Direkte skårne vinylplader

[pqrannes]

Alle/mange/nogen kender Sheffield Labs-pladen med Harry James, som har været brugt som "demonstrationsplade" ved flere vintagehifitræf (og således også det skønne træf i afvigte weekend):

.

Jeg har selv købt et NOS eksemplar af en vintagehifi-bruger - og er glad.

Jeg ved godt, at der findes andre Sheffield Labs direkte skårne vinylplader, men har aldrig sat mig ind i sortimentet.

Nu i dag fandt jeg i en genbrugsbutik her i det midtjyske endnu en "direkte skåret" vinyl, og minsandten om den var fra et andet pladeselskab end Sheffield Labs.

Det var denne fra Century Records:


[GLENN MILLER direct disc sound of LP VG- CRDD 1020 Vinyl Record]

Efter den desværre lidt slidte plade har været igennem pladevaskeren, skal jeg hilse og sige at

DER ER SGU HUL IGENNEM HER.

Måske andre har nogle "direkte skårne" plader at dele ud af?

PQR

[KlausM]

Jo da, der er en del at vælge imellem:



Endnu en Harry James på Sheffield Labs, ikke helt på højde med "den gule" Peter nævner,



Endnu en legendarisk Sheffield Labs, med Thelma Houston og Pressure Cooker



Lincoln Mayorga, der var en af initiativtagerne til Shefffield Lab, indspillede flere plader i eget navn



Der er både Vol 1, 2 og 3 at vælge imellem, vol 3 er rigtig god lydmæssigt.



Lincoln Mayorga er uddannet klassisk pianist, men næppe en plade, der var blevet udgivet, hvis han ikke havde medejer af selskabet.



Og endnu en legendarisk direct cut plade - fra Crystal Clear Records - med Arthur Fiedler and the Boston pops der spiller Capriccio Italien - Capriccio Espagnol.



Ud over Century Records, har også The Great American Gramophone Company lavet Direct to Disc plader, her Les Brown And His Band Of Renown ‎– Goes Direct To Disc. Side 1 er lidt tam, side 2 kan noget både musikalsk og dynamisk. Som alle direct to disc plader skal den afspilles ved højt lydtryk for at man rigtig fornemmer det ekstra, som direct to disc giver indspilningen.

Det må være nok for nu

Mvh Klaus

[pqrannes]

Tak, Klaus for den flotte liste. Man fornemmer at du har flere af dem, måske alle? Hvilken plade af dem står skarpest rent lydmæssigt?

PQR

[Captain Phoenix]

Spændende fænomen - direct-to-disc-vinyl (eller direct cut). Men man kan godt have det lidt blandet med det...

For direct cut taler:

- at man jo springer bånd-leddet over, da der mixes direkte til skærehovedet. Det giver alt andet lige bedre lyd.
- der er som regel gjort noget mere ud af presningen af LP'erne, da man nu kun har en master-disk at gå ud fra (og ikke kan skære en ny fra det ikke-eksisterende masterbånd).
- desuden er musikerne er til stede samtidig allesammen. Det er altså en musikalsk begivenhed, der rent faktisk har fundet sted - ikke som med multi-kanal-optagelserne, hvor de enkelte dele kan være optaget i hver sin verdensdel og i hver sin måned... Suk...
- forventelig er musikerne også sat ekstra op til optagelsen, da man ikke bare lige "kan lægge et nyt spor med guitaren" på bagefter. For der er ikke noget "bagefter" - det er en fuld om'mer, hvis det ikke duer.

I den modsatte vægtskål tæller:

-at en del direct-to-disc udgivelser mere synes at være lavet for at demonstrere den tekniske kunnen, end det er fordi de indeholder noget særligt interessant rent musikalsk.
- og så var de ret dyre, dengang de kom frem. Sheffield Lab's kostede f.eks. 175,- i 1975/76, hvor jeg tror en alm. LP stod i 49,50 eller 59,50 - altså 3 x normalprisen.

