Vintagehifi.dk

Absolut også en af mine favoritter i lang tid.

his067 skrev:Jeg var måske lidt hård ved K. 572 (som jeg indrømmer jeg ikke har hørt), men jeg tror bestemt at det nok har været godt håndværk og forøvrigt nok ikke den første i en lang række transkriptioner/omfortolkninger af Händels Messiah. Så Mozart var del af en ædel tradition: Lizt lavede jo også mange af den slags, Rimskij-Korsakoff ændrede radikalt i vennen Mussorgskijs Boris Gudenov, Glenn Gould transkriberede Wagner, og selv Karajan så sig ikke for fin til at ændre en smule i partituret til Beethovens 9 symfoni.
Men selvfølgelig: sommetider er transkription jo en fantastisk ting: tænk bare på Ravel's orkestrering af Mussorgskijs Udstillingsbilleder eller Stravinskijs Pergolesi fortolkning Apollon Musagettes. Og nogen af os oplevede den klassiske musik for første gang, da vi hørte Keith Emersons fortolkninger af snart hvad som helst fra det klassiske katalog, fra Janacek gennem Sibelius og Mussorgkij, til Copland og Ginastera.

Der er, for mig, stor forskel på en orkestrering (el.ændringer i et partitur) el. arrangement for orkester, og en transkription; sidstnævnte er typisk (men ikke udelukkende) omskrivning fra noget større til noget mindre, fx. orkester til klaver, orgel til klaver etc., og det indbefatter typisk at komponisten der foretager transkriptionen selv kommer til 'syne' - at gå fra stort til mindre og stadig holde fast i kernen i værket er ikke uden vanskeligheder, men uhyre tilfredsstillende når det lykkes (i mine øre).
KV572 er ikke ligefrem ringere end originalen, omend der ikke er tale om en stor forskel - jeg kunne nok komme i tanke om en hel del andre Mozart ting jeg finder mere interessant, når det kommer til stykket.

Glen Gould var en excentriker af de store, var selv meget optaget af ham da jeg var yngre. Med tiden er jeg begyndt at lytte til mange forskellige kunstnere, og sætter pris på, hvad de hver især måtte bidrage med - måske er der ikke én fortolkning der er den 'rigtige', måske er det mange forskellige ...

hmt skrev:Lidt i forlængelse af ovenstående, så er denne udgivelse nok noget af det som har snurret oftest herhjemme - desværre på CD;

https://www.amazon.com/Shostakovich-Pre ... B000001HBQ

Vh
Henrik

Måske du kan hæfte et par ord eller mere på, hvorfor den ofte snurrer hos dig?

HUL LUKKET
Bayou Country manglede for at gøre Creedence samlingen komplet. Preben i Aalborg tilbød en med den brune Fantasy label i den blå. Proud Mary spor 3 side Two. For kun 25,-.
Hver en øre værd. Og i formidabel vinyl stand.
Det er et tykt slimspor af CCR der trækker igennem numrene.
Året er selvfølgelig 1969.
Fantasy FT 507 UK

Julen indbragte en håndfuld LP'er (fra sød hustru samt bonusdatter).
Blandt dem var denne - forstår jeg nu - klassiker i et genoptryk fra 2016:
Den er helt forrygende - på alle måder.

Det er blues med akustisk guitar (og på flere skæringer også bas + meget enkelt trommesæt).
MW's vokal er helt fremme, rund og dyb. Guitarspillet intet mindre end fremragende - og backingen blender perfekt ind og ligger tydeligvis længere tilbage i rummet (fin 3D-fornemmelse man får).
Det hele hænger sammen - og optageteknisk er den blandt det bedste jeg er stødt på.

Selve presningen er også i top (dog er der et "grater" på side A, skæring nr. 3 som giver ét skarpt smæld - desværre på flere eks. jeg har haft fat i, så det er presningen/matricen).

Men jeg beholder den (meget mod sædvane) trods fejlen - der er stadig forrygende!

Captain Phoenix skrev:Julen indbragte en håndfuld LP'er (fra sød hustru samt bonusdatter).
Blandt dem var denne - forstår jeg nu - klassiker i et genoptryk fra 2016:

MuddyWatersFolkSinger.jpg

Den er helt forrygende - på alle måder.

