Vintagehifi.dk

Kind of blue på lenco på la scala.

Og mig 23 min på romaskinen.

Her ved årets afslutning, synes jeg det er tid til at gøre status over årets gang på den musikalske front i mit lille hjem. Som jeg skrev et andet sted, så har jeg proppet en del nyt ind i reolen i år, og der har selvfølgelig været både gode og mindre gode musikalske godbidder imellem.

80 nye titler, heriblandt fem bokssæt er det blevet til. Og det har interessant nok ikke så meget været i bokssættene, at jeg har fået de store musikalske oplevelser. Boksene med Dire Straits studiealbums, med alle Beatles studiealbums i stereo boksen og med alle Queens studiealbums har ikke bidraget med så meget interessant nyt, synes jeg. Jo, måske på det indspilningstekniske plan, hvor nye mix og bedre - eller anderledes mastering har rykket noget. Men der var for det meste tale om et materiale, som jeg kendte ret godt i forvejen. Queen boksen fyldte nogle huller i samlingen. Men den rykkede ikke meget ved det billede, jeg havde af bandet og dets musik i forvejen. En Legacy boks med Natasjas musik blev også tilføjet til samlingen, men den var med få undtagelser ikke særlig interessant. Ingen tvivl om, at hun var et stort talent, der ikke fik vist alt det hun kunne, inden hun på tragisk vis døde i en trafikulykke. Men der er for meget fyld i den boks, synes jeg. Det bokssæt, der har givet mig mest sådan rent musikalsk er uden tvivl bokssættet med David Bowie - og det vender jeg tilbage til.

Men ellers, så synes jeg de stærke kvindestemmer er dem, der har fyldt mest i år. Det myldrer frem med unge meget talentfulde og musikalske kvindelige solister med noget på hjerte i de her år. Billie Eilish, Taylor Swift og Lana Del Rey har alle gjort sig bemærket med stærke udgivelser. Gode, gedigne rockudgivelser af den gode gamle slags fra sammenspillede bands kniber det mere med synes jeg. I må meget gerne bidrage med gode bud på spændende musik på det område, hvis I har nogle friske bud på nye, interessante navne.

Nå, men her følger en kort gennemgang af de mest interessante titler blandt årets nyindkøb - selvfølgelig IMHO:

Det er som sædvanligt en mærkelig tid, vi lever i.

Julens pandemi-forhindringsløb og test-logistik er vel overstået og en ny begyndelse er blevet pakket ud.

Vi lever i en mulighedernes tid. Siger de. Man kan f.eks købe alle sine julegaver online eller sine dagligvarer for den sags skyld. Nogle tager til Bali eller Las Palmas for at “arbejde hjemmefra”, mens andre ikke har den luksuriøse mulighed. Man kan også, som jeg, lade sig domptere online en 10-12 timer om dagen af en ung, stramtandet, portugisisk dominatrix udi JavaScripts’ mysterier i form af funktioner som “.map”, “.reduce” og “.split”.

-Udfordringen ved at gå i skole består primært i at ignorere den dårlige samvittighed over IKKE at bruge al sin vågne tid på at studere alt det, som Lærerinden, synes er det vigtigste i hele verden.

Og det er jeg ret god til. I hvert fald bedre end til JavaScript.

Men. Uheldigvis lever vi også, midt i mulighederne og digitaliseringen, i Forsyningskrisens Tid. Tilbage i November gik det op for mig, at der var re-issues på vej fra de to bløde nordmænd, der udgør ensemblet King’s Of Convenience.

Det var her et sted, at jeg blev opmærksom på dette lidt sære, små-melankolske univers et sted midt i mellem Suzanne Vega og Simon & Garfunkel - with a new nordic twist, hvis man kan sige det. Og tak for det. Jeg indrømmer blank, at jeg lige siden har brugt ressourcer på at skam-streame KOC i et omfang, der kunne have holdt indtil flere Bitcoin-miner kørende i lang tid (shame-shame).

Udgivelsen var planlagt til d. 17/12, lige i tid til Juleaften. Tænkte jeg naivt og afgav min bestilling på hele molevitten plus et ekstra eksemplar til Teenagedatteren.

Men ak! Sådan skulle det selvfølgelig ikke gå.

Først modtog jeg besked om at leveringen var forsinket på ubestemt tid. Næste besked (efter Jul) oplyste mig om at leveringen skam stadig var udsat på ubestemt tid og at der i øvrigt kun var begrænsede antal til rådighed, så i virkeligheden var det slet ikke til at vide om jeg fik noget overhovedet.