Jeg hoppede (som teenage-søn af radioforhandler) naturligvis med på direct-to-disc-vognen, da den begyndte at rulle i midten af 1970'erne. De var jo fede at demonstrere anlæg på i farmands radio/HIFI-forretning. Og så købte jeg også nogen selv. Og på en eller anden måde er de ligesom de sidste store og stolte sejlskibe, man lavede - inden motorskibene (læs CD'erne) gjorde deres indtog: Den ultimative demonstration af hvad man kunne, hvis man strakte helt ud (teknik, udstyr, presse-proces osv.)

KlausM har ovenfor været gennem en del af Sheffield Lab's udgivelser. Og pladeselskabet Sheffield Lab var vel de første-og største indenfor d-t-d udgivelser.
Her er de jeg fik købt i tide inden de blev udsolgt - der kunne vist kun laves 50.000 ex ud fra hver master-disk - med nogle kommentarer.
Jeg gennemgår dem rækkevis: Først øverste række fra V til H, så midterrækken fra H til V og til sidst de nederste fra V til H (det er også i kronologisk rækkefølge).



Sheffield Lab 1 - Lincoln Mayorga & Distinguished Collegues (her Vol. III): SL's første d-t-d udgivelse (Lincoln Mayorga, pianist, er den ene af de to bag SL. Doug Sax hedder den anden - han ved noget om teknikken). Forskellig pop-inspireret instrumental-musik. Hyggelig og demonstrerer mange instrumenter rigtig godt, men ikke den store musikalske oplevelse.
Men for mig lidt speciel alligevel: Der er noget særligt ved den første... Lidt ligesom ens første folkeskole-kæreste... Hun var måske ikke den lækreste eller den med de bedste b...... Øh - jeg stopper her...
Pladen dukker ret hyppigt op (i én af de 3 forskellige Vol.'er)

Sheffield Lab 2 - Thelma Houston & Pressure Cooker: "I've Got The Music In Me": OG JA FOR HELVEDE - det har hun/de! Skal man eje én d-t-d LP, er det denne. Punktum.
Den viser hvad der sker når man samler toppen af studiemusikere på USA's vestkyst i 1975, stopper dem ind i et studie og sætter strøm til. Energisk, engageret og pulserende pop-rock-soul i en blanding af vokal- og instrumental-numre - der sker noget.
Et kig på rollelisten giver et hint: Trommer - Jim Gordon OG Jim Keltner (har spillet med... alle... Clapton på Layla, Zappa, Steely Dan, Dylan, 3 af Beatlerne osv. osv.), Sax - Tom Scott og Jim Horn (Pink Floyd, Quincy Jones osv.), Guitar - bl.a. Larry Carlton (The Crusaders, Joni Mitchell osv.). Og det bliver ved - folk der kan noget!
Man kan være heldig at finde den brugt (men hyppigt slidt/træt). Den er dog bestemt værd at eje alene pga musikken, hvis man altså indtager pop-musik.
Den dag jeg går på pension bryder jeg fabriksplomberingen på mit ekstra eksemplar - hæ-hæ...

Sheffield Lab 3: - Harry James & His Big Band: "The King James Version": Flot swingende og velspillet big-band-jazz. Repertoiret er jazz-standards, så ingen revolutioner her. Optaget i en lille kirke/kapel med kun en enkelt stereomikrofon - og med 200 meter kabel hen til skæremaskinen længere nede af gaden. Der er en super klar og god lyd på pladen (og SL 6 & 11) - og flot formidling af det lidt levende kirkerum. Veludført musik af et godt spilledende Bigband. Dukker også op brugt ind imellem (og på 2012-træffet var der en del til salg i fabriks-plombering, men de er nok helt væk nu). Prøv den - hvis du tåler big-band-jazz.

Sheffield Lab 4: - Brahms, Handel og Chopin - Lincoln Mayorga på solo piano. Tjae - musikken er nok spillet bedre af andre (uden at ville fornærme én af SL-bagmændene). Var han ikke dét, vill denne plade nok ikke være udkommet. Optaget i samme kapel som SL-3.

