Vintagehifi.dk

En underligt bevægende sang fra Bowie (og et nyt album til marts!)

Hende her har jeg været på jagt efter et stykke tid.



Jeg har været nysgerrig, for hendes mand er Jon Hiseman, og han er også med på pladen.

Jon Hiseman spillede trommer i Colosseum, og hvis i vil unde jer selv en oplevelse så prøv at finde deres "Valentyne suite". En fremragende plade, hvor Barbara Thomson i øvrigt også medvirker.

Barbara Thomson er spiller jazz, og gør det fremragende i mine (ikke så jazz-kyndige) ører.

Cinemad skrev:Hende her har jeg været på jagt efter et stykke tid.



Jeg har været nysgerrig, for hendes mand er Jon Hiseman, og han er også med på pladen.

Jon Hiseman spillede trommer i Colosseum, og hvis i vil unde jer selv en oplevelse så prøv at finde deres "Valentyne suite". En fremragende plade, hvor Barbara Thomson i øvrigt også medvirker.

Barbara Thomson er spiller jazz, og gør det fremragende i mine (ikke så jazz-kyndige) ører.

Denneher er bestemt heller ikke dårlig:

Cinemad skrev:Hende her har jeg været på jagt efter et stykke tid.



Jeg har været nysgerrig, for hendes mand er Jon Hiseman, og han er også med på pladen.

Jon Hiseman spillede trommer i Colosseum, og hvis i vil unde jer selv en oplevelse så prøv at finde deres "Valentyne suite". En fremragende plade, hvor Barbara Thomson i øvrigt også medvirker.

Barbara Thomson er spiller jazz, og gør det fremragende i mine (ikke så jazz-kyndige) ører.

Hun var godt nok ikke med i Colosseum: Det var Dick Heckstall-Smith der spille saxofon i det band.

Denneher Live-LP er bestemt heller ikke dårlig:

Min 13-årige søn oplevede sit livs første rigtige rockkoncert på Train i Århus i aften: We Invented the Night, Sky Architects og Lis er stille.

Købte denne:

Fremragende musik, af høj international klasse, hvis nogen skulle finde på at spørge mig.
http://weinventedthenight.bandcamp.com/

Dansk rock lever, og har det godt.

Jeg faldt lidt tilfældigt over dette Evans live album, vel egentlig et af hans sidste, og det er virkelig fremragende jazz. Faktisk er det mest Evans studiealbums, jeg har lyttet til, men efter en tur til 'live-koncert' er jeg helt solgt, fordi hans sans for rytme er så harmonisk og overvældende musikalsk, og samtidig ekstremt kompliceret (eller bare blæret!). Indspilningen er også overraskende god, hvilket ikke altid er tilfældet med albums, der først er udkommet på Lp.



Og så fik min optagethed af rytme ført mig videre til Shostakovic, fordi hans værker er levende og pænt funky:



Og alt den rytme endte så altså i det her, som er lidt noget andet, men måske ikke helt så forskellig, i al fald ud fra en rytmevinkel:



Altså en god lytteaften!

Vh
Henrik

For mange år siden kom jeg kort sammen med en pige som jeg altid mindes med lidt vemod. Det var en dejlig tid og jeg håber hun har det godt. Denneher plade minder mig om hende, og om mine år på Det Frie Gymnasium på Krogshøjvej i Bagsværd.

his067 skrev:For mange år siden kom jeg kort sammen med en pige som jeg altid mindes med lidt vemod. Det var en dejlig tid og jeg håber hun har det godt. Denneher plade minder mig om hende, og om mine år på Det Frie Gymnasium på Krogshøjvej i Bagsværd.

-Hende kender jeg godt

Altså det var godt nok en anden plade, et andet gymnasium og måske også et andet årti, men alligevel.



Det var præcis sådan det var... bortset fra at vi ikke var kærester.

his067 skrev:En underligt bevægende sang fra Bowie (og et nyt album til marts!)

...min kæreste fra 80'erne var vildt betaget af DB. Jeg bemærkede nok mest den usædvanlig ringe kvalitet RCA leverede på vinylet. Stemmen var rædsomt optaget, og hele lydbilledet var et kæmpe roderi. Han må ha' meget talent, men det er trist for mig (?), at jeg aldrig rigtig har følt noget for hans projekter eller musikalske evner...

okay - jeg ved godt, jeg får tæsk, men jeg kan altså ikke lade være med at skrive det... (er selv gammel sanger/musiker, og min kæreste gik fra mig... og det var ikke pga. DB! )

-z-

Korrekt....RCA's indspilninger i 70'erne var ikke altid for heldige...mine gamle The Sweet plader har eksempelvis alle en lyd som er lidt dunkel...eller tør i det om man kan beskrive det sådan.
Og så lige en smule "kaminild" ind over...så er lytteoplevelsen stækket!
Pladeselskabet Epic led af samme problem....lyt blot til vinyludgaven af Bat Out Of Hell med Meat Loaf...det er ihvertfald ikke indspilningskvaliteten der gjorde den til mega-sællert!

