Som kom jeg endelig videre med motoren til min TD 124 grammofon.
Som i beskrivelsen, der linkes til ovenfor, skilte jeg motoren af, borede popnitterne ud og "bagte" bøsningerne i ovnen i flere omgange for at få alt gammelt olie ud og dumpede de hotte bøsninger ned en (set herfra) passende olie.
Efter at have læst mig ind på TD-124 olie problematikken og fået pm'er med kyndige råd var fellow vintagehifi.dk'er blev det denne type olie
jeg valgte;
Ikke en ren SAE 30, som det anbefales nogle steder på nettet, men en SAE 20w-50, der så vidt jeg har forstået opfører den sig ved stuetemperatur som en SAE 30. Og tillige en Quaker State olie, der er kendetegnet ved at være "Made in Switzerland". Det kunne jeg ikke stå for. Og så havde jeg en lille rest i garagen - det spillede måske også ind.
Forsynet, i øvrigt, med nye filtpuder og skruer/møtrikker fra en venlig vintage-sjæl, var det tid at samle og justere motoren. Samlingen var nem nok, justeringen jf. nettet - forvirrende. Der var ingen tvivl om, at det handlede om at få hhv. top- og bundstykke til at sidde sådan, at motoren drejede nemmest muligt rundt.
På nettet kunne jeg se, at der var to måde at bedømme, hvor nemt motoren drejede rundt; vha. at særligt stetoskop og ved at hvor lav spændingen motoren kunne lokkes til at køre ved. Da jeg sluttede spænding til motoren via en variotrafo, var det den sidste løsning, jeg fulgte.
Med de fire sæt sammenspændingsskruer og -bolte halv løst/halvt fast spændt satte jeg spænding på dyret. Umiddelbart kunne motoren snurre fra og med 80 V, hvilket var en hel del mere end de 35 V, jeg havde fået hvisket i øret, at man kunne bringe det (ned) til.
Jeg prøvede at rykke lidt rundt på top- og bundstykke, men syntes, at det var lidt tilfældigt, hvornår det var godt (og spændingen kunne sættes ned uden, at motoren holdt op med at snurre). Lidt frem og lidt tilbage. Så gik det godt, når motoren lå på siden, og så gjorde det ikke det. Øv.
Til sidst gav jeg vist op og skruede motoren sammen, der, hvor jeg syntes, at det var bedst (langt fra de 35 V, desværre), og tænkte, at det måtte da være sådan; mon ikke 227 V alligevel nok skulle kunne trække den ordentligt rundt, når det kom til det?
Men så tænkte jeg mig lidt om (pral?).
Den roterende del af motoren sidder i nogle bøsninger, som er monteret sådan (de er koniske), at de frit kan drejes på plads ift. akslen der går gennem motoren. Men hvordan ved man, hvornår bøsningerne sidder, som de skal? Det ved man bare ikke. De går på plads, når motoren samles og retter sig lidt, når man bakser rundt med hhv. motorens top- og bundstykke, men ikke på en måde, der kan sættes i system, og ikke på en måde der optimal. Det er helt klart. Men hvad gør man så? Hvad gjorde Thorens på fabrikken?
Eller rettere hvad gjorde jeg? Jeg slog på motorens aksel med håndtaget af en ikke alt for lille skruetrækker. Jeg slog, "dabbende" 360 grader rundt (i en 3-4-5 omgange), indtil bøsningerne - pinedød - måtte være endt, hvor de skulle være. Og det gjorde de vist. Sgu.
Spænding på igen. Nu kunne motoren dreje ved 60 V. Så tog jeg en dabbende runde til. Nu 50 V, og efter en tredje og måske fjerde runde begynder motoren at snurre ved ca. 40 V. Jeg er tilfreds.
Så er den erfaring givet videre, i fald nogen kan bruge den nu eller en anden gang.
PQR
) - og jeg har kredset om projektet dagligt. Dog har min Thorens ikke været "helt ude i hegnet", men alligevel ved vi alle, at dette indgreb, som også du nu, Peter, har gennemført, er det, der skal til. 