Sheffield Lab 5 - Dave Grusin: "Discovered Again!": Se her bliver det lidt sjovt igen. Flot funk/jazz-inspireret rock (instrumentelt) fyret af af gode musikere. Musikken er lidt svingende, men dog for det meste swingende.
Sjov blanding forresten: Solide veteraner som Ron Carter og Larry Bunker (m. Bill Evans i midt-60'erne) og så en meget ung Lee Ritenour. Den dukker jævnligt op brugt i forskellige tilstande. Bør overvejes.

Sheffield Lab 6 - Harry James... "Comin' From A Good Place". Meget lig SL-3 mht besætning og optagelse - men naturligvis et andet repetoire. Egentlig ganske dejlig big-band-musik.

Sheffiel Lab 7 og 8 (tager dem lige samlet): Erich Leinsdorf og Los Angeles Philarmonic "Prokofiev - Romeo And Juliet (uddrag)" og "Wagner - Ride of the Valkyries, Tristand & Isolde, Götterdammerung mv. (uddrag)".
Det må have gået rigtig godt for Sheffield Lab (rent økonomisk) frem til sommeren 1977, hvor disse indspilninger er foretaget. For at udgive 2 d-t-d-album med lærreds-ryg, guldtryk, dybdepræget tykt karton-cover, booklet på bøtte-papir med "pergament"-skilleblade - og 104 medvirkende musikere er vel den dårligste forretning, men kan forestille sig indenfor pladeudgivelser!
Men det ser fan'me godt ud og er lækkert at røre ved. Musikken siger mig ikke så meget - det med uddrag af store, symfoniske værker er som at holde "Det Bedste" eller at gøre kæresten en lille smule gravid... Øh - jeg stopper lige igen... Har aldrig set den brugt.
Men Sheffield Lab fik vist at de kunne alle genrer: Pop/rock, jazz, klassisk. Og så skulle de også lige prøve...

Sheffield Lab 9: Larry McNeely: "Confederation", som er folk-country musik (min hade-musik-genre) spillet af 2 guitarer & 1 banjo/violin. Lyden er flot - instrumenterne står skarpt (nær-mic'ede som de sikkert er), men det er altså lidt for let og pjattet efter min smag. Og prøv også at se coveret: Der står en grim, tyk hund midt i det hele - altså...
Og så hader jeg country-musik (nå - det har jeg vist sagt...)

Jeg var på vej væk fra Sheffield Lab's trofaste køberskare efter den LP og sprang nr. 10 (noget klassisk guitar-noget) over. Mit sidste 1970'er stævnemøde med Sheffield Lab blev:

Sheffield Lab 11: Harry James & His Big Band "Still Harry After All These Years". Trompetisten Harry James kunne fejre 40-års jubilæum med endnu en d-t-d-indspilning for SL. Meget lig de to ovenfor - og altså meget dejlig jazz i flot-flot kvalitet (men også mere-af-det-samme...).

Herefter var det for mig tid til at tage afsked med 1970'erne og Sheffield Lab, der udgav nogle flere direct-to-disc frem til midten af 1980'erne (herunder en drum-record, der vist er rimelig eftertragtet).

Så thank you & bye-bye Sheffield - vender tilbage med mine andre direct-to-disc LP'er på et senere tidspunkt.

[pqrannes]

Oj, der kunne jeg lige gentage mig selv: Tak, Claus for den flotte liste.

Skønt at have adgang sådanne to K(C)laus'er med viden om og erfaring med direkte skårne plader; man føler sig heldig her på vintagehifi.dk

PQR

[his067]

Sheffiel Lab 7 og 8 (tager dem lige samlet): Erich Leinsdorf og Los Angeles Philarmonic "Prokofiev - Romeo And Juliet (uddrag)" og "Wagner - Ride of the Valkyries, Tristand & Isolde, Götterdammerung mv. (uddrag)"[/u].
Det må have gået rigtig godt for Sheffield Lab (rent økonomisk) frem til sommeren 1977, hvor disse indspilninger er foretaget. For at udgive 2 d-t-d-album med lærreds-ryg, guldtryk, dybdepræget tykt karton-cover, booklet på bøtte-papir med "pergament"-skilleblade - og 104 medvirkende musikere er vel den dårligste forretning, men kan forestille sig indenfor pladeudgivelser!
Men det ser fan'me godt ud og er lækkert at røre ved. Musikken siger mig ikke så meget - det med uddrag af store, symfoniske værker er som at holde "Det Bedste" eller at gøre kæresten en lille smule gravid... Øh - jeg stopper lige igen... Har aldrig set den brugt.
Men Sheffield Lab fik vist at de kunne alle genrer: Pop/rock, jazz, klassisk. Og så skulle de også lige prøve...