Om man kan lide David Bowie eller ej....hmm.. smag og behag er jo forskellig....rigtig mange mennesker synes f.eks. Bob Dylan er så evigt fantastisk, hvorimod jeg aldrig har "fanget ham"...og det blev ikke bedre af at han på en regn- og blæstfuld dag på Midfyns Festivalen brillerede med total indadvendthed og lallet performance!
Vigtigst synes jeg det er at være ærlig over for sig selv...kan man ikke lide Tom Waits growle, eller Nick Cave synge om død og ødelæggelse, så er det da tossedumt at købe sådanne plader bare for at signalere man er intellektuel!

Kip Hanrahan - Coup De Tetê.
En meget, meget speciel plade, der kryper ind under huden på een. Det er jazz og poesi og spoken word og New York i starten af 80erne i en pærevælling, og det hele holdes i stram snor af en meget groovy bas. Kip spiller ikke, men har bare samlet gruppen og lavet tekster - og det har han gjort godt.

haflermicro skrev:Korrekt....RCA's indspilninger i 70'erne var ikke altid for heldige...mine gamle The Sweet plader har eksempelvis alle en lyd som er lidt dunkel...eller tør i det om man kan beskrive det sådan.
Og så lige en smule "kaminild" ind over...så er lytteoplevelsen stækket!
Pladeselskabet Epic led af samme problem....lyt blot til vinyludgaven af Bat Out Of Hell med Meat Loaf...det er ihvertfald ikke indspilningskvaliteten der gjorde den til mega-sællert!

Om man kan lide David Bowie eller ej....hmm.. smag og behag er jo forskellig....rigtig mange mennesker synes f.eks. Bob Dylan er så evigt fantastisk, hvorimod jeg aldrig har "fanget ham"...og det blev ikke bedre af at han på en regn- og blæstfuld dag på Midfyns Festivalen brillerede med total indadvendthed og lallet performance!
Vigtigst synes jeg det er at være ærlig over for sig selv...kan man ikke lide Tom Waits growle, eller Nick Cave synge om død og ødelæggelse, så er det da tossedumt at købe sådanne plader bare for at signalere man er intellektuel!

Jeg deler dine anskuelser langt hen ad vejen, og jeg har da minsandten også visse kunstnere på min private "hadeliste", som -imho- aldrig burde være stillet foran en mikrofon. Macy Gray er bare en af dem. . 70'erne producerede ikke sangtalenter på stribe, og der skete et skred i talent og sangteknik, som jeg var meget frustreret over. Igen bare MIN personlige mening. Når alt dette er sagt, har jeg heldigvis også oplevet at få plader foræret eller selv købt, for at "stille min nysgerrighed", og det er sket mere end en gang, at jeg er blevet en "aha!-oplevelse" rigere, og har udvidet mit musikalske univers. Det er ikke alt "lettilgængeligt musik", der ender med at blive personlige, holdbare favoritter. Bob Dylan har skrevet visse gode sange, men synes desværre også, han selv er utålelig at lytte til. Anne Linnet er -imho- det tætteste Danmark er kommet på en kvindelig sinus-generator: Ucharmerende stemme, kedeligt sprog, nedadrettet lyd.

Men der skal jo være plads til alle stilarter, kunstnere og genrer - og det er herligt, at der stadig ER plads.


bedste hilsener,
-z- (indlægget er ikke tiltænkt at genere nogen, det udtrykker bare min personlige mening)

Grizzly Bear: "Shields".



Det er jo god stil at skrive lidt om, hvad man hører. Men for en gangs skyld er jeg tæt på at mangle ord.

Men altså der er laptop steel, drum machine, cello og bas clarinet (blandt andet). Et instrument, de kalder "the wheel" og ind imellem er der brug af bevidst overstyring og en helt absurd rumklang.

