Hvad snurrer netop nu?

[Elway]

Ude foran musikrummet har jeg en masse plader stående - bl.a. nogle der skal i en "10-for-en-50'er"-kasse på et loppemarked engang (eller sådan noget).

Blandt disse stod denne, som jeg sådan set aldrig har interesseret mig synderligt for. Den har bare stået dér på en form for tålt ophold. Tror jeg - pr. refleks - mest forbinder Ellington med bigband-jazz og dét siger mig som regel ikke rigtig så meget.

IMG_0608.jpg

Men så kan jeg jo se at Elway (og andre af de seje drenge) glæder sig meget til den ny-udgivelse i den fornemme Acoustic Sounds-serie, den er kommet i.
Og så var det jeg tænkte: Jamen, så må jeg vel hellere give den et lyt.

….

Der kan man sgu' bare se... Og høre...

PS: Den er lidt slidt nogle steder og har et par ridser - men egentlig ikke meget mere end en anden 65-årig har...

Ja, den er ikke så dum. Min blev unboxed og sat på midt-eftermiddag da jeg kom hjem fra kontoret. Glimrende :-)

Når nu du kan lide denne, burde du give “Indigos” et lyt. Endnu bedre i min optik. Og jeg ved at Jan (Fensten) er enig

[ferr31]

Jeg fik lige lyst til lidt tråd, og fandt et Joan Jett med covernumre
Spørgsmålet er om hun har set bedre ud end hun gør her, hvor vi gå fra 80'erne
til 90'erne, stadig med det fede tøj og de friske frisurer

Joan Jett.jpg

https://www.youtube.com/watch?v=2sky1tt8vLA

[KenRas]

På et loppemarked i dag faldt jeg over dette album: Joan Baez - Songbook
Hun er en kunstner der stille og roligt er begyndt at gro på mig.

Bortset fra at Discogs kender den, så er det ikke et album jeg finde noget om på Google. Det er ikke nævnt i Joan Baez’ Vikipedia discografi. Og årstallet for udgivelsen er ukendt. En gang i 70’erne vil jeg tro…

Det er et bokssæt med 3 LP’er som er i god stand uden ridser og med meget lidt knas. Som nok kan fjernes i pladerenseren. Den første LP er en live optagelse, kun med hende og hendes guitar. Lige nu snurrer LP nr. 2.

Det er slet ikke ringe

IMG_4643.jpeg

Mvh Kenneth

[Captain Phoenix]

På det netop overståede træf trængte én af deltagerne mig ud på aftenen op i en krog.

Truende holdt han en pose LP'er op foran mig og sagde: "Heri er der 10 album fra 1980'erne og du skal vælge og lytte til mindst ét af dem... Nu..."
Glup... Med den slags venner har man jo ikke brug for fjender!

Nå - jeg måtte jo ud af klemmen, så jeg scannede hurtigt de 10 album og fandt det korteste nummer, som jeg så satte på B&O-anlægget i spise-salen.
Det skulle jo ikke hedde sig, at jeg ikke kan klare dén slags 1980'er-udfordringer!
Og 80'erne er da blandt de 8 bedste årtier i min levetid...

Nå, men nu er den (ikke så) gal igen, for her til aften har jeg snurret denne skive mens den langstøvlede ser TV om nogle tosser, der prøver at overleve alene ude i naturen i laaang tid uden plader eller andre livsnødvendigheder. Frivilligt. Åndssvagt...

Pretenders Learning To Crawl.jpeg

Det er et album jeg har haft ca. siden det blev udgivet i 1984 og faktisk har holdt meget af i alle 40 år.

Det er nok The Pretenders stærkeste album med perler som bl.a. "Back on the Chain Gang" og "Thin Line Between Love and Hate" m.fl. Og det på trods af at både bandets guitarist og bassist (James Honeyman-Scott og Pete Farndon) døde af overdoser i perioden op til udgivelsen.

Men forsanger, guitarist og hoved-komponist Chrissie Hynde tog føring på sagen og fik nye folk ombord og færdiggjorde albummet - også selv om hun samtidig havde en lille datter (Natalie), der netop var ved at lære at kravle (deraf titlen på albummet).

Det er gedigen rock med lidt new-wave/post-punk reminiscenser - sådan lidt påtrængende og "massivt" en del steder. Men også med følsomme og lidt sørgmodige numre ind imellem (bl.a. de to nævnte).
Det er et stærk album, som stadig står som sådan selv 4 årtier efter udgivelsen.

Så - det var en positiv omtale af noget fra 1980'erne.

[bjerager]

På det netop overståede træf trængte én af deltagerne mig ud på aftenen op i en krog.

Truende holdt han en pose LP'er op foran mig og sagde: "Heri er der 10 album fra 1980'erne og du skal vælge og lytte til mindst ét af dem... Nu..."
Glup... Med den slags venner har man jo ikke brug for fjender!