Jeg har osse Romeo og Julie balletsuiten (Ромео и Джульетта på originalsproget....for nu at imødegå den forbistrede anglificering!!!) i Shefield indspilningen. Min nu 92-årige mor overdrog den da hun blev så døv at hun ikke kunne høre den mere (og derefter smed hun sin Beomaster 5000 i en container....you win some, you loose some). Indspilningen er fremragende---lavet på Soundstage "B" i Hollywood. Og man kan faktisk høre det: det lyder som musik til en Hollywoodfilm. Om det så betyder at (plade-)indspilningen er særligt god, eller om det betyder at filmlydspor er særligt godt optaget ved jeg ikke....

[Sandie]

Direct cut

Ja, det var en periode med skiver med generel bedre lyd end gennemsnittet. Nu har Captain Phoenix givet en komplet fortegnelse over Sheffield Rec som er nok det første og største selskab, der lavede direct cut´s.
Der var andre på banen, som nok var for små og havde et for lavt buget til at komme ud over rampen og blive opdaget af en større kundekreds.

Et par eksempler:

DSC_0003_edited-2.jpg

Rough Trade, tja et i hvert fald for mig helt ukendt navn. Pladecoveret indeholder en del information og de enkelte medlemmer af gruppen. Måske sammensat til lejligheden, det fremår indirekte af informationen. Live.... ja sådan er direct cut. Det er lige på uden mulighed for "kosmetik" bagefter. JO, det lykkes ganske fint.

Typisk for direct cut har pladen dynamik, en noget rå lyd uden woicecoater mv. Det er optaget i et studie så "rummets lyd" er dit eget lytterum. Det ser jeg som en positiv ting. Deres stil... Rytmisk musik.

Selskabet er Umbrella Record, Toronto, Ontario, Canada! Udgivelsestidspunktet er 1977. Om selskabet er der også en del information. Der bliver fortalt om udfordringerne ved at lave direct cut.

At det var lyden at det handlede om i forhold til hvor kendt aktørene ude ved mikrofonerne var er nok tydelig demonstreret i en anden udgivelse også fra 1977:

DSC_0004_edited-1.jpg

Klassisk musik, lidt forskelligt for klaver og violin. Måske en grund til at det ikke blev en bestsellert....

Problemet for direct cut merkentilt var små produktioner, som alt andet lige er væsentligt mere kostbar pr. produkt end masseproducerede plader hvor man kan lave den ene trykmatrice efter den anden. Desuden at det var relativt små selskaber, hvor Sheffield Records var det største. Derfor en væsentlig højere salgspris (omkring de 170 kr. mod alm. plader som gik til en halvtresser i 1977). Promotion var der ikke rigtigt økonomi til at
foretage og endelig at det ikke var kendte mavne, som indspillede på de små selskaber.

Jeg er glad for at det blev gjort. De viste at den gode lyd kunne produceres. Desværre varede det kun kort. Jeg vil tro at pengekassen hos de enkelte selskaber hurtigt var tømte.

Direct cut fra den periode er noget, som er værd at gå efter. Noget af det er virkeligt godt. Der er allerede nævnt Sheffield 2 Thelma Huston and the Pressure Cooker "I've got the Music in Me" Den vil jeg også ligge et godt ord ind for!

Jammen fra Danmark var der også Direct cut:

Ortofon_Pickup.jpg

Pickup testplade formodentlig fra et sted i mellem 1975 -1978, Der er ingen årstal på pladen.
Den ene side er pickuptest som er god til at tune sin gramofon/tonearm/pickup.
Side 2 er en liveoptagelse fra Tivolis Koncertsal uden tilskuere. Dette blev noget kommenteret som en "fejl" da optagerummet karakteristik var "forkert" da den "Humane dæmpning" manglede. Måske kunne det have været gjort med en bedre rumlyd, det er forbliver som et teroristisk spørgsmål. Musikken er framragende. 2 Brül &Kjær mikrofoner og så en masse information på pladen om hvorledes lydvejen var frem til Skærehovedet.

