Det må have været engang i 9. klasse. At TG, der bortset fra at holde med Arsenal, ellers aldrig havde gjort sig særligt bemærket, pludselig begyndte at udvikle en væsentligt-længere-end-normalt side-skilning, der efterhånden dækkede det meste af den ene halvdel af ansigtet og som efter idræt kunstfærdigt blev manipuleret på plads ved hjælp af neon-grønt hårgele med bobler i. Klemt i voldsomme mængder ud af en tube med form som en hank i den ene ende, så den praktisk kunne hænge ved siden af håndklædet. Jeg havde aldrig set noget lignende. Han skiftede også hurtigt garderoben ud. Lacoste poloshirts, BALL-trøjer og Robe Di Kappa var i de år rimeligt posh blandt de, der i modsætning til mig og en del andre, havde forældre, der var villige til at sponsere den slags. Men der var ikke mange, ingen andre faktisk, der nogensinde mødte knivskarpt op til tysk og matematik iført Martinique-outfits i dristigt snit og hyttesko.
Men det gjorde TG næsten fra den ene dag til den anden. Transformationen gik dog en smule under radaren for de fleste, da vi på samme tidspunkt havde en pige i klassen, der under kraftig indflydelse af Adam & The Ants begyndte at optræde med negle malet i striber, sørøver-støvletter i rødt ruskind
og i en klassens time fik organiseret sine medsøstre til at tapetsere hele klasselokalet med sirligt udklippede og meget afklædte Side-9- og Se & Hør-Piger. Vores rimeligt sen-hippie-stenede klasselærer tog det egentlig meget pænt, da hun ved timens afslutning kom tilbage og ind ad døren med fotokopier og en kop halvlunken lærerværelses-kaffe. Måske har hun, midt i sin egen “brydningstid” (et tema, der syntes at fylde meget både i Dansk og Samfundsfag) valgt at opfatte det, at der i det hele taget stadig fandtes elever, der overhovedet GAD at hænge noget som helst op, som et udtryk for en slags aktivisme på linje med “Atomkraft Nej Tak” og Fredsbevægelsen. Hvad det måske også på sin egen urbane måde var. Under alle omstændigheder fik pigerne lov til at blive hængende resten af skoleåret - også under forældremøderne. Den var nok ikke, som i helt sikkert ikke, gået i dag.
Men mens alt det stod på, havde jeg godt luret, hvad det egentlig var, TG havde gang i. Det varede nemlig ikke længe, førend han havde opbygget en pladesamling, der ikke bare var endnu større end min. Men som udelukkende (pånær Human League’s “Dare” og vistnok en enkelt med The Cure) bestod af… nemlig, Depeche Mode.
IMG_0630.jpeg
Og der var selvfølgelig ikke kun tale om LP’erne. Jeg havde allerede på det tidspunkt en 30-40 plader stående, hvilket var klart mere end de fleste. Men TG han overgik mig alligevel. Simpelthen fordi han som den eneste, jeg kendte, tog på ensomme ekspeditioner til pladebutikker, som ikke engang
jeg havde hørt om inde i København og manisk hjembragte
alt, hvad der stod “Depeche Mode” på. Hvilket indebar stakkevis af 12” remixes af numre, der allerede var udgivet.
Det, altså “maxi-singler”, var pænt stort lige der inden det hele gik Compact Disc. På mig virkede det fuldstændigt åndssvagt at bruge alle sine flaske-penge på at købe den samme musik igen og igen, mens jeg gik og spinkede og sparede for at få råd til den nye med Accept. Men ikke for TG. Han var på samme tid besat og den ubestridt førende fortolkning af Depeche Mode i vores midte. Der og i den korte periode, hvor Depeche Mode gik fra at være noget, ingen havde hørt om før et bånd dukkede op til en fest - hvor der ikke var nogen forældre hjemme og det hele gik amok til “Just Can’t Get Enough” - og til der, hvor Depeche Mode manifesterede sig som et af verdens allerstørste bands og pludselig blev spillet på ALLE radiostationer, Walkmen og diskoteker - i hele verden.
Skeptisk af natur og instinktivt arbitrær, som jeg altid har været, gik jeg ikke for alvor med på de tre albums, der fulgte efter “Speak And Spell”. Uden Vince Clark var Depeche Mode for mig ikke
rigtigt Depeche Mode mere og så var Yazoo på en eller anden måde bare federe. Mere undergrund og i hvert fald ikke lige så “populært”. Hvilket sådan cirka var det værste, noget kunne være i min ungdommeligt overmodige bevidsthed.
