Vintagehifi.dk

Modstand+impedans efter kondensatoren
Dette bidrag er typisk primært bestemt af biasnetværket.
MVH Henning

Tusind tak, nu er det meget klarere.



Nu skal jeg jo så have fundet et tilsvarende diagram for ECF82...men jeg formoder at 'efter kondensatoren' består af R17+R22 (eller R16+R21)?

Nårh ja... det var den der "sjove" fasesplitter, vi har vist snakket om den før. Da anodemodstandene er helt nede på 15kOhm kan vi sagtens sætte "modstand før kondensator" til 15kOhm. Da udgangsrørene er katodebiased bestemmes "modstand efter kondensator" udelukkende af gitterafledningsmodstandene R18/19 (470k). R16/17/24/27 er gridstoppers og har ingen indflydelse i denne kontekst.

R= 470k + 15k
Fo= 1/(2PI * 485k * 0,47u)

Det får jeg til: 0,7Hz
Ka' det være rigtigt ?

EDIT: Der havde indsneget sig en fejl, "før" er rettet til "efter"

Det kan da vidst godt passe: her er Stereophile's målinger på dem. De går ikke under 10 Hz, men viser ¼ dBs fald ved 10 Hz så mon ikke dine beregninger passer?

Det skulle jo så også betyde at det ikke betyder meget at sænke kapacitancen til 0.22 µF.

Teflon, here we come....

http://www.stereophile.com/content/woodside-ma50-renaissance-monoblock-power-amplifier-measurements

Jo den er go' nok

Umiddelbart ser jeg ikke noget hørbart problem med at "nøjes" med 0,22uF (Fo ca. 1.5Hz). Der kan dog være en årsag til at man har valgt en så stor kondensator og det kan typisk være af hensyn til stabilitet i kombination med den globale modkobling.
En overgangsfrekvens kaldes blandt elektroniknørder for en pol (lavpas) eller et nulpunkt (højpas). En pol eller et nulpunkt giver anledning til et fasedrej på 90gr og har man for mange poler og/eller nulpunkter liggende frekvensmæssigt tæt på hinanden kan man risikere at opnå et fasedrej på 180gr og så er den globale modkobling blevet til en medkobling og forstærkeren går i selvsving. Det er også det der sker når en typisk rørforstærker ikke er belastet. Ubelastet drejer udgangstrafoen fasen 90gr og sammen med forstærkerens øvrige fasedrejene komponenter kan drejet, ved enelleranden høj frekvens, komme op på 180gr og forstærkeren går i selvsving med katastrofale følger.
Den store kondensator kan derfor være valgt for at komme vel klar af udgangstrafoens nulpunkter.
Når det er sagt ville jeg sq prøve med 0,22uF
MVH Henning

Nu har jeg så fundet russiske teflon kondensatorer til kun $10 for to, så jeg bestiller 8 af den og parallelkobler dem til 0.44. Det må da virke eller hwa'?

Jooo Det afhænger dog helt af hvordan fasesplitteren er konstrueret (og den tidl. omtalte stabilitet selvfølgelig). Er fasesplitteren konstrueret således at der ikke forekommer gitterstrøm fra udgangsrørene så betyder en stor overføringskondensator ikke noget. Hvis der kan forekomme gitterstrøm vil en stor kondensator være problematisk idet den kan oplades af gitterstrømmen og tvinge udgangsrørene ud af deres arbejdspunkt og således give anledning til det fænomen der kaldes blockingdistortion. I dette tilfælde vil den mindst mulige kondensator være at foretrække idet hvis der skulle forekomme gitterstrøm med deraf følgende blockingdistortion vil det kun være at høre ganske kortvarigt.

Jaaaa det er ikke nemt
MVH spuncut

Beslutninger, beslutninger......nu må vi se hvordan det spænder af....

Jeg har en hjemmebygget forstærker som der stadig eksperimenteres lidt med med.
I øjeblikket er driver trinnet forsynet med katodefølgere, DC koblet til udgangs rørene, bla. for at undgå blocking forvrængning. Bias justeringen er så flyttet til g1 på katodefølgeren.
Det giver en lidt mere kompliceret strømforsyning og 2 ekstra rør, men er der ellers noget "farligt" eller uheldigt i opstillingen ??
Det er ikke så tit at man ser det anvendt, så der må vel være et par minusser, bortset fra prisen ?

