Vintagehifi.dk

20 år i dag så den får lige en tur på grammo'en. De Blur LP genoptryk der kom for ikke så længe siden er i øvrigt super velgjorte og en investering værd.

Nej nej 20 år som Blur men 21 år, de blev dannet i 1989 og den første år hed de Seymour, navneforandringen et krav fra pladeselskabet så vidt jeg husker.

Klausen skrev:Nej nej 20 år som Blur men 21 år, de blev dannet i 1989 og den første år hed de Seymour, navneforandringen et krav fra pladeselskabet så vidt jeg husker.

Jep. Det sku' være ganske vist, at selskabet mente at Seymour var "A Gay Indie Anorak Band name".

Jeg ved det kun fordi jeg var heldig at komme forbi det lokale bibliotek forleden aften til et udmærket P6 Beat foredrag om "Blur, Brit-pop og Cool Britannia".

-Så fik man også lige frisket op på Suede, Pulp, Elastica, den grusomme historie om Menswear - og ikke mindst bøllerne fra Manchester!



Jeg ved ikke selv, hvem jeg synes vandt "The Battle Of Britain". Men jeg fik en hel del mere respekt for Albarn & Co. forleden. Han er vist iøvrigt på trapperne med nyt album lige om et øjeblik?

The XX. Jeg hørte den som underlægningsmusik i en eller anden DR-reklame, så nu kom den på...



Mikkel

Klausen skrev:Nej nej 20 år som Blur men 21 år, de blev dannet i 1989 og den første år hed de Seymour, navneforandringen et krav fra pladeselskabet så vidt jeg husker.

Nej nej jeg mente bare at selve albummet Parklife fylder 20 i dag. Men vidste ikke dét med Seymour. :)

Sidder og genopdager en lille engangs-perle: "The Notting Hilbillies" Er normalt ikke til Country, men det er en charmerende skive, Knopfler & co har skruet sammen. Dejligt afslappende, efter en times forstyrrende have-arbejde.

Fandt lige de to mapper med EP og singler frem. Så det blev tre på stribe med The King.

Netop hjemvendt fra en lille Jyllandstur med stop hos 4 af forum-vennerne for aflevering/medbringning af forskelligt grej (hyggeliggt) er det tid til at sætte en nyanskaffet skive på pladespilleren.

Det var faktisk Ferr31 (Nils) som gjorde mig opmærksom på den, da han flashede en førsteudgave (!) som stod i et hus han havde købt (!), men desværre ikke var til salg (skulle vistnok være en gave til brormand - pladen, ikke huset...).

Det er denne her:


Gruppen Pan (dansk/fransk) kendte jeg overhovedet ikke. Det viser sikkert, at der er et vigtigt kapitel af dansk prog-rock, jeg hermed afslører mig som spejlblank på…
Men så var det sørme heldigt at den stod hos Vinylrock Café i Mejlgade, Århus i et 2011-genoptryk, der kostede noget mindre end et hus...

Og det er pissegodt - mindst.
Tæt, symfonisk og let syret rock med strejf af 1.generation Deep Purple, lidt Pink Floyd, et drys Doors, noget fjolle-tobak (og sikkert dét der var stærkere) mm.
Men det er overhovedet ikke en kopi af noget andet. Det er helt sin egen - fremragende - musik. Teksterne er på både engelsk og fransk (grundlægger/forsangeren Robert Lelievre var fransk), Arne Würgler er med på bas & cello - og mange andre spændende ting sker undervejs.

Hvor er det fantastisk fedt at opdage noget dansk musik, der er så fremragende sådan lige pludselig - her 44 år efter det er indspillet.

Hæ, - dem kan jeg godt huske, men mange forsatte jo i andre bands.

Tog en lytter på YT lyder fantastisk årgang taget i betragtning. Blev de nogensinde "store" ?

Fandt min gamle PARIS-TEXAS plade af Ry Cooder frem igen. Et fantastisk soundtrack fra en fed og dyster film. Kun Neil Youngs DEAD MAN kommer i nærheden. Men der var filmen til gengæld både mere dyster og sjovere. Ultra fed stemning på begge :-)

Det er sjældent jeg køber nyt vinyl. Men når det sker er det fordi jeg har en fornemmelse af, at det
aldrig kommer igen. Gruppen ”Vi sidder bare her” med Leth, Toksvig og Simpson er bare noget jeg må have fra start, dels bliver det ret hurtigt udsolgt og samtidig er det nærmest umuligt at få fat i brugt som vinyl.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme; Jeg er super, mega, grænsende til det overdrevne . . . Jørgen Leth fan, så min entusiasme for dette album virker måske overvældende, det må man leve med.

Nogle vil jo nok mene at det er jo ikke musik i den gængse forstand, spoken word music er vist den genre det ligger under, jeg kalder det slow-old-rap.

