How Jazz Was Born

Fundamentet for vores passion

How Jazz Was Born

Indlægaf kbekke » fre 20. jan 2012 00:52

Det var den her, der startede det hele for mig:

Billede

Det var en lang og kold vinternat i slutfirserne. En eller andens kærestes forældres kolonihavehus udenfor byen. Det sædvanlige, tilfældige sammenrend af unge eksistentialister fra periferien af det bevidst alternative.

Strunge var død for længe siden og U2 havde lige solgt helt ud med Rattle & Hum. Verden gik under hver eneste dag.

Og der var åbne vinduer og ild i brændeovnen. Og der var joints og billig rødvin. Og pigerne, der alle sammen lignede Ghita Nørby fra benzintanken og absolut og hele tiden meget hellere ville høre den med Getz & Gilberto.

Og danse. Tæt.

Og drengene. De ville bare høre Salt Peanuts - igen og igen og igen...

Jeg har været hooked på det der jazz lige siden.

8)
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Almarx » fre 20. jan 2012 02:59

Prøv at finde/låne en anden forforstærker, jeg tror det er der vil ske mest.

mvh
Brugeravatar
Almarx
 
Indlæg: 390
Tilmeldt: 13 maj 2010
Geografisk sted: Dollerup sogn
Lokalitet: Viborg

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf sommer » fre 20. jan 2012 05:29

Nåh, dejlig med lidt musikhistorie(r), og gid jeg havde været rigtig ung (og ikke barn) i en tid, hvor pigerne lignede Ghita fra Benzintanken - hun er nu så sød....
Jeg tillader at linke til min egen historie, som jeg har skrevet tidligere her http://goombay.dk/jazz-soeren-sommer/ Den er yderligere krydret med lidt ydmyge musikanbefalinger og sådan - god læsning :cool1:

mvh
Sommer
sommer
 
Indlæg: 281
Tilmeldt: 27 feb 2011
Geografisk sted: København
Lokalitet: København

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Edge » fre 20. jan 2012 13:31

Jamen Søren, jeg vidste ikke vi havde en "berømthed" iblandt brugerne på vores lille vintage sted. ;)

På min Youtube konto oploader jeg med mellemrum musik videoer (mere musik end video) med Danske jazz kunstere.

Tag et kig her: http://www.youtube.com/watch?v=N0aO2vzFHhg&feature=g-upl&context=G2cd389aAUAAAAAAAAAA
Remember, Tuesday is Soylent Green Day.
Edge
 
Indlæg: 902
Tilmeldt: 20 apr 2010
Geografisk sted: Viborg
Lokalitet: Midtjylland

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf sommer » lør 21. jan 2012 11:04

Edge skrev:Jamen Søren, jeg vidste ikke vi havde en "berømthed" iblandt brugerne på vores lille vintage sted. ;)

På min Youtube konto oploader jeg med mellemrum musik videoer (mere musik end video) med Danske jazz kunstere.

Tag et kig her: http://www.youtube.com/watch?v=N0aO2vzFHhg&feature=g-upl&context=G2cd389aAUAAAAAAAAAA


Berømthed er vist at tage munden al for fuld :oops: - meeeeeen jeg har da bikset/bikser stadigt med lidt musik (mest Hiphop) siden midthalvfemserne. Og så har jeg en lille "musik-journalist" tjans på blog'en Goombay.dk. Tiden har bare længe været knap, og nu er der også ankommet en skøn lille dreng på matriklen (6 uger gammel), så det kreative står lidt stille pt.
Fedt med dansk (og var det ikke Hong-Kong'sk?) Jazz og musik - er stadigt mest til de gamle jazz-drenge, men der sniger sig mere og mere nyt ind. Så super med lidt inspiration :cool1:

Sommer
sommer
 
Indlæg: 281
Tilmeldt: 27 feb 2011
Geografisk sted: København
Lokalitet: København

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Boptilyoudrop » lør 21. jan 2012 13:53

Skøn og stemningsmættet skriv! Det er inspirerende, jazz er fantastisk. Jazz er så utroligt meget og hele tiden noget nyt, skønt de gamle kæmper er uangribeligt uopslidelige. Blakey og hans messengers kan sende mig helt op i højeste gear, der er et par klubindspilninger hvor de bare går til stålet, men Art Blakey's Jazz Messengers with Thelonious Monk-pladen er vanvittig! Blakeys hardbop kombineret med Monks skæve næsten matematiske udfordringer af melodiforløb og sætten det hele spidsen...

