Vintagehifi.dk

Fredmarantz skrev:...
Edit: Arrrhhh - glemte jeg ikke lige Pink Floyd (Gilmour)- Stevie Ray V osv... dér...........

Vh
Freddy

... Steve Hacketts soloalbums(imho bedre end Genesis), Eric Johnson, Steve Vai, Joe Satriani, Jeff Beck, Gary Moore, Arlen Roth, Iron Maiden og mange mange flere.

Du får lige "Everyday" med Hackett-drengen, her mangler imho ingen Genesisfolk
https://www.youtube.com/watch?v=H1Nypeuk_lM
MVH Henning

alfatron skrev:Alphaville lavede noget godt musik synes jeg, og ja du har ret mht musikstilen der tonede frem i 80erne, især fra 1985 og årene frem skete der ting og sager, personligt synes jeg at Alphaville skilte sig ud fra mange Europæiske grupper, de lød meget amerikansk i deres stil.

Dux maskinen er vel "den pæne udgave" af Philips´s maskiner efter min mening, jeg startede i øvrigt selv med en lille Dux 9123 som jeg fik fra min folkeskole, jeg har en mage til idag, N4407 kender jeg godt, men desværre ikke for det gode, det er en evig kamp at få dem til at køre bare nogenlunde idag, ikke afspille, men spole frem/tilbage, båndtæller må man glemme da plastiktandhjul på tællerværk med tiden bliver mere porøst end polsk letbeton.

men meget apropos N4407 så har sådan en maskine lige ageret "donor" for min Dux, da jeg havde en stående, værket var dødt, men der var et næsten "nyt" tonehoved, så der blev lige skiftet over og så var det blot at justere maskinen op efter det, både optage og afspillermæssigt, så nu kan den godt klare 2000 spilletimer igen

Med tiden faldt selv Depeche Mode jo til patte og begyndte at bruge guitar - selv om Gore nu spillede guitar inden bandet for alvor slog an.

Vi ta'r lige en med Arlen "Master of the Telecaster" Roth:
https://www.youtube.com/watch?v=-5SHHI8u8mY
MVH Henning

Nu snurrer en (vinyl-)plade, som jeg sådan set selv har været med til at udgive:



Dvs at jeg via crowdfunding har støttet udgivelsen - og især vinyljdgaven - før den så dagens lys.

Se bare her: https://www.kickstarter.com/projects/12 ... -tristesse

Er den fed? Ja, den er. Og jeg har ikke andet i klemme, end at pladen snurrer her nu. Nå, jo De efterladte spiller vist også her (i Riddersalen på Hald Hovedgaard) en gang i oktober.

PQR

En Chris Rea, som jeg havde lagt ud på discogs. En bed på men betalte ikke. Så jeg lagde ham på Pioneeren. Første numrer er yderst knoplish men mindst lige så godt. Hele pladen er rasende god. Hell it's FABULOUS. The Road To Hell. 1989.

For knap 1,5 år siden skrev jeg nedenstående indlæg.
Nu er albummet - som ingen Miles Davis-fan bør mangle - åbenbart blevet genudgivet på 10" vinyl (et lækkert format, synes jeg - næsten frækt...).


Den kan bl.a. bestilles hos Jazzmessengers, der tidl. har leveret til flere herind.
http://www.jazzmessengers.com/en/72538/ ... t-180-gram

Mit mono-tryk fra Japan skal dog ikke have selskab denne gang - men kommer på pladetallerkenen i anledning af genudgivelsen.

Captain Phoenix skrev:Tidligt hjemme fra job i dag - og dér lå den: LP'en jeg "næsten" havde glemt jeg havde købt på Discogs.
Eller for at være ærligt - jeg havde helt glemt det...

Den var kommet med billigste rejseform fra Japan, så der var gået 3-4 uger med dét.
Men det er lige meget, for nu er den her i en japansk presning (og dét kan de altså finde ud af, japanerne) med OBI, indlæg på uforståeligt japansk osv. Og i Near Mint-stand, som sælgeren havde lovet.

Det er denne her:

Jeg anede faktisk ikke den eksisterede, men faldt over den under uspecificeret net-surfing.

Optaget i Paris i 1957 på én dag (4. december) som musik til filmen, hvis titel den bærer ("Elevator til skafottet"). Filmen (en thriller) kender jeg ikke - men musikken fungerer 100 % på egne præmisser.

