poets er kommet op i (hyppigt kr. 400,-/stk) kan det nok også ses på kontoen hvis man går all in - og kommer til at lade den langstøvlede kigge med i konto-udtogene. Så det gør jeg ikke - og jeg går heller ikke til at gå all in...

Men her er mine umiddelbare vurderinger af de fleste af udgivelserne (dem jeg har nået at lytte til - de udeladte tror jeg ikke er aktuelle her på matriklen).
Spørgsmålet er så, om man kan finde dem i god kvalitet i tidligere udgivelser (det kan man med en del af Blue Notes ny-gen-udgivelser - men disse er lidt mere smalle end hvad vi ellers har set fra BN de sidste 3-4 år, så måske bliver det sværere).

Nå men altså- listen:

Kenny Dorham - Inta Somethin'
Næppe - Der er lidt for meget "happy jazz" over det. Ikke at jazz skal være trist, men det bliver lidt letbenet, synes jeg. Nok bedre at drikke fadøl til (som de nok ´gjorde ved live-koncerten) end at side og lytte til. Og Leroy Vinnegar's walking bass bliver en smule uinspirerende i længden.

The Horace Silver Quintet – Silver's Serenade
Muligvis - fint swingende quartet med plads til de 4 instrumentalister i varierende tempi. De par stykker, der er i roligt tempo kunne godt lokke mig.

Lou Donaldson – Midnight Creeper
Jo - sikkert - 1968'er soul-jazz med både Hammond B3-orgel (Lonnie Smith) og navnlig fræk guitar v. George Benson.

The Blue Mitchell Quintet – Down With It
Kunne godt friste - Chick Corea spiller dejligt piano her (navnlig på "Alone, Alone and Alone") og Blue Mitchell har en god trumpet tone (hvad også gælder de to nævnt lige ovenfor).

Jackie McLean – Action
Det tror jeg ikke - jeg skal have Jackie McLean i ret små doser, og med ham som "kapelmester" bliver det lidt for meget med alt det han gerne vil prøve af på alt-saxen. Mere er ikke altid bedre...

Booker Ervin - Tex Book Tenor
Dét tror jeg sgu' ikke - jeg har én LP med Ervin og jeg hører den aldrig, selv om både NHØP og Kenny Drew er med (og dem kan jeg ellers ret godt lide). Ervin er for vild for mig på den dér jeg-skal-prøve-en-mass-af-med min saxofon, som også Coltrane var ude i på nogle af hans album.

Bobby Hutcherson – Total Eclipse
Måske - Corea med på piano også her, og nogle af numrene minder lidt om det han lidt senere (i start 70'erne) lavede med Return To Forever (det er godt), men der bliver forsøgt lidt for meget på flere af numrene til det rigtig er godt. Det er bare... forsøgt...

Bobby Hutcherson – Dialogue
Nej heller ikke rigtig - de har gang i for mange forskellige ting på samme tid (blæserne navnlig). Det ku' godt hænge bedre sammen...

Lee Morgan – Taru
Ja tak! - optaget i 1968 (men først udgivet i 1980), Benson igen på guitar og Morgan på smuk trompet. Tenorsaxofonsten (Bennie Maupin) kender jeg ikke, men han er god. Pianisten John Hicks også. Dejlig skive !

Bobby Hutcherson – Medina
Nej - heller ikke denne med Hutcherson.
Jeg tror faktisk ikke rigtig jeg bryder mig om de valg han træffer...
Bye-bye Bobby...

The Modest Jazz Trio - Good Friday Blues (Jim Hall / Red Mitchell / Red Kelly)
Ja da - Jim Hall leverer noget dejlig jazz-guitar her og Red Mitchell viser at han også kan begå sig på klaver (spiller normalt bas). Bassen har han så overladt til Red Kelly (som jeg ikke kender) - og det går godt.

Cliff Jordan - Cliff Jordan
Jeps - en fin indspilning fra 1957 hvor Lee Morgan og Paul Chambers (bass) er med og de er godt folk, som næsten altid er værd at høre/anskaffe. Der er også trombone og 2 saxofoner med, men det bliver ikke alt for meget messing, så den kommer sikkert på indkøbslisten.

Hank Mobley – A Slice Of The Top
Jo - den skal nok også med. Det er godtnok næsten et mini-bigband (tuba, sax'er, trompet, fløjte), hvad der måske ikke er det fedeste, hvis man vil høre de enkelte instrumentalister. Men Lee Morgen spiller trompeten og McCoy Tyner er på piano (og Billy Higgins får ikke overdøvet det hele med sine trommer, selv om han prøver - der mangler sgu' nuancer i han spil og det er lige ved at ødelægge festen...)

Freddie Roach – Good Move
Hmmm - jo, det bør vist få en chance. Freddie Roach spiller orgel (B3 igen) og så er der guitar, trommer (som Clearence Johnston - modsat Higging - formår at docere smukt. TAK!) samt trompet og sax. Det er måske lidt til den hyggelige, fodstampende side - men der er en god stemning over det hele.

Donald Byrd – Kofi
Den må vist også med - en optagelse fra 1969/70 med ikke mindre end 11 musikere. Og det er dejlig blanding af "alt muligt": Jazz, fusion, sydamerikansk bossa mm. Og der er en lækker, wamped stemning over det - fedt. Én af de tre - 3 - trommeslagere/percussionister var Flora Purim's mand (hun forgylder "Light As A Feather"-albummet med skøn vokal - hvilket jo ikke har noget med denne udgivelse at gøre, men alligevel...)

Doug Watkins – Watkins At Large
Den skal jeg have - Watkins spiller bas, så hovednavnet er måske ikke så markant i det samlede lydbillede, men der er en stjernebesætning hele vejen rundt: Donald Byrd (t), Hank Mobely (ts), Duke Jordan (p), Kenny Burell (g) m.fl. Den ældste i selskabet (fra 1956), så det er før noget stak af, men måske heller ikke så nyskabende (det gør ikke rigtig mig så meget).

[kbekke]

Tak for write-up, Captain. Yderst brugbart.

Til gengæld har jeg i mellemtiden nået at smuglytte til Wayne Shorter’s “Odyssey Of Iska” og min umiddelbare vurdering er, at du har nok ret i at den sikkert ikke vil være særligt “aktuel” i Kaptajns-Universet



Den er meeeget “1970”, mand!