DC kobling af rør medfører det faremoment at en lille ændring af rørkarakteristikken forrest i kæden får et mere betydeligt udtryk længere henne i kæden. I det her tilfælde en bias-ændring på udgangsrørene og dermed rørenes arbejdspunkt.
Omvendt er det fint, når overføringskendasatorene kan undlades!
Jeg ville nok opretter målepunkter på udgangsrørerne. F.eks. telefonbøsninger forbundet til katoderne eller, når det nu er en "eksperimental- forstærker" et lille indbygget viserinstrument med en omskifter, således du kan overvåge rørenes tilstand.

Den optimale løsning tør jeg næsten ikke komme ind på, men det ville være at anvende en emitterfølger idet basisemitter-spændingen nærmest er konstant eller i al fald kun ændrer sig i størrelsesordenen 50-100mV med temperaturen.
MVH Henning

rørglad skrev:Jeg ville nok opretter målepunkter på udgangsrørerne. F.eks. telefonbøsninger forbundet til katoderne eller, når det nu er en "eksperimental- forstærker" et lille indbygget viserinstrument med en omskifter, således du kan overvåge rørenes tilstand.

Jeg har lavet en omskifter til just.og kontrol af udg. rør , men bruger et magisk øje EM 87 i stedet for et instrument.
Opstillingen har kørt i 3 måneder og tomgangs strømmen har ikke ændret sig og det endda med brugte ECC 82 rør. Jeg tror nu heller ikke at opstillingen er specielt følsom for ændringer i rørene, da det jo er en katodefølger uden forstærkning.

Per H.

Duck har fuldstændig ret...der er ingen problemer i den opstilling :) Den kan laves mere simpel med en longtailed splitter DC koblet til triode indgang.Det har jeg brugt i 30år uden problemer. Et sæt overførings kondensatorer kunne spares, men det er ikke derfor jeg nævner det. Jeg kan blot godt lide simple konstruktioner så længe det fungerer perfekt. Det mest sandsynlige der kan ske med Ducks er at strømmen falder i katodefølgeren, men så stiger forspændingen og strømmen falder i udgangs rørene. De trin der ligger før er AC koblede og har derfor ingen indflydelse på tomgangs-strømmen.

Ja, ja, så skete det igen: Røg og damp i mine MA50. Jeg har sat sådan nogle find og utroligt vellydende PSVANE EL34PH i dem og da de var lidt højere end jeg ventede har jeg idag 'undersænket' mine røfatninger. Og det er en god ting for nu passer det hele mægtigt fint (mekanisk) sammen.

Men, intet paradis uden slange: en af ledningerne (den interne ledningsføring er single-core sølvbelagt kobber), den der går fra Gitter til 470kΩ modstanden (se diagrammet fra i Søndags) knækkede inden i isoleringen så efter en ti minutters tid sagde det PUFFF og den hidtil største røgsky som jeg har set i sådan en sammenhæng bølgede ud af den ene forstærker: Anoderne i det ene parallel-koblede sæt EL34 var rødglødende så jeg sprang op og slukkede for forstærkeren med det vuns. Efterfølgende analyse viste at Katode kredsløbet var kaput: Kondensatoren 'open circuit' og modstandene (Dale 1%ere) var steget til 720Ω istedet for 680Ω. Men efter at have skiftet den defekte kondensator fungerer det hele igen: Biasen er stabilt på 38Volt (som den skal være (B+=460Volt så den er 'høj klasse AB')) og den lyder godt nok.

Så mine spørgsmål er: Hvad fanden er det der sker når sådan et udgangsrør viser 'Red-Plate'? og hvor længe kan det gøre det uden at tage skade???

Mit bud er enkelt:

Tab af minus-spænding på gitter 1 (for lav eller manglende bias)

Det kan det ikke holde til i ret lang tid - hvis det vitterligt ER rødglødende med stort R, så kan det dreje sig om få minutter......

Hvis jeg har opdaget et for mig vigtigt udgangsrør fremvise tydelig redplating - vil jeg normalt tage det ud af drift.

Vh
Freddy