Jeg ville gerne være fluen på væggen mens Miles indspiller Kind of Blue, eller måske endnu bedre Coltrane med Giant Steps?

Tænk at stå i en dancehall i 1940 og opleve the Duke eller Basies orkestre for fuld skrue?

Eller opleve Armstrongs første Hot 5 gå i studiet?

Heldigvis slæber jeg ret ret ofte rundt på mikrofonstativer på en klub i Svendborg hvor der spilles masser af nyt jazz, mest dansk. Indimellem er der virkeligt nogle gode snapser :)
Boptilyoudrop
 
Indlæg: 1131
Tilmeldt: 13 maj 2010
Geografisk sted: Sy'fyn, græs mellem tæer, vand mellem øer og solen foroven
Lokalitet: Faaborg opland

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Captain Phoenix » lør 21. jan 2012 19:21

Jeg husker helt tydeligt hvornår, hvor og hvordan jazzen ”blev født” for mig – eller nærmere omvendt.
Så her er min lille historie om "how jazz was born":

Jeg gik i 3. g. og havde fritidsjob i min fars radioforretning (det var for resten også dér kimen til vintage-hifi-passionen blev lagt, men det er en anden historie).
En anden ung mand i butikken – Vagn – kom en dag og fortalte, at han havde været i Montmartre og høre Radioens Big Band. Det havde været en stor oplevelse, så jeg var .

Billede
(Udsnit af Gorm Valentins foto fra forsiden af Niels Christensen: "Montmartre i Nørregade - Mig og Monten")

Ugen efter tog vi ind til Nørregade og bevægede os ind i Montmartres tætte, huleagtige stemning med dybrødt velour-scenetæppe, tyk pibe- og cigaretrøg, klirrende flaskepilsnere og langhårede publikummer (som os selv...).

Scenen var udvidet helt ned på gulvet i salen for at gøre plads til de 20-25 musikere i bandet. Skinnende blæserinstrumenter fra tværfløjter til baryton-sax'er stod klar, forskellige percussion-instrumenter lå allevegne - og bagerst var Niels-Henning Ørsted Pedersens kontrabas parat - ham havde jeg da hørt om.
Der må have væet omkring 100 forskellige instrumenter på dén scene.

Vi satte os så tæt på scenen vi kunne, og jeg ventede spændt – ikke rigtig klar over på præcist hvad.
Indtil da havde den musikalske kost mest bestået af dansk pop/rock (bl.a. Sebastian og Savage Rose) og engelsk/US-rock (Deep Purple, Uriah Heep, Bowie m.fl.) samt blødere ting som f.eks. Simon og Garfunkel.
Jazz var ikke rigtig noget der indgik i repertoiret. Endnu.

Det, der skete, da bandet gik i gang dér 5-6 meter foran mig - med fuld tryk på alle sax’er, trompeter og tromboner - kan bedst beskrives som at få blæst døren op til en anden dimension.

"Pang!!!"

meget akustisk power, musikalsk drive og spil-levende energi på én gang – pludselig afbrudt af drillende breaks i de flotte, gennemarbejdede arrangementer. Den ene solo efter den anden - og en rytmegruppe, der bare pumper derudaf. Og i spidsen for det hele kapelmesteren selv: Stor, sort, smilende, svedende og i ”etnisk” skjorte styrer han rundt med sine musik-tropper, som han knapt havde lært navnene på endnu.

Jeg var overvældet, beriget – og solgt!

Det blev til hyppige besøg hver torsdag når Big Band'et var på plakaten - og senere selvfølgelig til koncerter med andre jazz-musikere (Miles Davis, Chet Baker, Michel Petrucciani, Oscar Petterson, Count Basie og mange andre).