Det er blues med akustisk guitar (og på flere skæringer også bas + meget enkelt trommesæt).
MW's vokal er helt fremme, rund og dyb. Guitarspillet intet mindre end fremragende - og backingen blender perfekt ind og ligger tydeligvis længere tilbage i rummet (fin 3D-fornemmelse man får).
Det hele hænger sammen - og optageteknisk er den blandt det bedste jeg er stødt på.

Selve presningen er også i top (dog er der et "grater" på side A, skæring nr. 3 som giver ét skarpt smæld - desværre på flere eks. jeg har haft fat i, så det er presningen/matricen).

Men jeg beholder den (meget mod sædvane) trods fejlen - der er stadig forrygende!

Jeg tror vi lyttede til et nummer fra den på Hald i 2013 eller 2014. Det var Helikons setup, det år han havde Radford røreffekt med - og de Leak sandwich højttalere med. Nummeret var "Hey Little Schoolgirl".

Husker mest Muddy Waters med nummeret "Manish Boy":
https://www.youtube.com/watch?v=w5IOou6qN1o

Hentede i dag denne på posthuset (købt på FaceBook).

Der er tale om Miles Davis første udgivelse på Columbia Records (det label han 2 år senere udsendte Kind of Blue på - og med et par gengangere i "opstillingen": Coletrane (ts) + Paul Chambers (b)).
Se denne LP burde jo for lææængst have været i samlingen, men det var den altså ikke.
Så derfor var det godt, at den kom op i en FB-gruppe for jazz-vinyler. Og det i en Speakers Corner-genudgivelse fra 2008.

Jeg kender/kendte godt Speakers Corner som seriøse folk, der tager tingene alvorligt og genudgiver væsentlige albums i en kvalitet, der er helt i top.

Også med denne: Allerede i løbet af det første sekund af titelnummeret (side A, nr. 1) stod det klart, at perspektiv, klarhed mv. var i totalt i orden.
Utroligt så hurtigt man/ens øre + hjerne er i stand til at fange dén slags informationer ind!!!

Presningen er også perfekt - intet mindre.
Så godt kan vinyl-plader altså fremstilles - sjældent man møder det på dette niveau.
Kudo til folkene på Speakers Corner - hvis dét er standarden, så bliver denne ikke den sidste.

Det er iøvrigt en ren analog produktion (A-A-A) - og i mono - hvor der angiveligt ikke har været nogen digitalisering undervejs i processen. Da der står tyskere bag, skal det nok passe (det er vist kun diesel-motorer, de snyder med...).
Med den lyd, der er tale om her, kan man for min skyld godt droppe alt andet - digital optagelse/mixning/distribution - og for den sags skyld også stereo (skrev jeg virkelig det...), surround mv.
Det her holder altså max.

Nå ja - musikken...
Jazz-standarder i stærke udgaver: Coletrane leverer virkelig flot tenor-sax spil (inden han blev for vild - og/eller heroin-afhængig). Davis lige så (med muted trompet på de fleste numre) - det hele hænger sublimt sammen og er i høj grad værd at lytte til.

Skal man være en anelse kritisk (for et album, der fik 5/5 stjerner stort set alle steder - hvad bilder jeg mig ind ?!?), så kan man måske sige, at der ikke betrædes nyt land, som der så til gengæld blev gjort med "Kind of..." (og faktisk med forløberen til den - se tidl. opslag: http://vintagehifi.dk/forum/viewtopic.p ... 620#p78270).

Albummet har en smule karakter af, at musikerne kan mere end formatet giver plads til: Det er perfekt, pletfrit og skønt (no doubt) - men hælder nok en anelse til den teknisk overlegne side.

Og mens jeg har skrevet dette er jeg så igang med tredje gennemlytning, så helt teknisk rutine er der altså ikke tale om...

Kanye West My beautiful dark twisted fantasy, som jeg er vendt tilbage til efter at have hørt en del Life of Pablo. Og mine små Rogers er kommet på arbejde!



Vh
Henrik

Chicago Transit Authority
Tænk min +1 / Google kommer op med det i stave kontrollen.
På 3 x Pioneer. Receiver / amp SX - 700T, turntable PL10 og headphones SE - 20. Alt sammen loddet og skruet sammen i 1969.
Chicago Transit Authority , deres første LP og det er ren nektar i øregangene med Im a Man, som afslutter Side 1.
Tror at den kom ind via en samling i Nivaa sidste år.
CBS S-63689 Spain 1968

Lige NU direkte ud i Beovox 800:erne på 80% lydniveau. Lyder så godt.