Men så blev det 2022 og i går fik jeg så den tredje besked. Jeg kunne få halvdelen af min bestilling nu og resten senere. Det havde jeg gerne sagt mange tak til. Men jeg kunne ikke gøre andet end at trykke på et link. Så det gjorde jeg og da jeg stod (sent) op i dag, var det til beskeden om at der lå en pakke til mig nede i Silvan, som jeg godt måtte være sød at hente inden 7 dage.

Som skrevet, så gjort og minsandten om ikke de to finurlige bjergtrolde nu snurrer lystigt her. Ragsokkerne er fundet frem, roen har sænket sig og de synger “Stay Out Of Trouble”.

Det er også det, der er min plan lige nu og helt indtil mandag.

Der sker en hel del for tiden. Onsdag havde jeg f.eks. besøg af Vintage-Kontrollen. Det var heldigvis et både ventet og venligt besøg. De obligatoriske uregelmæssigheder blev selvfølgelig diskret noteret men også gået let henover. Der er trods alt meget mere, der samler end deler.

F.eks. glæden ved musikken og lp-mediet. Tiden gik desværre alt for hurtigt, mens snakken gik. Lystigt hjulpet på vej af både kaffe og kage.

Når to stormagter mødes, er det jo protokol, at der finder gaveudveksling sted. Så det var selvfølgelig på plads. Jeg fandt et godt og trygt hjem til en dublet, der kun fortjener det bedste og jeg fik til gengæld en overraskelse.

Og den overraskelse er stort set det eneste, der har snurret siden.

Jeg var nødt til at slå Black Pumas op og det er ikke fordi, der er meget, der rent faktisk er at slå op. Men to lidt low-life typer mødes og begynder at spille. Der er noget grammy-nomination, noget SXSW og vist også en optræden ved Biden-tiltrædelsen indover. Der er også en debut-lp og så den her lidt obskure “Capitol Cuts”.

Optaget “live” i Capitol Studios (Hollywood) studie A gennem den analoge og imponerende Neve 88RS-konsol.

For en gangs skyld er der ikke gjort særligt meget ud af “påklædningen”. Det sorte ydercover ligner nærmest et kraftigt indercover i karton og rummer absolut ingen information ud over titlen på albummet. Der står lidt mere på den sticker, der er smasket på folien. Den folie, som jeg ellers plejer rutinemæssigt at krølle sammen og fraktionere i kassen med “blødt plast”.

Selve vinylen er i “blood red swirl vinyl” med skarpe kanter, men ellers fejlfri og uden mislyde eller andre defekter.
-Det er egentlig helt befriende med en udgivelse, der endelig bare er “en plade” uden alt muligt udenomsværk og hype.

Det vigtigste er jo musikken og det er her, jeg er lidt blown away. Hvordan skal jeg beskrive det? Det er soul. Det er funk. Det er rock. En stor og powerful lyd, godt hjulpet på vej af den robuste Excel ES70 pickup.

Hvis det havde været en vin eller aftershave, så havde der været “kraftige noter” af både Booker T og især Buddy Miles. Men også en tydelig eftersmag af nyere navne som Alabama Shakes. Der er masser af soul-vibe og masser af “you’ feelin’ allright now?”, “rainbow love” og “brothas’n’sisters”.

Men mest af alt lyder Black Pumas som det, jeg skrev til bjerager: “Tænk the Black Keys… med AFRO!”.

Det er nok det, der kommer tættest på. Det soulede kombineret med the big beat, syre-orgel, gnistrende guitar og fremfor alt - gode sange, karismatisk fremført.

Det kan godt være, at Black Pumas et eller andet sted mere er en konstruktion til lejligheden end et egentligt band.

Men det er smaskhamrende lækkert, effektivt og godt skruet sammen. Den her kommer ikke til at stå og samle støv i hylden.

Tak Claus!

kbekke skrev:Der sker en hel del for tiden. Onsdag havde jeg f.eks. besøg af Vintage-Kontrollen. Det var heldigvis et både ventet og venligt besøg. De obligatoriske uregelmæssigheder blev selvfølgelig diskret noteret men også gået let henover. Der er trods alt meget mere, der samler end deler.

F.eks. glæden ved musikken og lp-mediet. Tiden gik desværre alt for hurtigt, mens snakken gik. Lystigt hjulpet på vej af både kaffe og kage.