En torsdag var vi taget særligt tidligt afsted for at få plads helt oppe foran musikerne – lige udfor Thad Jones orkesterleder-plads.
I nummeret ”Here´s that Rainy Day” (af Jimmy Van Heusen - dét nummer glemmer jeg ikke) havde kapelmesteren en cornet-solo efter noder, men ikke noget til at holde nodearket med og i skyndingen stak han mig arket, så jeg kunne holde det under soloen.
Så dér sidder jeg stiv og på nåle – og føler nok jeg er en lille-bitte-bitte smule med i musikken.
Herligt - indtil Jones begynder at gøre fagter til mig med sin ene, frie hånd… Øh - hvadfornoget... Hvad mener han… Åh – nodearket var foldet og han var nået til den næste side... Fumle – bladre – røde ører…
Jeg nåede vist lige at få den rette side frem inden han løb tør for toner…

Det var dengang Danmark Radio gjorde noget selvstændigt for at udvikle og udbrede (musik)kulturen – og ikke bare lirede færdiglavede mainstream-musikretter af som nu (stort set). Koncerterne blev dels udsendt direkte i Danmarks Radio - dels optaget til senere udsendelse (der må ligge timer af guld-optagelser et sted i DRs arkiver...).

Billede Billede

Heldigvis kom der to fremragende LP’er ud af Thad Jones’ samarbejde med Danmark Radios Big Band:
”By Jones, I think we’ve got it” (Metronome MLP 15629) og “A good time was had by all” (Metronome MLP 15644). Titlerne dækker helt min oplevelse fra koncerterne i “Monten” – og fås heldigvis stadig 2.nd hand for beskedne beløb. Der er også kommen en cd med 10 af LP’ernes 12 numre – ”Live at Montmartre” (Storyville).

Billede

Hvis man vil høre det absolut bedste, dansk orkester/big-band jazz har frembragt – så kan jeg ikke tænke på noget bedre sted at begynde (også selv om ”Here’s that Rainy Day” ikke er med…). Bandmedlemmerne NHØP og Bjarne Rostvold har sagt, at Big Bandet aldrig har spillet bedre end sammen med Thad Jones.

Det var altså sådan ”jazz was born” for mig - og blev startskuddet til en jazz- og musik-rejse, der stadig er i gang og til glæde her 35 år efter den aften i Montmartre.
Tak til Vagn, Danmarks Radio, Montmartre, Thad Jones - og "The Band!"
Claus
Følg med på min YouTube-kanal om plader og musik her
Hjernekassen på P1 om hifi
Brugeravatar
Captain Phoenix
 
Indlæg: 2578
Tilmeldt: 07 jun 2010
Geografisk sted: København
Lokalitet: 2500 Valby

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf kbekke » lør 21. jan 2012 22:57

clh1997 skrev:Jeg husker helt tydeligt hvornår, hvor og hvordan jazzen ”blev født” for mig – eller nærmere omvendt.
Så her er min lille historie om "how jazz was born":

Jeg gik i 3. g. og havde fritidsjob i min fars radioforretning (det var for resten også dér kimen til vintage-hifi-passionen blev lagt, men det er en anden historie).
En anden ung mand i butikken – Vagn – kom en dag og fortalte, at han havde været i Montmartre og høre Radioens Big Band. Det havde været en stor oplevelse, så jeg var .

Billede
(Udsnit af Gorm Valentins foto fra forsiden af Niels Christensen: "Montmartre i Nørregade - Mig og Monten")

Ugen efter tog vi ind til Nørregade og bevægede os ind i Montmartres tætte, huleagtige stemning med dybrødt velour-scenetæppe, tyk pibe- og cigaretrøg, klirrende flaskepilsnere og langhårede publikummer (som os selv...).

Scenen var udvidet helt ned på gulvet i salen for at gøre plads til de 20-25 musikere i bandet. Skinnende blæserinstrumenter fra tværfløjter til baryton-sax'er stod klar, forskellige percussion-instrumenter lå allevegne - og bagerst var Niels-Henning Ørsted Pedersens kontrabas parat - ham havde jeg da hørt om.
Der må have væet omkring 100 forskellige instrumenter på dén scene.

Vi satte os så tæt på scenen vi kunne, og jeg ventede spændt – ikke rigtig klar over på præcist hvad.
Indtil da havde den musikalske kost mest bestået af dansk pop/rock (bl.a. Sebastian og Savage Rose) og engelsk/US-rock (Deep Purple, Uriah Heep, Bowie m.fl.) samt blødere ting som f.eks. Simon og Garfunkel.
Jazz var ikke rigtig noget der indgik i repertoiret. Endnu.