Musikerne er hovedsaglig franske og må være nogen Miles Davis samlede til lejligheden.
Han skrev nogle få sekvenser på sit hotelværelse og troppede op i studiet, hvor musikerne fik nogle få instruktioner, filmens plot - og så nogle få af filmens sekvenser (Davis havde set hele filmen tidligere).
Resten er improviseret ud fra dette - og det er rigtig, rigtig godt.

Og minder "kompositions-"/indspilnings-metoden om noget?
Noget stort?

Ja da - og Miles Davis-afficionadoerne har allerede spottet det:
Det var cirka den måde mesterværket Kind of Blue blev til på. Nogle få musikalske skitser, minimal instruktion - og improvisationer for resten.
Men Kind of Blue er indspillet i marts-april 1959 - altså næste halvandet år senere end denne. Så "Ascenseur..." er en forløber for "Kind of..." og det har givet været med i tilblivelsen af den sidste, at Davis havde prøvet indspilningsmåden af før.

Der er (navnlig når man kender tilblivelsen) faktisk en del Kind of Blue over denne LP.
Og det vil sige at den er rigtig, rigtig god!!! Ikke på "Kind of..."-niveau, selvfølgelig (intet er dét), men en spændende "Kind of Kind of Blue".

I Valby står solen lavt ind af vinduet, "Ascenseur Pour l'Echafaud" snurrer på pladespilleren - og i stolen foran stereoanlægget sidder en mand og smiler bredt. Det er mig!

Man kan sgu' blive så glad, selv her sidst på søndagen:

Mens fruen og tømmermands-ramt datter (på rekreationsophold her hos de gamle) ordner solist-strømper og jeg roder rundt i vinyl-stakkene, så dukker en gammel Deep Purple-sang pludselig frem i baghovedet.

Aner ikke hvorfor, men det var "Burn" fra albummet af samme navn.
Så hen i reolen og finde den frem - og den snurrer nu:


Udgaven her er fra 1974 og jeg har haft den lige siden. Jeg må have været særlig glad for den, for jeg kan se at inner-sleevet er stemplet med navn/adresse/telefon fra min allerførste egen lejlighed. Jeg var temmelig stolt af det stempel - og sammen med Purple er det med til at sende mig næsten 40 år tilbage...

Det var i 1978 og jeg var 19 år: En lille to-værelses uden bad og med sådan et WC, hvor man skulle bakke ind - men den var min egen og derfor et "slot" i mine øjne. Den lå på Nørrebro (grænsende til NordVest) og det var dengang før Byggeren blev ryddet og inden der kom caféer til bydelen (der var kun "brune bodegaer" - Sommersko åbnede 2 år før i City og Café Dan Turell kom i 1977), fastnet-telefonen havde 6 cifre osv...

Nå - musikken:
Solid, energisk rock med en knald-effektiv og velfungerende rytme-gruppe som baggrund (erfarne Ian Paice bag trommerne driver bandet frem). Mesterligt guitar-arbejde af Ritchie Blackmore, der helt fortjent indtager en plads i top-50 over bedste guitarister ever.

Det er hverken den første, den anden eller den bedste konstellation af Deep Purple, der spiller her.
F.eks. havde sangere Ian Gillan sammen med Roger Glover (bas) netop forladt bandet - og den version af Purple, der frembragte det FREMRAGENDE live-album "Made in Japan" var fortid.
Men den ny forsanger - David Coverdale - gør det godt (han blev senere frontfigur i Whitesnake) og de resterende er så godt (sammen)spillende, at det holder et fint niveau.

Se så bliver man jo glad over både musik, minder - og som et ekstra plus: Både vinyl og pladecover står fuldstændig "mint" selv efter de +40 år, 8 flytninger og 2 kollektiver, "Burn" har rejst sammen med mig på vejen til dagens snurren på pladespilleren.
Fedt (som man sagde dengang...)

Boede du også i Ahornsgade-kvarteret? Jeg synes jeg genkender beskrivelsen af min egen baggårdslejlighed....

Nej, Frederik. Min lå i den lille gade Hyltebro (v. Nørrebro Station) - adressen kan skimtes på fotoet.
Men ja - sådan var de to-værelses dengang (inden byfornyelse osv.) - til gengæld var den til at betale.