Når to stormagter mødes, er det jo protokol, at der finder gaveudveksling sted. Så det var selvfølgelig på plads. Jeg fandt et godt og trygt hjem til en dublet, der kun fortjener det bedste og jeg fik til gengæld en overraskelse.

Ja, det var gevaldig hyggeligt - og så går tiden (for) hurtigt.
Det med "Vintage-Kontrollen" var jo klaret, så snart jeg så din testplade og antiskating-justering
Der var vellyd hele vejen - og en dejlig oplevelse, at de gode, klassiske JBL L100 også kan spille duo-jazz overbevisende.

Protokollen blev holdt. Det glæder mig virkelig at Black Pumas ramte skiven hos dig - jeg synes bestemt det swinger (nye lyttere kan få en smagsprøve her).

Det gjorde det fremragende Keith Jarrett/Charlie Haden album i dén grad også - og det har snurret her både igår og idag.
Det er Jarrett kun i selskab med den dygtige bassist Charlie Haden, som desværre døde nogle få uger efter albummet blev udgivet. De spiller dejlig, indfølt - og kun med få "bidrag" i form af de lyde (nynnen, rummen mv.), Jarrett havde det med at tilføje, når han var helt opslugt af musikken.
Et stærkt og sikkert KJ-album - og vel ét af de sidste vi får med ham, desværre.

Tak, Kim!
PS: Lad vores lille vintage-møde være en opfordring til at forum-fæller også mødes IRL - f.eks. ved træf som det, der planlægges til marts (nærmere følger snart). Det kan (ud over oplevelsen i sig selv) give noget, som varer ved også i den kommunikation, der sker her på sitet efterfølgende.

Jeg synes man bliver mere sentimental med alderen. For 10 eller 20 år siden ville jeg ikke have ofret opmærksomhed på en serie som “After Life”.

Ricky Gervais’ lille Netflix-mesterstykke om den midaldrende mand, der mister sin kone til kræften og sig selv til håbløsheden. Mesterstykket består ikke bare i beskrivelsen af den efterladte mand, der ikke længere har noget tilbage at leve for andet end hunden, der også blev tilbage, den næste flaske vin og så hjemmevideoerne af det samliv, der ikke er mere.

Det er ligeså meget den politisk helt ukorrekte humor midt i tragedien og de småskøre, fint portrætterede eksistenser i den lille engelske by Tambury, hvor man hvert øjeblik venter at se en ulasteligt klædt Barnaby komme spadserende langs rosenhækken.

Og fremfor det, at der uanset håbløsheden, “Tony’s” selvdestruktive adfærd og uforskammede optræden stadig er et håb om en mening - eller i hvert fald en vej, der på en eller anden måde er farbar. Også selvom “Tony” ikke selv kan få øje på den. Ligesom han ikke selv kan se, hvor meget godt han, stik imod alle intentioner, gør for alle omkring sig.

Tredje og formentlig sidste sæson slutter med at “Tony” (og hunden) langsomt går imod horisonten, over engen og op imod skoven, hvor hustruen “Lisa” venter på dem.

Den scene akkompagneres af en slide-guitar, jeg bare vidste, jeg havde hørt før. Men hvor?

Der skulle graves lidt i reolen. Men det viste sig, at der var tale om “Mandolin Wind” fra “Every Picture Tells A Story”, det tredje album med Rod Stewart i eget navn. “The Rod” er bestemt ikke een af dem, der får særligt meget spilletid her og det er vist også meeeget længe siden, nogen har taget ham alvorligt. For det musikalske.

Men det er fordi, folk glemmer. At der var engang, hvor Rod Stewart var, ikke bare en rod, men også en rocker.
“The French police wouldn’t give me no peace” kvækker han på albummet fra 1971, der trods kontraktlige forviklinger, i bund og grund er et “The Faces”-album med tilføjelser, så heldigvis har vi Ronnie Wood med på både guitar og bas.

Albummet blev nr. 1 både i UK og US ikke mindst takket være b-singlen (!) “Maggie May”, der måske stadig kan høres engang imellem på en radiostation fra en galakse langt, langt borte.

Der er også lidt af hvert på pladen. Folky rock, en bar-sing-a-long forklædt som Dylan-cover og en “That’s Allright, Mama”, der swinger måske ligeså hårdt som Kongens.