Det, der skete, da bandet gik i gang dér 5-6 meter foran mig - med fuld tryk på alle sax’er, trompeter og tromboner - kan bedst beskrives som at få blæst døren op til en anden dimension.

"Pang!!!"

meget akustisk power, musikalsk drive og spil-levende energi på én gang – pludselig afbrudt af drillende breaks i de flotte, gennemarbejdede arrangementer. Den ene solo efter den anden - og en rytmegruppe, der bare pumper derudaf. Og i spidsen for det hele kapelmesteren selv: Stor, sort, smilende, svedende og i ”etnisk” skjorte styrer han rundt med sine musik-tropper, som han knapt havde lært navnene på endnu.

Jeg var overvældet, beriget – og solgt!

Det blev til hyppige besøg hver torsdag når Big Band'et var på plakaten - og senere selvfølgelig til koncerter med andre jazz-musikere (Miles Davis, Chet Baker, Michel Petrucciani, Oscar Petterson, Count Basie og mange andre).

En torsdag var vi taget særligt tidligt afsted for at få plads helt oppe foran musikerne – lige udfor Thad Jones orkesterleder-plads.
I nummeret ”Here´s that Rainy Day” (af Jimmy Van Heusen - dét nummer glemmer jeg ikke) havde kapelmesteren en cornet-solo efter noder, men ikke noget til at holde nodearket med og i skyndingen stak han mig arket, så jeg kunne holde det under soloen.
Så dér sidder jeg stiv og på nåle – og føler nok jeg er en lille-bitte-bitte smule med i musikken.
Herligt - indtil Jones begynder at gøre fagter til mig med sin ene, frie hånd… Øh - hvadfornoget... Hvad mener han… Åh – nodearket var foldet og han var nået til den næste side... Fumle – bladre – røde ører…
Jeg nåede vist lige at få den rette side frem inden han løb tør for toner…

Det var dengang Danmark Radio gjorde noget selvstændigt for at udvikle og udbrede (musik)kulturen – og ikke bare lirede færdiglavede mainstream-musikretter af som nu (stort set). Koncerterne blev dels udsendt direkte i Danmarks Radio - dels optaget til senere udsendelse (der må ligge timer af guld-optagelser et sted i DRs arkiver...).

Billede Billede

Heldigvis kom der to fremragende LP’er ud af Thad Jones’ samarbejde med Danmark Radios Big Band:
”By Jones, I think we’ve got it” (Metronome MLP 15629) og “A good time was had by all” (Metronome MLP 15644). Titlerne dækker helt min oplevelse fra koncerterne i “Monten” – og fås heldigvis stadig 2.nd hand for beskedne beløb. Der er også kommen en cd med 10 af LP’ernes 12 numre – ”Live at Montmartre” (Storyville).

Billede

Hvis man vil høre det absolut bedste, dansk orkester/big-band jazz har frembragt – så kan jeg ikke tænke på noget bedre sted at begynde (også selv om ”Here’s that Rainy Day” ikke er med…). Bandmedlemmerne NHØP og Bjarne Rostvold har sagt, at Big Bandet aldrig har spillet bedre end sammen med Thad Jones.

Det var altså sådan ”jazz was born” for mig - og blev startskuddet til en jazz- og musik-rejse, der stadig er i gang og til glæde her 35 år efter den aften i Montmartre.
Tak til Vagn, Danmarks Radio, Montmartre, Thad Jones - og "The Band!"


En fantastisk historie, Claus! Tak fordi du ville dele den og også tak til jer andre, der "taget tråden op". -Håber der kommer mere :thumbsup:
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf kbekke » ons 2. maj 2012 19:18

Omtrent samtidig (ihvertfald i relativ forstand) som mødet mellem Charlie Parker og Ghita Nørby i kolonihavehuset, kom jeg en aften til at tænde for Radioen. På den tid var radio stort set lig med Danmarks Radio og blev derfor udtalt med stort “R”.

Der var ellers sjældent noget videre at komme efter. Kim Schumacher var jo halv-død af aids og Kathrine Ring havde kun fået tildelt een sølle halv time om ugen til at åbne vores ører for bands som Artillery, Maltese Falcon, Evil, Mercyful Fate og så det der nye trashmetal-band med ham den danske tennis-spiller, der spillede så sindssygt hurtigt, at man troede det var løgn.

