I oktober købte jeg et billigt Vitavox cellehorn med S2 driver i dba. Kenras afhentede det i Hvidovre og efter venlig opbevaring en måneds tid nåede det endelig til Thy.
Det havde stået i et udhus og var temmelig rustent, men hornet var i ok stand. Driveren sad fast som i rigtig fast til hornet. Jeg skruede bagstykket af og fandt ind til den ødelagte membran og skruede de dele af, som jeg kunne få af.
Efter en uges tid og en ødelagt stropnøgle opgav jeg at skrue driveren af hornet og afmonterede i stedet overgangsstykket (throat'en), så var det lidt mere håndterligt. Efter endnu nogle dages overvejelse gik jeg ned til det lokale maskinværksted og forstyrrede Knud i julefrokosten. Han tog en meget stor rørtang og tog godt fast om driveren, men desværre var det kun magneten der drejede og ikke gevindet. Til gengæld fandt vi ud af at en plade der dækkede over det indre var af aluminium og ikke af stål.
Efter et par dage fandt jeg ud af at så kunne den jo fjernes med et par mejsler. Så kunne Knud få fat inden i det midterste polstykke og med et heftigt knirk gik gevindet løst.
Desværre er der ét gevind på polstykket og èt til uden på det og det var kun det inderste der var gået løst. Det yderste sad stadigvæk fast i overgangsstykket og nu var der ikke noget at holde fast i...
Knud anbefalede at jeg borede to huller i gevindet og satte to stykker stål i som jeg kunne få fat i med en stang.
Efter endnu et par uger gjorde jeg forsøget og lavede et værktøj der ikke virkede, men efter en forbedring nåede jeg frem til et stykke fladjern som jeg kunne skrue fast med et par M5 skruer i gevind skåret i gevindstykket.
Nu havde jeg en god vægtstang som jeg også kunne forlænge, men gevindet rørte sig ikke ud af flækken, heller ikke når det blev varmet op til 220 C.
Men så i går læste jeg at tricket for at løsne et indre gevind der sidder fast i et aluminiumsgevind er at varme på det inderste gevind og så køle det hele ned med is og smøre med wd40. Det inderste gevind vil blive deformerbart af varmen og materialet omkring det yderste gevind vil trække sig sammen når man køler på det og dermed gøre det inderste en smule mindre. I andet forsøg hvor jeg varmede op til 300C, kunne jeg dreje en kvart omgang. Efter at have frosset nogle flere isterninger lykkedes det i tredje forsøg at få gevindet ud og begge gevind var intakte