Produktionen er grynet og langt fra audiofil. Faktisk lyder det meste, som Bop ville sige “ad helvedes til”. Men det lyder ad helvedes til “godt” - på den fede måde.

Sådan her må en top-of-the-charts rockplade fra 1971 nemlig godt lyde. Jeg har en håndfuld af “Rod’ens” halvfjerdserplader stående - uden at have nogen erindring om, hvor de kommer fra.

Een af dagene må jeg have fundet dem frem og checket ud. Inden det bliver… “after life”.

For nogle år siden var jeg til et lille hyggeligt minitræf hos kaptajnen her på forummet, og vi var alle blevet opfordret til at tage noget interessant musik med, som vi så skulle fortælle en lille historie om. Og det er jo altid interessant, at blive præsenteret for nye inputs og gode historier - både om musikken, men også om begrundelsen for, hvorfor de forskellige deltagere havde valgt at tage lige netop dét stykke musik med.

Jeg havde selv valgt en lidt anden vej. Jeg var et stykke tid inden faldet over hjemmesiden https://www.besteveralbums.com/, som er en database, hvor dem, der har lavet siden ved hjælp af inputs fra 50.000 hitlister, herunder alle de store musiktidsskrifter som for eksempel Uncut og Rolling Stones og en eller anden snedig algoritme har ranglistet alverdens albums siden 1940 - både overall, efter år og årti. Man kan oprette sin egen rangliste, som så bliver talt med, og som medlem kan man så vælge, om den rangliste man skal have sitet til at lave for en kun skal bestå af anerkendte lister, eller om man vil tælle medlemmernes ranglister med.

Jeg havde valgt at tage det album med, som ligger nummer ét på deres rangliste - altså det album, som hvis man laver en statistisk analyse af alverdens albumratings fra alverdens anerkendte kilder. Og inden jeg spillede det for dem, så bad jeg folk om at gætte på hvilket album, der lå øverst. Og ikke nok med at ingen kunne gætte hvilket album, der toppede den her hitliste, så var der faktisk heller ikke nogen af deltagerne, der kunne genkende musikken, da jeg satte pladen på. Pladen er "Ok Computer" af "Radiohead". Men den er selvfølgelig ikke fra 60'erne eller 70'erne, ikke engang fra det forkætrede årti 80'erne, men - giiisp, gudhjælpemig fra 1997! Sådan noget nymodens p*s.

Nu er det sådan, at det jo i virkeligheden godt kan virke lidt meningsløst at rangliste albums på den måde - sådan lidt á la: "Ti milliarder fluer kan ikke tage fejl - æd lort!". Personlige præferencer betyder uendeligt meget i forhold til ens musiksmag, og man kan sgu ikke rigtigt rangliste kunst. Men man kan også gøre som jeg har gjort, lade sig inspirere af lister som dem her, når man går på jagt efter nye musikalske bekendtskaber. Og lige netop i forhold til Radiohead har den her liste gjort mig nysgerrig. For ikke nok med at "Ok computer" ligger nummer et på listen, men på listen over hvilke musikere og bands, der klarer sig bedst på deres liste ligger Radiohead nummer to, kun overgået af The Fab. Four.

Og det gav mig lyst til at dykke mere ned i deres musik. For jovist har jeg kendt Radiohead, og især "Ok Computer" så aldeles glimrende, men de brød igennem på et tidspunkt i mit liv, hvor musik var blevet skubbet lidt til side til fordel for mange andre ting. (Sjovt nok var det i samme periode, hvor ny musik på vinyl var nærmest ikke-eksisterende.) Så jeg havde ligesom overset dem som band. "In Rainbows" åbnede mine øjne, og deres stunt med at forære den digitale kopi væk dengang den udkom, skabte ikke bare en del dønninger i musikbranchen, men kreerede også en voldsom interesse for deres musik. Og forleden kom så "Amnesiac ind ad døren.
Dette album fra 2001 af den engelske gruppe, der for øvrigt delvist er indspillet i København er fra en periode, hvor de var blevet stadig mere eksperimenterende i forhold til deres brug af elektronik, de eksperimenterede blandt andet med brugen af en "Ondes Martenot" - et elektronisk instrument, der er opfundet i 1928, hvor man ved hjælp af en ring, der glider på en tråd eller et keyboard skaber lyde, der minder om en cello eller lyden af støj, når man indstiller en gammel AM-modtager. Det er i den grad et lyt værd! Forsangeren Thom Yorke er sammen med Damon Albarn fra Blur så absolut en af de mest interessante musikere på den engelske musikscene de sidste 30 år.

bjerager skrev:For nogle år siden var jeg til et lille hyggeligt minitræf hos kaptajnen her på forummet, og vi var alle blevet opfordret til at tage noget interessant musik med, som vi så skulle fortælle en lille historie om. Og det er jo altid interessant, at blive præsenteret for nye inputs og gode historier - både om musikken, men også om begrundelsen for, hvorfor de forskellige deltagere havde valgt at tage lige netop dét stykke musik med.

