Captain Phoenix skrev:Hvor vil det bare være SKØNT hvis man i denne tråd skriver lidt om musikken (i stedet for bare at flashe et foto af et pladecover...). Det vil give andre en mulighed for at vide noget om musik-stil/-type/musikere/de særlige kvaliteter osv. ved pladerne - og på den måde bruge tråden til måske at opdage nye, interessante plader.
Kom nu...
Det var dog en fremragende ide. Selvom det måske sommetider godt kan være svært at sætte ord på, hvad det er, man hører og hvad det gør ved een.
Lige nu lytter jeg til denne fra ugens stak af biblioteksplader - og jo, man kan skam stadig låne rigtige plader på biblioteket:
cover_tch.jpg
Og musikken bringer mindelser om dengang i 1988, da "Trinity Sessions" udkom og tog os alle sammen (eller i hvert fald nogle af os) med militærbukserne nede. Her var noget, som min generation i hvert fald ALDRIG havde hørt før.
Undtagen mig og så et par andre, der måske engang ved en fejl var kommet til at sætte Springsteen's "Nebraska" på til en fest. Et band, der kaldte sig noget med "junkies" (og som var interessant på grund af netop det). Men som så til gengæld spillede, ja nærmest (gys) country eller endnu værre folk (!) og så i en kirke midt om natten og med kun een (1) mikrofon og der var bare overhovedet slet ikke "gang i den" på dén måde.
-Men så til gengæld på alle mulige andre måder: Margo Timmins, der (akkompagneret af mundharpe og semi-elektrisk guitar-klimpren) klædte sig selv af med stemmen på samme måde, som man ville ønske at hende den totalt uopnåelige ville gøre det. Hudløst, dragende. Langt over grænsen til det fortvivlede og SÅ meget mere autentisk end Tracy Chapman og alle de andre, at pladen på forhånd var dødsdømt som "scoreplade".
Til gengæld blev "Trinity Sessions" hurtigt udråbt til en slags demo-plade, når det skulle være "seriøst, men ikke jazz eller klassisk". Nok fordi den netop ikke var produceret, men bare lød som rigtig musik, der blev spillet af rigtige mennesker og det var lige så sjældent dengang, som det er i dag.
"Caution Horses" er efterfølgeren fra 1990 og indimellem er der måske optræk til en anelse mere af det uptempo, der kom til senere hen. Men det er stadig umiskendeligt Cowboy Junkies classic. Hør f.eks. deres udgave af "Powderfinger", som stadig er "Powderfinger", men også helt anderledes afdæmpet og meget mere country'et end Young og Crazy Horse's (selvom den selvfølgelig ER den bedste).
Der er sket meget siden dengang og også meget, jeg ikke kan forklare. Men jeg bliver mere og mere sikker på, at det nok var lige præcis dér, at min hemmelige kærlighed til mandoliner og pedal steel guitar blev grundlagt. Selvom der skulle gå mange år endnu, førend det var noget, jeg for alvor turde erkende overfor mig selv og resten af verden.
Hør den, hvis I tør!
Coveret på denne plade er på tysk og indeholder en masse læsning og billeder....og ikke mindst noder til de forskellige årstider. Kompositionen er udført af et italiensk kammerorkester, som hedder I musici (http://en.wikipedia.org/wiki/I_Musici) desværre kan jeg ikke i coveret finde hvornår denne indspilning er fra.