Nå - nu kan det altså ikke være 80'er plader eller covers med blottede kvindebryster alt sammen.
Ihvertfald ikke det første...
Så jeg blander mig lige med denne fra jazz-departementet her i huset.
Hampton Hawes For Real!.jpg
Den landede i god form fra en ansvarlig og omhyggelig japansk Discogs-sælger: En japansk 1974-udgave af Hampton Hawes: "For Real!"
Hawes spiller piano og jeg kendte faktisk intet til ham før for nylig, hvor jeg så en video (om et andet Hawes-album) på én af mine favorit YouTube-kanaler:
Ten-minut Record Reviews.
Hvad der fik mig til at kaste mig over denne ("For Real!") var, at bassisten i kvartetten er Scott LaFaro, som jeg har en lille "besættelse" af for tiden. Han betjente bassen på de meget, meget gode udgivelser med Bill Evans trio fra The Village Vanguard (som jeg ikke kan dy mig fra at vise et lille billede af, nu jeg var forbi for ikke længe siden).
Village Vanguard.jpg
Her er det imidlertid en kvartet og de spiller godt - og godt sammen. Hyppigst med højere tempo og mere energi, end på Evans-skiverne, som er mere eftertænksomt legende-søgende. Og LaFaro's bas-spil er her "bare" eminent - omend ikke helt så banebrydende-fantastisk-fremragende, som det blev på de 3 år senere optagelser med Evans. Men det er f.... godt.
Og de tre øvrige er også på toppen - Hawes er både fremragende når han akkompagnerer og spiller solo'er. Hvilket også kan siges om Harold Land (en tenorsaxofonist jeg heller ikke kendte før...) samt trommeslageren Frank Butler (som jeg heller ikke...).
Nå altså: Det hele er godt - også lyden på denne japanske presning (den er ihvertfald ikke bas-svag, som J-presningerne fik skyld for at blive) så jeg sidder her og fornøjer mig med en skive der spreder energi og glæde samtidig med at den er den rette blanding af "umiddelbar tilgængelig" og "langt fra suppe-steg-og-is-baggrundsmusik". Det er vel hvad man vil kalde hard-bop eller post-bop, hvis man skal sætte en genre-etikette på.
Der kommer helt sikkert mere Hampton Hawes til her på matriklen.
En afsluttende krølle: Der gik åbenbart over 3 år mellem optagelsen (17. marts 1958) og udgivelsen (1. september 1961). Så kunne jeg også nå at blive født og fylde 2 år i mellemtiden, hvilket jeg sådan set er glad for. Men meget trist er det, at Scott LaFaro i samme tidsrum nåede at forlade denne verden, da han blev dræbt i et trafikuheld i juli '61. Et stort tab for jazz-verdenen.
Den tragiske hændelse omtales i bagsidenoterne på albummet - men det er så også det eneste negative ved dét.
SLF notits.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.