Ja - det var nemlig rigtig hyggeligt - og gav god musikalsk inspiration.
Minitræffet var direkte anledning til, at jeg opdagede Nick Drake (på hvem jeg var helt blank - en stor forsømmelse - tak pqrannes), Delvon Lamarr Organ Trio (tak X-ray) og Ginne Marker (tak No1).

bjerager skrev: Jeg havde valgt at tage det album med... //... "Ok Computer" af "Radiohead".

Du er yngre og husker sikkert bedre end jeg, som f.eks. ikke engang kan huske hvor fede 80'erne var...
Jeg var ellers sikker på at den inspiration, du gav mig/os, var denne, som lige var kommet på vinyl nogle måneder før.

Men skidt med det - alle 4 bor nu her og snurrer jævnligt. Det er jeg rigtig glad for

Søndagen rundes af - i morgen venter eksaminationer (jeg sidder på den "sikre side" af eksamensbordet).
Dette album er helt egnet til sådan at lande stille og roligt.
Det er Breathe med Dr. Lonnie Smith, som jeg faktisk ikke kendte før nu.
Han spiller Hammond B3 orgel, og det kan jo noget med at skabe en helt særlig stemning, sådan ét.

Dobbelt-albummet indledes med en fuldstændig vidunderlig, laid-back version af Sade's "Why Can't We Live Together", hvor Iggy Pop synger. Det gør han nærmest "flanerende" overlegent, mens Lonnie Smith's orgel og en tæt tromme-percussion-duo lægger en lækker, swingende baggrund. Dertil lidt George Benson-inspireret guitar som fill-in.
Det er simpelt hen herligt.

Albummet udkom i de døende uger af 2021 - og det var kun nogle uger efter, at Lonnie Smith desværre døde. Han blev 79 år og var aktiv lige til det sidste, så vidt jeg kan se.
Tidligt i karrieren spillede han med George Benson - og herefter med en lang række andre større og mindre (primært) jazz-navne. Dr. Smith's albums skal helt sikkert tjekkes nærmere ud fremover.

Når man er blevet isoleret fra familen, kan tiden ligesågodt bruges til nyde nogle af de senest tilkomne LP’er.


Lykkeligvis nåede jeg netop af blive færdig med etape 1, af Arden kabinetterne. Etape 2 bliver små justeringer samt finerarbejde.


Af de 4 LP er Lhasa den mindst kendte.

Hun er eller rettere var vel kvindernes svar på Tom Waits. En amerikansk-canadisk sangerinde opvokset i Mexico.

Canada og Frankrig var hendes baser i voksenlivet.

Musikken er en vidunderlig blanding jazz, would og singer songwriter. Det er skønt, skævt og begavet.

Giv det endeligt et øre



Mvh.



Fensten

Vi var en smuttur i Hamborg torsdag-lørdag og der var masser af vinylplader at købe. Men jeg fik kun to med hjem og det var nye plader - det ligner ikke mig: undskyld.

Og nu vi er ved det, så var begge plade med den samme kunstner, idet den stod på Mali-blues med mesteren Ali Farka Touré.

Den første, der snurrede her lidt tidligere, er Farka-klassikeren Talking Timbuktu, som han lavede med Ry Cooder:
En dejlig plade, som mange vist kender, her i en 2 plades version med et bonustrack på side 4.

