Snurrer er måske ikke det rette ord efter at filmspoler stort set er udfaset, men:
Jeg har netop her på premieredagen set filmen "
Everybody digs Bill Evans" i en af de ret få biografer, der overhovedet viser den.
.
gmnt-b6d8d78e71-1723896-vst-6ab62449a7abe.jpg
.
Og det med få biografer er synd, for der er tale om en
særdeles velspillet og velinstrueret film om én af jazzmusikkens absolut største figurer (og min favorit jazz-musiker). Filmen har vunder Sølvbjørnen for bedste instruktion ved 2026 Berlinalen (og var nomineret til Guldbjørnen for bedste film), så jeg er ikke helt alene her
Hovedpersonen spilles af norske Anders Danielsen Lie, der rammer Bill Evans særdeles godt både visuelt og som type. Og så kan han endda spille klaver, hvilket han faktisk gør på 2 af numrene i filmen.
De andre roller er også godt besat og spilles troværdigt ift. hvad i hvert fald jeg ved fra biografier mv.
Spoiler-alert - nedenfor "afsløres" filmens omdrejningspunkter og vigtigste elementer
Hvis man kender bare lidt til Bill Evans og hans liv, vil man også vide, at der er langt mellem solstrålerne (ud over de rent musikalske præstationer). Denne store, store musiker sloges stort set hele sit voksenliv med heroin- og kokain-misbrug, hvilket også var årsagen til, at han kun blev 51 år.
Og filmen starter hvor Evans oplever det vel nok største tab
*) i hans personlige og musikalske liv - nemlig hvor bassisten Scott LaFaro omkommer i en bilulykke d. 6. juli 1961 - blot 10 dage efter optagelsen af det, der blev udgivet som "
Sunday at The Village Vanguard" og "
Waltz for Debby". Fremragende koncerter og albums, der på én gang er særdeles tilgængelige og ganske nyskabende i måden de tre instrumenter (piano, bas og trommer) spiller sammen på. Har man bare 10 jazz-albums i sin pladesamling, bør mindst ét af disse indgå.
Efter tabet af LaFaro, er Evans ikke i stand til at spille i månedsvis, han er underernæret, afkræftet og har et stort stofmisbrug.
Det går altså rigtig skidt - og han kommer "i pleje" hos først sin bror Harry (far til Debby, som lagde navn til ovennævnte album) og derefter hos sine ikke specielt velfungerende forældre i Florida.
Disse ophold er heller ikke uden problemer, men i Florida kommer han dog i bedre fysisk form (tager lidt på) ligesom han holder en kortvarig pause fra stofferne.
Og ganske langsomt begynder Evans at nærme sig klaveret igen - bl.a. vist i en rørende scene, hvor hans forældre fra soveværelset hører, at deres søn er ved at få spilleglæden tilbage - ligesom man ser deres stolthed, da et eksemplar af "
Sunday at The Village Vanguard" ankommer med posten.
Evans vender hen mod slutningen af 1961 tilbage til musikscenen med en ny trio (m. Chuck Israels og Paul Motian) - men desværre også (sammen med sin kæreste) til heroinmisbruget i New York.
Filmen viser også lidt af denne periode - og der krydsklippes til et par nedslag senere i Evans' liv (1973, 1979 og hans dødsdag 15. september 1980). Krydsklippene er i farver mens resten af filmen er i sort/hvid - fungerer fint.
Som det vist fremgår, er det ikke en film man går fra med følelsen af jubel eller boblende glæde... Dertil er Evans' liv alt for martret og fyldt med personlige problemer og tristesse.
Men det er en film, der meget overbevisende viser, hvordan han på den ene side kæmpede på personlige fronter og samtidig - nærmest paradoksalt - skabte skønne musikalske værker/albums.
Tyngden i filmen ligger på det første - det er ikke en decideret musik- eller koncertfilm - men den er alligevel meget seværdig som et indblik i manden bag den smukke, harmoniske musik og på grund af de meget troværdige skuespiller-præstationer.
OBS: Det er en smal film og man skal være ret hurtigt ude, hvis man vil se den i biograferne (dette skrevet d. 1. oktober 2026).
EDIT: Link til
den officielle trailer for filmen.
Berlingske giver filmen 5 ud af 6 stjerner.
*)
MERE EDIT: Jeg må nok korrekse mig selv her - måske endda 2 gange:
1) Storebroderen Harry's død i 1979 ramte sandsynligvis Bill endnu hårdere (på et tidspunkt hvor han allerede helbredsmæssigt var ret meget i tovene...).
Det er med i filmen hvordan den skizofreni-ramte Harry skyder sig selv i hjemmet. En af Bill's nære venner har forklaret, at har var klar over, at det herefter kun var et spørgsmål om tid, inden Bill også forlod denne verden.
2) Kæresten gennem mange år - Ellaine - tog livet af sig selv i 1973. Selv om deres forhold var nedslidt og belastet af mange faktorer - stoffer, ustabil økonomi, psykisk ubalance og Bill's ønske om at få et barn, hvad Ellaine ikke (troede hun) kunne - så ramte det alligevel hårdt.
PS: Filmen omfortolker hvordan Ellaine tog livet af sig selv - hun sprang ikke ud foran et tog, men fra en høj bygning.
Og ja - der
er mange triste momenter i Bill Evans' liv, hvilket gør det endnu mere forunderligt at han lige til det sidste skabte smuk, harmonifyldt musik.
Du har ikke tilladelse til at få vist vedhæftede filer i dette indlæg.
