Vintagehifi.dk

Nydelig scoring.

Jeg er også kæmpefan af Dinu Lipatti.
Især som solo-pianist, men jeg har vist også et par orkester-indspilninger bla. med Ansermet og hans schweizere, hvor Lipatti optræder.

Decca'en ligner en SXL ED1 "Groove Pressing". Dem tager jeg som regel også med, når jeg ser dem

En overskuelig guide til Decca kan for eksempel findes hos Spiral Classics:

https://www.spiralclassics.co.uk/guide- ... ting/decca

Hvis man vil vide lidt mere om, hvorfor de tidlige Decca'er lyder så godt, kan man læse om Mike Gray's research af "the secrets of the engineers" her:

http://polymathperspective.com/?p=3219

kbekke skrev:Nydelig scoring.

Jeg er også kæmpefan af Dinu Lipatti.

IMG_2087.jpeg

Især som solo-pianist, men jeg har vist også et par orkester-indspilninger bla. med Ansermet og hans schweizere, hvor Lipatti optræder.

Decca'en ligner en SXL ED1 "Groove Pressing". Dem tager jeg som regel også med, når jeg ser dem

En overskuelig guide til Decca kan for eksempel findes hos Spiral Classics:

https://www.spiralclassics.co.uk/guide- ... ting/decca

Hvis man vil vide lidt mere om, hvorfor de tidlige Decca'er lyder så godt, kan man læse om Mike Gray's research af "the secrets of the engineers" her:

http://polymathperspective.com/?p=3219

Tusind tak. Det er interessant læsning Det lader til at det er en SXL ED1 presning.

Jeg har haft lejlighed til at lytte mere i dag og har rengjort pladen. Det trængte den til.

Nu da pladen er renere så gav det mening af gå i lytterummet, for at høre hvad, der ligger gemt i rillerne.

Det er med længder det mest dynamiske, nærværende musik, der er spillet herhjemme. Et stort orkester, med trommer, blæseinstrumenter, strengeinstrumenter, store kontrabasser, små violiner, stille passager og voldsomme passager. Endda rigtige kanoner

Musikken i sig selv er en sjov rejse, der på underlig vis leder en gennem grønne landskaber og øde og golde landskaber efterladt af krig. Det er underholdende og musikalsk. Skønt

Jeg forstår så udmærket hvorfor, du samler Deccaérne op. Det gør jeg også fremover, skulle jeg være heldig at finde én.

Mit eksemplar er i øvrigt, ridset og trænger til yderligere rens. Ikke desto mindre er det fra d.d. en af reference pladerne.


Mvh.


Fensten

Men!

Man behøver jo ikke kun at gå efter de "rigtige" Decca SXL'er.

Rigtigt mange af de oprindelige SXL-udgivelser blev i tresserne genudgivet på Decca's budget/re-issue-label "Ace Of Diamonds". De er selvfølgelig ikke nær så "collectible" men pointen er, at musikken er nøjagtigt den samme og der er ikke noget "discount" over selve presningerne. I hvert fald ikke dem, jeg har været i nærheden af.

Det hævdes også, at det i nogle tilfælde simpelthen er oprindelige SXL-presninger, der bare ikke blev solgt.

Det ved jeg ikke noget om. Men jeg ved så meget, som at der ikke er nogle af de "Ace Of Diamonds"-udgivelser, jeg har stående, der ikke lyder absolut fantastisk.
Men. Der er mere, For der er også de udgivelser, der hedder “Ace Of Clubs” og dem vil jeg faktisk endnu hellere have. Det er nemlig MONO-versionerne, altså genudgivelser af LXT-indspilningerne, som man sjældnere støder på end SXL-stereoudgivelserne.

Hvis man finder sådan en i god stand og kombinerer den med en god MONO-pickup, så kan man få sig en lytte-oplevelse, der ikke bare er basalt anderledes, men også uendeligt meget mere involverende og “rigtigt-lydende” end stort set alt, hvad der er kommet til siden. Hvad enten det så er stereo, telefoner uden ledning eller streaming.

Synes jeg.

Se, jeg vidste ikke at Ace of Clubs var i mono….

kbekke skrev:Men!

Man behøver jo ikke kun at gå efter de "rigtige" Decca SXL'er.

Rigtigt mange af de oprindelige SXL-udgivelser blev i tresserne genudgivet på Decca's budget/re-issue-label "Ace Of Diamonds". De er selvfølgelig ikke nær så "collectible" men pointen er, at musikken er nøjagtigt den samme og der er ikke noget "discount" over selve presningerne. I hvert fald ikke dem, jeg har været i nærheden af.

Det hævdes også, at det i nogle tilfælde simpelthen er oprindelige SXL-presninger, der bare ikke blev solgt.

Det ved jeg ikke noget om. Men jeg ved så meget, som at der ikke er nogle af de "Ace Of Diamonds"-udgivelser, jeg har stående, der ikke lyder absolut fantastisk.

IMG_2094.jpg

Men. Der er mere, For der er også de udgivelser, der hedder “Ace Of Clubs” og dem vil jeg faktisk endnu hellere have. Det er nemlig MONO-versionerne, altså genudgivelser af LXT-indspilningerne, som man sjældnere støder på end SXL-stereoudgivelserne.

Hvis man finder sådan en i god stand og kombinerer den med en god MONO-pickup, så kan man få sig en lytte-oplevelse, der ikke bare er basalt anderledes, men også uendeligt meget mere involverende og “rigtigt-lydende” end stort set alt, hvad der er kommet til siden. Hvad enten det så er stereo, telefoner uden ledning eller streaming.