Generelt mener jeg at 1980'erne var et skuffende årti - men med enkelte undtagelser.

F.eks. den Luxman L-410 forstærker, der kom ned fra loftet i går - og som jeg var kommet til for en meget rimelig pris... Den er fra perioden 1982-85 (altså lige inden vintageperioden lukkede) og man ser tydeligt 1980'ernes mere clean design banke på. Der er lidt laboratorie-stil over det.
Men den spiller rigtig godt - og er fra tiden, hvor man stadig prioriterede en god RIAA-del med både MM- og MC-indgange. Det er altså i orden, Luxman!

Og når nu 1980'erne alligevel havde indfundet sig, hvad var så mere logisk end at lade et af de markante (eller ihvertfald godt sælgende) albums fra samme år snurre: Sade - Diamond Life.
Jeg synes albummet rammer 1980'erne spot on:
Lyden er nærmest kemisk ren og upersonlig-glat (selv om Sade Adu faktisk gør det godt vokalt og har skrevet det meste selv). Backing'en er (tror jeg) spillet af mennesker - men næsten så mekanisk konstant, at det vel lige så godt kunne være programmerede sager.

Navnlig åbningsnummeret - Smooth operator - nailer tidsånden også i teksten: Yuppien der friktionsløst glider gennem tilværelse og partnere i en stråleglans fra high-class-receptioner og film-præmiere. Form og indholdt matcher hinanden meget flot her - ikke et øjenbryn-hår eller en tone står skævt.

Albummet holder endnu, koster ingenting på loppemarkeder/plademesser og bør indgå i enhver pladesamling, der dækker 1980'erne (som jeg generelt mener... nåh, den har vi haft...)

PS:
Lige inde jeg trykker på "Udfør"-knappen kommer den langhårede forbi musik-værelset, hvor Sade snurrer, og begynder at danse dejligt og temmelig inciterende i døråbningen.
Hun var 19 år da albummet udkom. Det kan jeg pludselig godt se dansende her foran mig.
Som sagt - der var undtagelser i 1980'erne

Helt enig Claus.
Firserne var lidt af en ørkenvandring, dog med få undtagelser. En skive der ofte snurrer her er fra "Guitartroldmanden" Eric Johnson, albummet "Tones" fra 1986: Et af albummets highlights er nummeret "Trail of Tears", som I da lige skal ha', her i en liveudgave:
https://www.youtube.com/watch?v=s9sMTTd802k
...fra Johnson's fantastiske koncert i hans fødeby Austin (TX) i 1988.
Johnson kan den der særlige westcoastsound som få, nogen mener at en væsentlig del af hans sound stammer fra den gamle Echoplex båndekko han altid har svoret til. Det er nu nok nærmere Johnson's særlige talent og ekvilibrisme der har gjort ham til verdens mindst kopierede guitarist.
MVH Henning

Der er vidst en guitarist som jeg og Thomas må dyrke lidt mere! Jeg har aldrig hørt om ham før!

Cilla Black - en gang på top listerne.

Tilbage til den gang jeg gik i 3:e eller så , kom denne smukke stemme op på Tio i Topp og Kvaellstoppen over de 20 mest solgte plader i ugen.
For nylig i en Røde Kors butik stod Black og ventede på mig. Og uden tøven kom hun med hjem. Hendes dåbsattest opgav dog hendes rigtige navn til: Priscilla Maria Veronica WHITE. Stadig en fantastisk stemme, som desværre forstummede for altid i 2015. Pladerne er der dog stadig. På denne LP er The April Fool's som er skrevet af Bacharach og brugt i filmen med samme navn. Across the Universe af Lennon-McCartney,For once in my life mfl men det hele afsluttes meget storslået Great Britanisk med Rule Britannia.
Producer : George Martin
Parlophone EMI PCS 7103 1970

The Real Thing Og I M O N O .
Lige nu smækket side 2 på og Little Richard stepper afsted med Good Golly, Miss Molly.
Hans anden LP . Sidste track er Lucille, så bliver det vel svært at blive siddende.
London Records
HA-U 2126, HA-U.2126 UK 1958