Nå - jeg måtte jo ud af klemmen, så jeg scannede hurtigt de 10 album og fandt det korteste nummer, som jeg så satte på B&O-anlægget i spise-salen.
Det skulle jo ikke hedde sig, at jeg ikke kan klare dén slags 1980'er-udfordringer!
Og 80'erne er da blandt de 8 bedste årtier i min levetid...

Nå, men nu er den (ikke så) gal igen, for her til aften har jeg snurret denne skive mens den langstøvlede ser TV om nogle tosser, der prøver at overleve alene ude i naturen i laaang tid uden plader eller andre livsnødvendigheder. Frivilligt. Åndssvagt...

Pretenders Learning To Crawl.jpeg

Det er et album jeg har haft ca. siden det blev udgivet i 1984 og faktisk har holdt meget af i alle 40 år.

Det er nok The Pretenders stærkeste album med perler som bl.a. "Back on the Chain Gang" og "Thin Line Between Love and Hate" m.fl. Og det på trods af at både bandets guitarist og bassist (James Honeyman-Scott og Pete Farndon) døde af overdoser i perioden op til udgivelsen.

Men forsanger, guitarist og hoved-komponist Chrissie Hynde tog føring på sagen og fik nye folk ombord og færdiggjorde albummet - også selv om hun samtidig havde en lille datter (Natalie), der netop var ved at lære at kravle (deraf titlen på albummet).

Det er gedigen rock med lidt new-wave/post-punk reminiscenser - sådan lidt påtrængende og "massivt" en del steder. Men også med følsomme og lidt sørgmodige numre ind imellem (bl.a. de to nævnte).
Det er et stærk album, som stadig står som sådan selv 4 årtier efter udgivelsen.

Så - det var en positiv omtale af noget fra 1980'erne.

Tjae... "Verden er ond det ved selv et barn, der er ingen retfærdighed til.", som CV skrev i "Til skaberens fulde tilfredshed" ved udgangen af 1980'erne. Jeg lyttede også til Chrissie Hyndes musik i 80'erne, men mest til deres debutalbum.

Sjovt nok købte jeg et album fra 80'erne af dig til træffet, Claus, nemlig det her:

20240605_182554.jpg

Det manglede i min samling. Da det udkom, delte jeg lejlighed med en kammerat, og det her var så en af de plader, som han købte til samlingen i ungkarlehyblen. Jeg var egentlig ikke ret begejstret for den dengang - måske fordi videoen til "Let Love Rule" blev skamspillet på MTV i den periode, og jeg synes det nummer lød lidt for meget som om det kunne have være planket fra en anden. Så var det at jeg så ham spille på Roskilde Festivallen, og så udgav han "Mama Said" - og så var jeg solgt....

Jeg har ikke lyttet til den plade i snart 35 år, og jeg er faktisk overrasket over, hvor god den er, og hvor sammenhængende et album, det er.

[KlausM]

Siden Verner (tror jeg det var) spillede et nummer fra denne her Belafonte Sings the Blues plade ved sidste års vintagetræf på Hald, har jeg været på udkig efter et ordentligt tryk af pladen. Det er nu lykkedes med en Analogue Productions udgave, og kors hvor er det et fremragende album

BelafonteBlues.jpg

[KenRas]

Som jeg beskrev her: viewtopic.php?f=587&t=14984&start=30#p147994 så havde jeg bestilt et bokssæt med tyske Santiano, som spiller en blanding af (Irsk?) folkemusik, sømandsviser og tysk slager.
Lidt af en moppedreng med 15 LP’er. Hvert album er trykt for forskelligt farvet vinyl.

IMG_4661.jpeg

Boksen kom i sidste uge og jeg er stille og roligt ved at gnave mig igennem de enkelte album. Musikken er en spændende blanding af ovenstående genrer, de 5 gutter er frygtelig musikalske, så der er en fantastisk stemning på langt de fleste numre.

Det kan varmt anbefales

Mvh Kenneth

[Captain Phoenix]

Nu gik det faktisk ret godt med et 80'er album - The Pretenders "Learning to Crawl" - i min forrige post her i tråden. Det er bare et stærkt album!
Så derfor blev jeg nysgerrig efter om Mobile Fidelity's udgave kunne løfte lyden af de gode melodier ift. min oprindelige skandinaviske version fra 1984.

IMG_0733.jpg

Og det må man sige, at den kan:

Transient-gengivelsen er bedre: Attack'et på trommerne er markant mere dér.
Seperationen mellem instrumenterne en tak bedre, så det bliver mere luftigt (mindre "kompakt") - dejligt.
Bassen mere rig.
Og de akustiske guitarer, der ligger bagerst i lydbilledet på flere numre fremstår tydeligere - det giver "finesse" og detaljer, som den normale udgave ikke har.

MoFi-versionen er lavet uden digitale trin (en sjældenhed lærte vi jo for et par år siden).
Anbefales.