Båndoptageren stod rutinemæssigt standby på Rec + Pause. Det gjaldt om at være klar, hvis der kom noget, der var noget værd. For man havde kun een chance. Podcast, download og streaming on-demand var ligesom ikke en del af formidlingskonceptet in those days.

Pludselig skar en distingveret og meget velartikuleret studievært igennem æteren og annoncerede med en næsten Reumertsk værdighed det næste indslag i sendefladen:

En optagelse (foretaget af DR selv naturligvis) fra Tivoli’s Koncertsal i 1960!

Musikerne indbefattede blandt andre “den lille, selvbevidste Miles Davis. Som altid klædt i sort og med grønlakeret trompet”.

Man så det for sig.

Billede

Numrene var “So What”, “Blue In Green”, “On Green Dolphin Street” og “Flamenco Sketches”.

Jeg var heldig at få hele herligheden ned på et TDK ferro-kasettebånd, jeg havde stjålet i skolens sproglaboratorium og det fulgte mig i en del år indtil det, som så meget andet i mit liv, valgte at gå sine egne veje.

Pladen fik jeg først købt mange år senere og for folk med hang til jazz, er den måske efterhånden næsten reduceret til en selvfølgelighed. Men for mig er det stadig pladen, der skal med på den øde ø.

Den eneste jazz-plade. Nej, den eneste plade, period… som er absolut nødvendig og uomgængelig og som jeg ikke vil leve uden.

Jeg har ikke nogen CD-afspiller – men jeg har Kind Of Blue på CD. SÅ god er den.

Jeg ejer en del plader, “der lyder godt”. Jeg har også “test-plader” fra både Opus 3 og Bang & Olufsen, som jeg dårligt nænner at sætte nålen i. Men Kind Of Blue er stadig min personlige reference, når jeg skal bedømme en ny hifi-komponent, hvad enten det er et sæt højtalere eller en ny pick-up. Lyden er på ingen måde audiofil. Altså vi snakker et mix med to båndoptagere fra halvtredserne, der vist ikke engang kørte med samme hastighed.

Til gengæld er den 100 pct. autentisk. Jeg kender den og jeg ved, at når jeg lukker øjnene og det føles som om, jeg sidder indeni Coltrane’s horn, så lyder det (i mine ører), som det skal og så er alle de tekniske parametre fuldstændigt ligegyldige.

Uendeligt meget er sagt og skrevet om Kind Of Blue. Historien er velkendt og dokumenteret til hudløshed for enhver, der interesserer sig for den side af sagen.

Jeg tror faktisk ikke, jeg kan tilføje noget, som for alvor er interessant eller vigtigt.

Kun dette:

Hvis du har den, så sæt den på - igen.

Hvis du ikke har den, så se at få den – og sæt den på - igen og igen.

-Det vil du aldrig fortryde.
Senest rettet af kbekke man 7. feb 2022 18:21, rettet i alt 1 gang.
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf r-l-b » ons 2. maj 2012 23:32

Min interesse for Jazz begyndte i de mørke svenske skove for mange mange år siden

Mine forældre var rigtig ødegårdsdanskere der hver fredag efter fyraften i sommerhalvåret pakkede bilen med mad, tøj, unger, venner etc og kørte over hals og hoved et par hundrede kilometer op i småland.

Pragtfuld natur langt fra alfarvej - fantastiske stjernehimler og en stilhed som var næsten skræmmende

Mine forældre nød stilheden - og havde ofte gode venner på besøg så de fik nok også lidt ekstra god vin at falde i søvn på - men for mig var det svært.

Jeg var vandt til al larmen fra Dyrehavsbakken som jeg boede tæt på - de store gadelygter og billygterne der tegnede mønstre på loftet i mit værelse - men i Sverige var der bare mørkt og stille - meget stille - så stille at lyden fra mit hjerte holdt mig vågen.

Så var det jeg fandt jeg en gammel grøn transistor radio frem og pludseligt åbnede der sig en helt ny verden. En af radiokanalerne havde en studievært der kaldte sig "Smokerings" og som spillede jazz-natradio http://sv.wikipedia.org/wiki/Smoke_Rings - og det medførte at jeg fra min pre teenageår og langt frem næsten altid faldt i søvn til jazz musik.