Nu er det vist på tide at jeg slutter min "lille" indlæg. Og det må simpelhen gøres med noget af en provokation i forbindelse med emnet direct cut. Jeg vover at gøre det og gør mig parat til at dukke mig når der kommer flyvende rådne tomater mv. bagefter:

Telarc_edited-1.jpg

Det er en bastard. Telarc Record lavede en række plader som, uha da da var digitalt optaget. Det var lidt et stykke hybridt produkt. Digital optagelse som en række folk så som løsningen på alle problemer med de konvensionelle bånd med wow og flutter og opsumeret båndstøj og begrænset dynamik.

Der er nogle som siger at dette stykke venyl aldrig skulle være sendt på markedet. Jeg ved ikke helt rigtigt. Den kan bruges som den ultimative pickup-test. Når man kommer frem til kanonerne og pickupen kommer "levende" forbi, så må man sige at der vidst ikke er de store problemer med arm/pickup-kombinationen. Det er kun få kombinationer, jeg har oplevet, som er kommet "helskinnet" igennem. Det er tydeligt visuelt hvor kanonskudene falder: Der er et synligt 90 graders sving i rillen. dette kan ses med det blotte øje.

Direct cut opstod ca. 25 år efter at man faktisk havde ophørt med at anvende det. Da man opfandt LP'en var der behov for at have alt liggende så det kunne overføres via skærehovederne til matricen. Det var mest praktisk at have det liggende på bånd så det hele var klippet og klistret. Samtidigt forsvandt den "levende lyd" på pladerne. Det var folkene bag direct cut revival som havde lyttet til de gamle indspilninger og ´genopdaget den tja... direkte lyd.

CD'en for frem i den tid og direct cut æraen var desværre kort.

Rart at venylen er nærmest kommet tilbage. Jeg er glad for at jeg dengang fik købt de direct cut's, som jeg har i dag. Jeg ved at de findes derude:

http://store.acousticsounds.com/s/116/D ... ld_Lab_LPs

De fleste af dem findes åbenbart på det site. Måske er der nogen, som har handlet der?

DSC_0011_edited-1.jpg

Ok, så er jeg nok ude om det.

Hilsen Sandie

[Sandie]

Lige en lille tilføjelse.....

http://www.sheffieldlab.com/sheffield.pl

Ak ja, så er det hele kommet på DC

Nå, men hvad man skal jo leve..... Måske er Sheffield Rec blevet opkøbt og så presses citronen

[KlausM]

Den Sheffield Lab 5 - Dave Grusin: "Discovered Again" kunne jeg rigtig godt tænke mig at få fingre i, Dave Grusin har lavet rigtig mange velproducerede plader især på GRP Records, som han selv var med til at grundlægge. Sjovt at også Ortofon har (fået) lavet en direct cut plade.

Tromme pladen "Sheffield Drum Record", som Claus også nævner, står også højt på min ønskeliste:

Tak, Klaus for den flotte liste. Man fornemmer at du har flere af dem, måske alle?

Næppe, nærmest langt fra alle, men jeg har et par stykker Direct-to-Disc plader til, her endnu en Century records indspilning



Teater Orgel legenden (det er noget de har i USA) George Wright spiller på et mega orgel i The Chicago Theatre. Ligesom vi herhjemme havde enkelte kino-orgler, der fx spillede musik til stumfilm, havde man gigantiske orgler i Biograf Teatre i USA, og mange af dem er, i modsætning til herhjemme, bevaret. Det specielle ved kino orgler er, at de kan simulere et helt orkester med trommer, xylofoner og selvfølgelig alskens blæser instrumenter. Denne indspilning er udgivet på Century Records i 1977, hvor han spiller amerikansk populærmusik fra 50'erne og 60'erne. Orglets lyd er imponerende, men sandt at sige ikke en plade jeg hører ofte.