For mange år siden arbejdede min mor på en arkitekturhistorie for København og en af de mere interessante dele af den var at i 1870erne besluttede borgerrepresentationen at indføre en skattefritagelse for lejligheder inder et vidst kvadratmeterareal (jeg tror det var 21 kvadratmeter) fordi 'arbejderklassen' havde en overvældende tradition for at have en ugift logerende i det ene soveværelse i de større-end-21 kvadratmeter lejligheder som blev bygget. Den slags kunne man jo ikke have fordi det opmuntreede umoralsk opførsel og det som i vore dage her i Storbritannien kaldes 'teenage pregnancy'. Så derfor fik København alle de små slumlejligheder på Nørrebro (som netop på den tid var det store nybyggerområde)...og nørrebro station var jo ikke såååh langt fra Ahornsgade.

Her snurrer det første af dagens 10 fine vinylfund:


[Jazz at the pawnshop - atr-versionen}

Jeg har dette fine og legendarisk indspillede album på flere versioner på CD, men har aldrig set eller hørt det i vinyludgaven. Men så stod det lige der i genbrugsbutik ikke lange herfra, en genbrugsbutik, som jeg faktisk ikke kendte til og derfor aldrig havde besøgt. Den og ni andre spændende plader snuppede jeg, og nu er jeg en glad mand.

Det er altså sjovt og spændende og godt at genhøre albummet i denne fine vinyludgave via en friskmonteret Ortonfon MC15 pu, Fisher X-100 og de store Jealvox-horn.

PQR

Så gik jeg lidt i det syrede hjørne.. en af de få "spoken word" ting (udover Jørgen Leth) som jeg gider høre.

Se snurrer denne:



Jeg købte den på vinyl i Beograd i sommeren '83, da jeg blaffede til Grækenland og tilbage igen med min daværende kæreste. Hun kunne også lide Pink Floyd - vores ungdommelige forhold startede nærmest henover "The Wall" i Imperiale Bio i København - og købte også en, hvilket bekymrede mig en del; et halvt år senere var det forhold ovre, og vi havde hver sin plade. Så det var vel godt nok.

Jeg har stadig min, et jugoslavisk tryk i tvivlsom kvalitet, som jeg dog har hørt en del; nu er det et hollandsk tryk der snurrer, og det er ganske godt på de store Jealvox horn (nu med to virksomme Isophon diskant-horn i hver siden - tak Aqrannes med gode ører og tak til Jussi som for længe siden hentede 4 ekstra Isophon diskant-horn til mig et sted i Allerød) og 1960ish X-100 The Fisher forstærkeren.

PQR

pqrannes skrev:Hun kunne også lide Pink Floyd - vores ungdommelige forhold startede nærmest henover "The Wall" i Imperiale Bio i København - og købte også en, hvilket bekymrede mig en del; et halvt år senere var det forhold ovre, og vi havde hver sin plade. Så det var vel godt nok.

Herlig - om end lidt bitter-sød - historie.
Jeg måtte jo lige finde The Final Cut frem, så den snurrer her nu.

Tror det må være første gang siden jeg købte den (også i 1983) - og det slå mig, at jeg faktisk ikke bryder mig meget om den (ikke for at disse dit opslag eller noget, Peter ).
The Final Cut blev også mit "cut" til Pink Floyd - har ikke fulgt/købt dem siden.

Nu jeg er i gang - og her gør jeg mig sikkert upopulær hos en del - så bryder jeg meig faktisk heller ikke meget om The Wall...
Det bliver for "villet", for programmatisk, for forkyndende. Teksterne vil for meget - og musikken bliver bare baggrundstæppet for dette.

Jeg finder de tidigere Pink Floyd langt mere musikalsk spændende - frem til og med Animals (fra 1977) er det i langt højere grad musikken, der skal gås på opdagelse i. Den er mere snørklet, søgende - og det meste holder endnu.
Nå - ikke mere øfferi fra gammelsmølf her

Langt hen af vejen er jeg enig, dog syn's jeg at "A Momentary Lapse of Reason" og "The Division Bell" godt kan gå for "rigtige" PF-albums og at de "holder" bedre end "The Wall", for slet ikke at tale om den nævnte "The Final Cut", som jeg ikke er den store fan af. Jeg har sådan en fornemmelse når jeg hører "The Final Cut" som om at der lægges op til det helt store.... men der sker ikke rigtigt noget.... Den kommer lissom aldrig rigtigt i gear.
MVH Henning