IMG_1767.jpeg
Indtil for et par dage siden.
I covernoterne til 2014-genudgivelsen af opfølgeren “A Broken Frame” beskriver bandet selv, hvilken omvæltning det var, ikke mindst for Martin Gore, at træde ind i rollen som musikalsk arkitekt efter geniet Vince Clark. Og man kan godt høre, at der er tale om en form for overgangs-album. Der er stadig tydelige strejf af letbenet uskyld fra debuten. Men der begynder også at blive afsøgt nyt land. Musikalsk men også med mere dystre temaer på f.eks. numre som “Monument” og “Shouldn’t Have Done That”. Det, der imidlertid gør “A Broken Frame” til mit nuværende absolutte Depeche Mode favorit-album er derimod… LYDEN. Lyden af analoge synths som MiniMoog, OB-8 og ARP 2600 er her præserveret i mixet og fremstår i dag næsten “Rudy Van Geldersk” sammenlignet med, hvad der kom senere. Det er en lyd, der på trods af at være frembragt elektronisk har en organisk, levende og umiddelbart imødekommende “feel”.
Men allerede fra første skæring, “Love In Itself”, på det tredje album “Construction Time Again” er det klart, at der er sket noget. Alan Wilder var trådt ind som fjerde medlem af gruppen (og “Executive Producer”) og vi bliver uden omsvøb introduceret til den dybe, knaldhårde trommelyd og glasklare produktion, der blev lyden af Depeche Mode i årene, der fulgte. “More Than A Party” leverer et uptempo beat, der prototyper halvfemsernes raves og “The Pipeline” kommer igennem som en industrielt-elektronisk mellemting mellem tibetansk munkesang og keltisk folkemusiktradition (prøv at høre nummeret HØJT i hovedtelefoner og læg mærke til, hvad stereo også kan). Der bliver i den grad og for første gang rå-eksperimenteret med udtrykket. “Construction Time Again” er et af den slags albums, der kun har et eneste nummer, der lyder som et hit (Everything Counts) og hvor resten, af samtiden kun kunne opfattes som forskellige grader af “mærkeligt”. Det kunne lade sig gøre dengang og heldigvis for det. For i dag er der ikke noget på “Construction Time Again”, der ikke er værd at høre igen.
Omvendt så var “Some Great Reward” fra 1984 albummet, der for alvor katapulterede Depeche Mode op i superligaen med hele tre mega-hits på stribe: “People Are People”, “Master and Servant” og “Blasphemous Rumours”. Det mærkelige er, at der ikke er en eneste “glad” sang på det album, men derimod udelukkende tekster, der handler om utroskab, uigengældt kærlighed, ensomhed, had, selvmord og underkastelse. Men på mange måder var det jo netop sådan 1984
var. Ikke bare var det “George Orwell”-år og Den Første Kolde Krig buldrede løs. Afghanistan var, for hverken første eller sidste gang, udsat for en langvarig og håbløs invasion. Mens “Vesten”, den eneste verden, vi kendte, var styret af Reagan, Thatcher, Kohl, Coca-Cola og gudbedredet Poul Schlüter. Der var boligmangel, Kulørt Klat og ungdomsarbejdsløshed. Endnu havde ingen hørt om en landbrugssekretær ved navn Mikhail Sergejevitj Gorbatjov og der var bestemt heller ingen. Ikke engang Leif Davidsen i tv-transmitteret parkacoat fra Moskva, der på nogen måde var i stand til at forudse, hvordan Europa og Verden skulle ende med at se ud ved årtiets afslutning.
Så den dystre og dystopiske stemning kom ikke ud af ingenting. Hver eneste dag vågnede vi tynget ned af et åg af atomraketter, katastrofale nyheder og “no future”. Men unge var vi jo og festes skulle der - også selvom der ikke var noget at fejre og når man ikke ved om der kommer en dag i morgen. Så er der nok ikke noget mere naturligt end at feste netop sådan. Som om der ikke er en dag i morgen. Så det var præcist det, vi gjorde. Med Depeche Mode, gele i håret og spraglede negle i omegnen af NineteenEightyFour.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.