En 180 grams luksusproduktion i tykt karton, som man af en eller anden grund har valgt at mikse så det lyder som om den er optaget i en papkasse fuld af vat; mørkt og stort set uden diskant. Jeg kan ikke komme til anden konklusion, end at det simpelthen må være meningen at det skal lyde sådan. Selvom det på ingen kan associeres med hvad jeg opfatter som "high-fidelity" eller bare "god" lyd. Og det er ikke fordi det egentlig lyder "dårligt".

Det lyder bare... mærkeligt.

Musikken er tilsvarende og fuldstændigt udefinérbar. Det kunne være Moody Blues, der møder Flaming Lips morgenen efter festen eller måske Siouxie Sioux på hjem fra en mislykket date med Bryan Ferry. Det er meget mærkeligt og meget kunstfærdigt og alt efter temperament og humør kan det sikkert være både helt fantastisk og aldeles rædselsfuldt.

Sjovt nok aner jeg lige nu ikke om det er det ene eller det andet.

Den her skal nok lige ha' lidt tid til at synke ind.

[quote="zaragon
Men der skal jo være plads til alle stilarter, kunstnere og genrer - og det er herligt, at der stadig ER plads.
.....

Zaragon....jeg er helt enig i din betragtning om ikke at træde nogen over tæerne....de som er glade for at lytte til Anne Linnet, Ole Erling eller Fede Finn har jo lige så meget ret til at være her, som de (vi) som måske går lidt dybere ind i tingene.
Det jeg med mine ord prøvede at illustrere, er nogle menneskers totalt misforståede trang til at være intellektuel på musikken, på samme måde, som dem der absolut skal sige aaaaahhh efter at have skyllet det glas Gammel Dansk ned som de i virkeligheden hader smagen af.
Jeg sad engang til middag hos en tidligere ven...han kørte lektor-karriere på universitetet og blev på sin vej ophøjet til professor...dette betød at vennekredsen, som vi var en del af, henad vejen blev udvidet med mange af de såkaldt elitære personer.
Sammen sad vi så til bords en hel aften...vi almindeligt dødelige + eliten... med den gode mad, den hysterisk fine vin og en rigtig god base for løssluppethed.
Men det som var det morsomme var, at der kom toner ud af højttaleren, som lød anderledes end førhen...nu kom der kun Tom Waits & Nick Cave & The Bad Seeds på spilleren...ikke just befordrene for en lystig aften..men det var åbenbart i disse nye kredse et kvalificerende element at man spillede den slags!
Sådan lidt "kejserens nye klæder" agtigt lo jeg indeni af fjolserne.....især af værtens gennemførte idioti, fordi han havde fjernet alt hans oprindelige og lette kavaleri af musik fra CD-reolen...man skulle jo nødigt bliver vejet og fundet for let :-)

kbekke skrev:Grizzly Bear: "Shields".



Det er jo god stil at skrive lidt om, hvad man hører. Men for en gangs skyld er jeg tæt på at mangle ord.

Men altså der er laptop steel, drum machine, cello og bas clarinet (blandt andet). Et instrument, de kalder "the wheel" og ind imellem er der brug af bevidst overstyring og en helt absurd rumklang.

En 180 grams luksusproduktion i tykt karton, som man af en eller anden grund har valgt at mikse så det lyder som om den er optaget i en papkasse fuld af vat; mørkt og stort set uden diskant. Jeg kan ikke komme til anden konklusion, end at det simpelthen må være meningen at det skal lyde sådan. Selvom det på ingen kan associeres med hvad jeg opfatter som "high-fidelity" eller bare "god" lyd. Og det er ikke fordi det egentlig lyder "dårligt".

Det lyder bare... mærkeligt.

Musikken er tilsvarende og fuldstændigt udefinérbar. Det kunne være Moody Blues, der møder Flaming Lips morgenen efter festen eller måske Siouxie Sioux på hjem fra en mislykket date med Bryan Ferry. Det er meget mærkeligt og meget kunstfærdigt og alt efter temperament og humør kan det sikkert være både helt fantastisk og aldeles rædselsfuldt.

Sjovt nok aner jeg lige nu ikke om det er det ene eller det andet.

Den her skal nok lige ha' lidt tid til at synke ind.

Den var hellere ikke lige mig- selvom den virker luksiøs og lækker. Var musikken heller ikke lige mig, var mere til den foregående, om end den også var mærkelig.

Jeg lytter til denne, nyudkommende fætter. Indians - something else. Det er danskt, det er smukt og det har fået meget flotte internationale anmeldelser. Manden bliver signet af 4AD efter at have lagt et enkelt nummer på nettet.

Lyt til det.



[youtube]youtube.com/watch?v=XbB_sE3knvI[/youtube]