Da jeg senere blev gammel nok til at gå i byen synes jeg hurtigt at almindelige diskoteker var lidt træls - om det var Daddys (for enden af paladsteatret -) eller Mickeys Dancehall (rulleskøjtadisko på Nørrebro) eller TopHAt på Dyrehavsbakken (hvor jeg arbejde) - så havde jeg altid en lidt flad fornemmelse. Så var der en af mine veninder der inviterede mig med til en koncert på Montmartre - (den version der lå på Nørregade) - jeg kan ikke huske hvem der spillede, men da de holdt op blev scenen ryddet og så var der natdisk til kl. 5 om morgenen hvor man både kunne danse på gulvet og på scenen.

Det var ret fedt - dels var det mere jazz og funk end disko der blev spillet og dels havde dj'en kun en pladespiller så der var altid en lille pause mellem numrene

Det var jo sjældent jeg havde råd til at gå til koncert, men natdisk kostede vist kun en tier - og var man lidt tidligt på den og spillede bandet lidt ekstra - ja så kunne man nå at få en halv koncert med gratis. Det blev til mange herlige oplevelser - og en gang i mellem blev der også råd til at købe rigtig billet - jeg fik hørt både Michel Petrruciani - Chick Corea og en masse andre

((Der er faktisk med udgangspunkt i natdisk på montmartre startet en facebook grubbe der arrangere natdisk på samme måde rundt om i københavn en tre fire gange årligt - men jeg synes det er lidt panik agtigt at skulle gennemleve ens ungdom på den måde :lol: ))

Men Jazzen - den kom altså ind med nattesøvnen - fortsatte i nattelivet - og er stadig en meget vigtig del af min glæde ved musik og jeg kan blive ved med at finde nye detaljer i både nye og gamle palder som forbløffer mig - hørte Africa Brass med Coltrane lidt tidligere - Damn det er en smuk plade
Garrard 301 SME 3012 Denon 103 EAR 549 Tannoy DC 12" i duelundhorn Lockwood Major m. 15" Tannoy Monitor Gold Rogers L3s/5a Lenco L70 Denon 102 Leak Varislope III Leak TL 25 Plus - Revox - Sony PS-X50
Brugeravatar
r-l-b
 
Indlæg: 1376
Tilmeldt: 19 apr 2010
Lokalitet: Humlebæk

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf KlausM » tors 3. maj 2012 08:31

Ooh Leif "Smoke rings" Andersons hæse fortryllende fortælle stemme, den blev man aldrig træt af at høre på. Den var perfekt til nattevagter.

Mvh Klaus
Senest rettet af KlausM tors 3. maj 2012 13:45, rettet i alt 1 gang.
Acoustic Research AR-3a Improved, AR-10Pi, AR-11, AR-9
Sansui AU-11000A, TU-9900, SR-929
Hafler DH-220 XL-280 DH-500, XL-600
BeoGram 3000 med STAX UA-7 CF arm + Empire EDR-9
Brugeravatar
KlausM
 
Indlæg: 2250
Tilmeldt: 19 apr 2010
Geografisk sted: Sjælland Region Syd-Øst
Lokalitet: Faxe

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Almarx » tors 3. maj 2012 13:33

I Silkeborg var der i tredserne en velfungerende Jazz-club Down Town, hvor vi gik til jazzbal . Klubben arrangerede også koncerter med mange også internationale kunstnere og det gav mulighed for mange fremmedartede oplevelser og introduktion til jazz-verdenen og dens mangeartede genre. Jeg husker bl.a. Abdullah Ibrahim eller Dollar Brand som han kaldte sig den gang, men også en sanger som Tony Bennett med Radioens BigBand. Der blev arrangeret Riverboat Festival med alle de jazzbands man kunne støve op i Danmark, - det var ret vildt. :OLO: Der var virkelig gang i sommmernatten. Nu er vist blevet en mere velfriseret Silkeborg begivenhed, men vi er jo alle blevet ældre. :lol:
Brugeravatar
Almarx
 
Indlæg: 390
Tilmeldt: 13 maj 2010
Geografisk sted: Dollerup sogn
Lokalitet: Viborg

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Strandvaskeren » tors 3. maj 2012 19:33

Jeg fik jazzen ind med modermælken, eller måske nærmere fadermælken(?) idet min far alle dage har været fjollet med jazz. Leo Mathisen, Benny Goodman, Nina Simone og en masse andet lød i stuerne uden at jeg dog selv havde det store forhold til det - det var jo bare det der "stenaldermusik" min far hørte. Selv var jeg mere til Shubidua.