Synes jeg.

Det her er sjovt og sjovt at du nævner Ace of clubs. For godt et års tid siden kom jeg hjem med denne med hjem fra Genbrugsen i Tilst.

Den lyder også godt og musikken er skøn. Men endnu federe at Ace of Clubs er gøet fri at de ganske voldsomme priser på de originale Decca presninger. Mit eksemplar kan fåes på Discogs til 2 euro. Der kan alle være med.


Mvh.


Fensten

Jeg synes faktisk, at "Ace Of Clubs"-udgivelserne på deres egen måde, selvom coverne er noget tyndt jas og layoutet sådan lidt bogklub-agtigt, er ret flotte.

Fotografierne er, sådan fotografisk set, langt mere interessante end dem, man normalt ser. Hvor det bare er et kildevæld eller nogle smilende pingviner, der er afbildet.

Og så er jeg nødt til lige at bringe et "Ace Of Diamonds"-dementi. Efter at have fået briller på, står det klart - også for mig at Schumann-pladen med Ansermet og Lipatti vist ikke er en "nøjagtig-det-samme-som-en-original-SXL"
Der står i hvert fald meget klart på den, at det er en MONO-optagelse, der er blevet elektronisk "mishandlet" for at tilvejebringe "stereo-effekt på stereo-udstyr". Jeg har ikke fået læst ordentligt op på det fænomen endnu, men det lyder ikke som noget, vi er glade for. Så Caveat Emptor.

Men jeg vil nu alligevel sige, at den stadigvæk lyder godt. Afspillet i mono.

Her er lidt læsning om ‘fup-stereo’: https://www.soundonsound.com/techniques ... udio-files (fra afsnittet Faking stereo with M/S og frem).

his067 skrev:Her er lidt læsning om ‘fup-stereo’: https://www.soundonsound.com/techniques ... udio-files (fra afsnittet Faking stereo with M/S og frem).

Tak. Det var noget af en mundfuld. Som jeg nok kommer til at læse mere end en gang

Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at fake stereo opnået ved Mid/Side-metoden beskrives som havende perfect mono compatibility.

Hvilket jeg opfatter som at jeg med min mono-pickup og lidt held stadig hører den oprindelige mono-optagelse af Schumann’s musik uforstyrret af det elektroniske miskmask, der senere er tilføjet.

his067 skrev:Se, jeg vidste ikke at Ace of Clubs var i mono….

Jeg skulle heller ikke have antydet, at alle “Ace Of Clubs”-udgivelser per definition er i mono

Det er slet ikke sikkert, at det er tilfældet. Men dem jeg har, er i hvert fald:

Set-listen for lørdag:
Happy Listening!

Jeg var på plademesse i Holstebro og kom hjem med en masse dejlig musik. Specielt George Russell pladen (canadisk tryk fra 1957) havde jeg aldrig troet at jeg skulle finde som en plade. George Russell blev syg af tuberkulose i 1945 så i stedet for at spille trommer med Charlie Parker, lå han på hospitalet og skrev en bog om musikteori, der var et af de vigtige skridt på vej mod den modaljazz, som vi er så begejstrede for på Kind of Blue. Nå ja, og så er pladen skidegod. Tjek "Ye Hypocrite, Ye Beelzebub".

kbekke skrev:Set-listen for lørdag:

IMG_2114.jpeg

IMG_2119.jpeg

Happy Listening!

Skønne, skønne skiver.

Dexter Gordon One flight er en måske min TP favorit. Tanya er en tour de Force i variationer over samme tema.

Derudover er den optaget enestående godt

De to andre er på ønskelisten.

Edit. The Rajah er bestilt. Den ser jeg virkeligt frem til. Ligeså Lee Morgan “Search for the New Land” Classic Series.



Mvh.


Fensten

ralphandersen skrev:Jeg var på plademesse i Holstebro og kom hjem med en masse dejlig musik. Specielt George Russell pladen (canadisk tryk fra 1957) havde jeg aldrig troet at jeg skulle finde som en plade. George Russell blev syg af tuberkulose i 1945 så i stedet for at spille trommer med Charlie Parker, lå han på hospitalet og skrev en bog om musikteori, der var et af de vigtige skridt på vej mod den modaljazz, som vi er så begejstrede for på Kind of Blue. Nå ja, og så er pladen skidegod. Tjek "Ye Hypocrite, Ye Beelzebub".

Det var da et imponerende sammenrend af fine LP’er, du fik med under armen



Mvh.

Fensten

ralphandersen skrev:Jeg var på plademesse i Holstebro og kom hjem med en masse dejlig musik. Specielt George Russell pladen (canadisk tryk fra 1957) havde jeg aldrig troet at jeg skulle finde som en plade. George Russell blev syg af tuberkulose i 1945 så i stedet for at spille trommer med Charlie Parker, lå han på hospitalet og skrev en bog om musikteori, der var et af de vigtige skridt på vej mod den modaljazz, som vi er så begejstrede for på Kind of Blue. Nå ja, og så er pladen skidegod. Tjek "Ye Hypocrite, Ye Beelzebub".

Hold da op for en fangst!

Ja, jeg det er sjældent man kommer hjem med så mange gode plader. Jeg er ved at lytte mig igennem dem og de fleste lever op til forventningerne. Nogle af dem er lidt slidte, men stadig værd at lytte til. Kun livepladen med Milton Nascimento virker kedelig. Til gengæld er "Courage" en klassiker og så på CTI, et af mine yndlingspladeselskaber.