Vi sidder bare her - ingen regning til mig. Det er deres tredje album. De to andre var morsomme og filosoferende, det er det tredje også. Men det er også det mest alvorlige og til tider melankolske, det lyder mest af alt som et farvel album fra Leths side. Det håber jeg naturligvis er en fejlvurdering fra min side.

De to første albums blev udgivet som dobbelt albums, en Lp med musik og Leths talk over samt en ekstra Lp kun med musikken. Jeg savner ikke Lp nr to, det er ikke fordi musikken er dårlig men den komplimenterer bare Leth perfekt og man lytter altså mest til den samlede pakke.

Jeg tror den mest er for mænd; min kones kommentar når hun går gennem stuen : ”Hvad er nu det for noget dødsmusik” !
Det må bero på to ting : 1. Man skal være tilstede når man lytter, 2. For mænd efter en given alder er der så meget genkendeligt i hans ord.

Jeg har selvfølgelig smuglyttet på Wimp/Squeezebox inden den kom hos den lokale pladebiks, men den skulle selvfølgelig købes på vinyl.
Yndlingsnummer; Den Hvide Serviet.

Talk talk. The colour of spring.
Havde helt glemt det flotte sammenspil af akustiske instrumenter og Mark Hollis særegen stemme. Den 'trælyd' som jeg syntes albummet indeholder er helt speciel.
Åbningsnummeret 'happiness is easy' på side 1 starter også med lidt monotont spilledende trommer, men nummeret åbner sig og det bliver mere og mere storladent. I dont believe in you som kommer efter udviklede sig til at blive en af mine 'test nummer'. Den akustiske guitar, hammond orgelet og den lilletromme går rent ind hos mig. Slutnummeret på side 1 april 5th indikeret hvad der var Talk talk fans i vente på det som blev deres sidste album spirit of eden, som også varmt kan anbefales, hvis man er til det mere stille. Men et utroligt roligt nummer, med en utrolig klarhed i alle instrumenter og lækkert stereo perspektiv.

Så hvis du ikke er bange for at tage en tur tilbage til 1986 og lytte til noget musik som dengang ansås for at være en smule anderledes end det normale mainstream, selvom albummet indeholder et vaske ægte hit, lifes what you make it, så prøv denne den får en stor fra mig. Kvalitet af lyden syntes jeg er helt i top.

HrAndersen skrev:Det er sjældent jeg køber nyt vinyl. Men når det sker er det fordi jeg har en fornemmelse af, at det
aldrig kommer igen. Gruppen ”Vi sidder bare her” med Leth, Toksvig og Simpson er bare noget jeg må have fra start, dels bliver det ret hurtigt udsolgt og samtidig er det nærmest umuligt at få fat i brugt som vinyl.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme; Jeg er super, mega, grænsende til det overdrevne . . . Jørgen Leth fan, så min entusiasme for dette album virker måske overvældende, det må man leve med.

Nogle vil jo nok mene at det er jo ikke musik i den gængse forstand, spoken word music er vist den genre det ligger under, jeg kalder det slow-old-rap.

ViSidderRegning-p.jpg

Vi sidder bare her - ingen regning til mig. Det er deres tredje album. De to andre var morsomme og filosoferende, det er det tredje også. Men det er også det mest alvorlige og til tider melankolske, det lyder mest af alt som et farvel album fra Leths side. Det håber jeg naturligvis er en fejlvurdering fra min side.

De to første albums blev udgivet som dobbelt albums, en Lp med musik og Leths talk over samt en ekstra Lp kun med musikken. Jeg savner ikke Lp nr to, det er ikke fordi musikken er dårlig men den komplimenterer bare Leth perfekt og man lytter altså mest til den samlede pakke.

Jeg tror den mest er for mænd; min kones kommentar når hun går gennem stuen : ”Hvad er nu det for noget dødsmusik” !
Det må bero på to ting : 1. Man skal være tilstede når man lytter, 2. For mænd efter en given alder er der så meget genkendeligt i hans ord.

Jeg har selvfølgelig smuglyttet på Wimp/Squeezebox inden den kom hos den lokale pladebiks, men den skulle selvfølgelig købes på vinyl.
Yndlingsnummer; Den Hvide Serviet.

Prøv også at lytte til denne:


Der er et sportsdigt af Leth. Kodylt, som man sagde.

Jeg synes altså at Blood, sweat Drum+Bass er et af de mest fantastiske og nyskabende fænomener på Jazz-scenen--både i Danmark og internationalt. Denne live-optagelse er faktisk bedre en studie versionen.

Lyt til dem over et godt (Vintage) anlæg

[youtube]http://youtu.be/va2wFjfGAKk[/youtube]

http://youtu.be/va2wFjfGAKk