Da jeg var 13 flyttede min familie til Sjælland og min nye bedste ven var ivrig musiker, søn af en trommeslager og indehaver af en hulens masse plader. Han åbnede for alvor mine øjne for at der var andet end shubberne og introducerede mig for bl.a. funk og fusionsjazz. Pludselig hørte jeg Herbie Hancock, Casiopia, Ritenour, Scofield, Brecker Brothers, Mahavishnu, Weather Report og hvad ved jeg. Da vi blev lidt ældre endte drukturene ofte på Monten.

Jeg kan ikke rigtigt pege på EN oplevelse der sporede mig ind på jazzen, den har ligesom altid bare været der. Jeg vil ikke kalde mig selv for jazzfreak, jeg kom gennem min kammerats "indoktrinering" igennem et ufatteligt bredt repertoire og fokuserer på kvalitet og feel mere end om musikken lige er den ene eller den anden genre. Min grundindstilling er, at musik skal laves af rigtige musikere på rigtige instrumenter og hvis det swinger så rager det mig en fjer om det er rap eller rock. Der er dog rigtigt meget jazz der matcher de kriterier, så lidt indirekte er jeg alligevel jazzfreak.. :lol:
Hygge..
Thomas
Brugeravatar
Strandvaskeren
 
Indlæg: 360
Tilmeldt: 10 feb 2012
Lokalitet: Hedehusene

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf Tonni » fre 4. maj 2012 12:23

Vi skriver ad 26. juli 1992. Jeg er ude for at hjælpe med istandsættelse, af min families sommerhus. Min mor er afgået ved døden, tre uger tidligere. Det er en tidlig søndag morgen, og jeg vågner til fuglenes sang der, sammen med morgensolen, strømmer ind gennem teltdugen.
Men det er ikke det eneste, der strømmer ind. Sammen med disse dejlige sanseindtryk, strømmer de smukkeste toner, som i den grad får følelserne frem, og skaber den største forløsning, jeg endnu har haft!
Musikken resonerede i mit sind i over en uge, før jeg fandt ud af hvad det var, den smukke morgenstund havde bragt med sig...
Oscar Peterson's "Hymn to Freedom" blev det første stykke musik, fra Jazz'ens verden som formåede at gøre et indtryk! Men siden er mange andre skønne oplevelser kommet til, og her i huset, formår Jazz'en til stadighed at vokse. - Også til et af mine børn...!
Bare det GLØDER!!!
Brugeravatar
Tonni
 
Indlæg: 4795
Tilmeldt: 20 apr 2010
Geografisk sted: Det sorte Jyllands næserod, Lidt norden for arret!
Lokalitet: Dalbyover

Re: How Jazz Was Born

Indlægaf kbekke » lør 8. jun 2013 23:09

Det var sommer. Det var sol og det var det helt store trekantsdrama. Eller det kunne det have været. Hvis jeg altså havde villet det. Kunnet det. Været lidt mere fremme i skoen. Lidt mere af det hele. Lidt mere "selvbevidst" - ligesom Miles?

Hun havde bare ben i nederdelen og smut i øjnene. Hun var på alle måder perfekt. Det var jeg ikke. Men vi var perfekte sammen. Kunne i hvert fald have været det.

Hun havde lige tilbragt weekenden sammen med "ham". Rivalen. Og det var helt klart magtpåliggende for hende, at jeg bemærkede de sår, hun havde fået på fødderne. Et eller andet sted i hans bortrejste forældres hus havde der ligget et kokostæppe. Og hvad hun præcist havde lavet sammen med ham på det kokostæppe i det hus i løbet af den weekend og som havde givet hende de sår på fødderne, kunne jeg sagtens forestille mig.

Elskovs-stigmata. Og det var virkelig ikke det, jeg lige stod og havde brug for.