Den anden, som snurrer nu, er Ali Farka sidste album, Savane, også i en 2 plades version fra World Circuit:
Det øger i øvrigt musikglæden her - og lyden - at jeg endeligt har fået mine Jealvox-horn flyttet til side og har fået mine Klangfilm/Altec/Bofa-horn helt på plads:
PQR

pqrannes skrev: Det øger i øvrigt musikglæden her - og lyden - at jeg endeligt har fået mine Jealvox-horn flyttet til side og har fået mine Klangfilm/Altec/Bofa-horn helt på plads:

PQR

Peter, du mangler noget ordentlig lys, når du tager billeder i musikstuen
Vi vil gerne bedre se alle de dejlige ting i reolen, samt højttalerne ordentligt

KenRas skrev:

pqrannes skrev: Det øger i øvrigt musikglæden her - og lyden - at jeg endeligt har fået mine Jealvox-horn flyttet til side og har fået mine Klangfilm/Altec/Bofa-horn helt på plads:

PQR

Peter, du mangler noget ordentlig lys, når du tager billeder i musikstuen
Vi vil gerne bedre se alle de dejlige ting i reolen, samt højttalerne ordentligt

Ja, lyset er godt til hygge, ikke til fotos, men der er hvad der pt er.

Man ser fra øverst til venstre Thorens TD-124 i diy plint,
Sansui CD-10 aktive delefilter (med Pro-ject tubebox I, Carver SUT og Nixon NOS DAC på toppen) og Thorens TD-126 mk II.

Nedenfor, fra venstre, Sansui TU-9900 (AU-9900eren er hos Aqrannes), Luxman CL-350, Marantz CD-50 som drev og ukendt pp el84 mono rør amp, som ikke er i brug pt.

Nederst, fra venstre Siemens/Klangfilm SE El84 filmfremviser som monoblock, Luxman 1600 til - lejlighedvist - at drive lukkede højttalere, Ortofon 591 PP El84 rør amp til at drive de tilsiderullede Jealvox og Siemens/Klangfilm SE El84 filmfremviser monoblok til at drive bundens Siemens/Klangfilm KL L405 i højre side.
Toppens Bofaenheder drives af to stk Bofa El84 PP blokke.

PQR

pqrannes skrev:

KenRas skrev:

pqrannes skrev: Det øger i øvrigt musikglæden her - og lyden - at jeg endeligt har fået mine Jealvox-horn flyttet til side og har fået mine Klangfilm/Altec/Bofa-horn helt på plads:

PQR

Peter, du mangler noget ordentlig lys, når du tager billeder i musikstuen
Vi vil gerne bedre se alle de dejlige ting i reolen, samt højttalerne ordentligt

Ja, lyset er godt til hygge, ikke til fotos, men der er hvad der pt er.

Man ser fra øverst til venstre Thorens TD-124 i diy plint,
Sansui CD-10 aktive delefilter (med Pro-ject tubebox I, Carver SUT og Nixon NOS DAC på toppen) og Thorens TD-126 mk II.

Nedenfor, fra venstre, Sansui TU-9900 (AU-9900eren er hos Aqrannes), Luxman CL-350, Marantz CD-50 som drev og ukendt pp el84 mono rør amp, som ikke er i brug pt.

Nederst, fra venstre Siemens/Klangfilm SE El84 filmfremviser som monoblock, Luxman 1600 til - lejlighedvist - at drive lukkede højttalere, Ortofon 591 PP El84 rør amp til at drive de tilsiderullede Jealvox og Siemens/Klangfilm SE El84 filmfremviser monoblok til at drive bundens Siemens/Klangfilm KL L405 i højre side.
Toppens Bofaenheder drives af to stk Bofa El84 PP blokke.

PQR

Alt sammen - i stereo?

bjerager skrev:

pqrannes skrev:
Ja, lyset er godt til hygge, ikke til fotos, men der er hvad der pt er.

Man ser fra øverst til venstre Thorens TD-124 i diy plint,
Sansui CD-10 aktive delefilter (med Pro-ject tubebox I, Carver SUT og Nixon NOS DAC på toppen) og Thorens TD-126 mk II.

Nedenfor, fra venstre, Sansui TU-9900 (AU-9900eren er hos Aqrannes), Luxman CL-350, Marantz CD-50 som drev og ukendt pp el84 mono rør amp, som ikke er i brug pt.

Nederst, fra venstre Siemens/Klangfilm SE El84 filmfremviser som monoblock, Luxman 1600 til - lejlighedvist - at drive lukkede højttalere, Ortofon 591 PP El84 rør amp til at drive de tilsiderullede Jealvox og Siemens/Klangfilm SE El84 filmfremviser monoblok til at drive bundens Siemens/Klangfilm KL L405 i højre side.
Toppens Bofaenheder drives af to stk Bofa El84 PP blokke.

PQR

Alt sammen - i stereo?

Stereo - og mono. Sætter jeg en monopickup på og slukker for anlæggenes ene side, har jeg ægte mono. Smart, ikke?

PQR