Trommeslageren Buddy Rich udgav også i 1977 denne glimrende big band plade med numre som fx Birdland. Musikken er om ikke experimenterende big band musik så dog med en del improvisation. Pladen er optaget i RCA's studier i New York og udgivet på plademærket The Great American Gramophone Company. Den får 4 af fem mulige stjerner på Allmusic.com



Woody Hermans Road Father album er optaget på Capitol Records studier i Hollywood og udgivet på Century Records i 1978. Solid traditionel Big Band musik af en aldrende men stadig vital mester på sit instrument klarinetten. Pladen får også 4 af fem mulige stjerner på Allmusic.com


Mvh Klaus

[Sandie]

Jeg har et lille problem:

En hel del af de billeder, som vises herinde på dette her site ser jeg som nogle små brune firkanter. Når jeg kikker nærmere på dem står der loading... Og under egenskaber er der kun en 20 x 20 pixel gif. Kan nogen sige mig hvorledes jeg får de egentlige billeder ind?

[KlausM]

Hvis du bruger IE fra Microsoft, så prøv en anden browser, jeg bruger Firefox og har ingen problemer.

Mvh Klaus

[Sandie]

En kommentat til Klaus

Dave Grusin "Discovered Again" er bestemt et lyt værd. Og at have den er nok endnu bedre, for den kan sættes på mange gange.

David_Grusin.jpg

Trommepladen fra Sheffield har jeg hørt. Kun i en amputeret udgave i mpeg3. Kvalliteten taget i betragtning kan jeg ikke sige noget som helst. Hvis man er til trummer, så er dette et orgie!

Ellers hvis vi er kommet ud på et sidespor......

Power_and_the_Majesty.jpg

Denne besynderlige plade har været morsom at anvende. Hvad det er? Lyd, lyd og mere lyd. Torden og bulder når det er bedst. Anekdote: På Ringefestivalen en gang sidst i 70'erne blev "Scene 2" fyret af til slut i "Det lille telt". Det havde en imponerende effekt som flyttede flok til den fjerne halvdel af teltet i forhold tilscenen på relativ kort tid. Da toget passerede med voldsom fart og blæs i hornet hoppede alle rundt dernede på gulvet. Det så sjovt ud oppe fra mixerpulten.

Den anden side af pladen er ganske simpelt hen et komplet uvejr. Gode tordenskrald. Den blev fyret af en solskinsdag med åbne vinduer i demolokalet. Flok uden for "gik i tørvejr og kikkede undrende rundt".... Det grinte vi en hel del af......

Må men ellers kom der en række af rigtigt gode remixede genudgivelser af tidens albums med label "Orginal Master Recording" Der er vundet noget her i forhold til de oprindelige udgivelser. Nævnt som tips

[Sandie]

Ok Klaus , det må jeg kikke lidt på.... Tak for tippet

[Sorenki]

spændende tråd - lige en tilføjelse til Claus' liste over fordele /ulemper, så blev der "jo" til optagelsen af Harry James "The King James Version" ikke brugt en mixer heller - signalet fra stereo-mikrofonen gik direkte ind i skæremaskinens forstærker.
Det gjorde, udover at det var "live", også at den lyd der blev opfanget var ren i forhold til et stereoperspektiv for en lytter.
når man lytter til et bigband, så skal trommerne stå omme bag i venstre side, og bassen foran, klaveret skal stå foran i venstre side osv.
Det er således et direkte "lyd-print" af en koncert opstilling, hvor også det kapel de stod I spillede med.
det afføder selvfølgelig nogle dynamikforhold der er ret vilde - da der jo er stor forskel på et helt bigbang der alle spiller Fortissimo Possibile og så en kontrabas der spiller sagte.

mvh.
Søren

[Sandie]

Vedr. optageteknik....

Jeg gik på hovedet i mine plader og fandt endnu en Telarc: Pictures at an Exhibision

Telarc_Moussorgsky.jpg

Deres optageteknik, som de skriver om på pladecoveret, er med 3! omni-direktional karakteristik. Jeg prøver at forestille mig hvorledes man laver stereo ud af 3 mikrofoner....

Mvh
Sandie