Jeg var tydeligvis en Anders And og han var den Fætter Højben, der lige havde vundet i lotteriet.

Men det var ikke det værste. Han havde også spillet en plade for hende. Lige hvad der manglede. Det var noget med en hvid amerikaner med afrohår, der havde spillet Bach i Köln og helt solo. Og det var åh så fantastisk. Ligesom Fætter Højben. Meget dannet. Meget kultiveret og meget langt fra Freddy Freeloader og hans grønne trompet. Eller Coltrane eller for den sags skyld Hendrix med alle hans åndssvage opiater buldrende igennem nervebanerne.

download_ecm_keith_jarrett_the_koeln_concert_bild_1298628742.jpg


Det sidste kunne hun fandme ikke være bekendt. Det var et brud på Pagten - den uudtalte. At hvis det ikke var meningen, at vi skulle bolle, så skulle vi i det mindste have det andet sammen og i fred. Vi skulle læse Camus og lege hinandens psykologer. Brænde røgelse. Ryge John Player Specials fra den sorte æske med guldtrykket og drikke te og billig rødvin mens vi spillede plader for hinanden.

Hele vejen igennem natten.

Nu var det ligesom... ikke ødelagt, men heller ikke det samme. Jeg hadede Fætter Højben og jeg hadede ham amerikaneren fra Köln. Og jeg hadede mig selv, fordi jeg ikke kunne finde ud af andet end bare at stå der og tage imod det.

Jeg var lige blevet 18.

Og evighederne gik. I Köln og i resten af verden. Og det var ikke, fordi jeg glemte det. Jeg lod bare være med at tænke på det. Stak af fra det hele og hende.

Hvordan det egentlig hang sammen, er jeg ikke helt sikker på. Men en dag ankom der en pakke med plader fra Berlin:

Standards Vol. 1, Standards Vol. 2 & Standards Live.

standards live.jpg


Da "Too Young To Go Steady" startede for tredje gang i træk, begyndte jeg at skrive et brev for første gang i måske 15 år. Ikke en mail. Ikke et postkort. Men et rigtigt et på fint linieret A5 papir. Med små tegninger og sirligt anbragte rødvinsrande. Og så et frimærke på. Ligesom dengang.

Jeg sværger. Det var ikke med vilje. Ikke engang rigtigt planlagt. Det var Jarrett's skyld: Ham og så Peacock og DeJohnette.

"I got tired of all that Oscar Petterson. So I decided to play dirty".

keith-jarrett-2.jpg


Den udtalelse har jeg det lidt svært med. Jeg forstår den godt. Men for mig var mødet med Jarrett's musik det stik modsatte af "dirty". Netop ikke som Mingus, når han som en fordrukken kaptajn råber ad sin besætning og pisker den frem som en tømmerflåde i stormvejr. Mere som stille sommerregn eller et langt, blidt og stilfærdigt bad, når man endelig har taget sig sammen til at afkalke bruseren.

Jarrett er lyden af en mand, der nærmest går i opløsning og bliver eet med sit instrument og sin musik. For helvede, Jarrett ER et instrument! Jeg ved ikke en gang, om jeg skal kalde det jazz? Eller klassisk? Healing eller meditationsmusik? Eller noget helt andet.

Men det virker og i dag vil jeg nødigt undvære det. Det er noget af det, jeg hører allermest. Nu er det Jarrett, der er min psykolog og det er os, der følges ad igennem natten. Og ligesom pigen med kærlighedssårene har han lært mig en del. For eksempel at det vistnok er helt fint bare at være en Anders And og at der nok altid vil være en Fætter Højben et eller andet sted i lige præcis den ligning.

Det er helt i orden.

Og pigen?

Hun blev glad for brevet. Det viste sig faktisk, at hun havde gemt alle de andre i en kuffert oppe på loftet. Det var mere end hvad jeg havde.

Til gengæld var pladen med Kölnerkoncerten vist gået til undervejs. Jeg har faktisk heller aldrig fået hørt den selv og nu er det ligesom ikke så vigtigt mere...
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
Ornithology
Brugeravatar
kbekke
 
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 27 jul 2011
Lokalitet: Vejle

Næste

Tilbage til Musikken



Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Captain Phoenix, NikonSP og 16 gæster