Herligt med aktivitet i tråden!
Noget af det, jeg normalt går i en stor bue udenom er... bokssæt.
De er i det hele taget trælse. De er tunge, bøvlede at håndtere, de fylder og er dyre (også selvom de jo godt kan være billigere end at anskaffe pladerne enkeltvis). Eller også så er de fyldt op med alt muligt mærkeligt "uundværligt" og aldrig-før-hørt ekstra-materiale og/eller adskillige forskellige "takes" af den samme melodi. Eller CD, SACD'er med koncerter, interviews eller hvad ved jeg.
Det er jo fint nok, hvis man er ultra-fan og bare skal have ALT, hvad der lugter lidt af det, man nu er fan af. Jeg har dog, måske desværre, endnu til gode at blive SÅ meget fan af nogen eller noget.
Men det største problem med de der bokssæt er jo i virkeligheden, at man aldrig
får hørt dem. Hvor tit har man egentlig tiden eller måske bare lysten til at høre fire, fem eller seks plader i træk med den samme kunstner eller endnu værre? Det samme album i forskellige udgaver?
Nogen skal der selvfølgelig nok være. Ligesom der nok skal være en eller to stakler, der ikke har andet at bruge deres liv på end at høre forskellige indspilninger af "Der Ring des Niebelungen" igennem. For at
sammenligne dem.
Det må de godt. Så længe jeg bare godt må blive fri.
MEN som alle, der følger med her, jo nok godt ved efterhånden. Så savner jeg jo
stadigvæk Tom Petty.
Så da jeg ad omveje fik min opmærksomhed henledt på lige præcis det her bokssæt. Så var det også klart, at DET måtte jeg simpelthen eje. Uanset hvad.
IMG_1334.jpeg
Efter en længere turne-pause indledte Tom Petty and The Heartbreakers i Januar 1997 et 10 dages-engagement i "The Fillmore" i San Francisco. Vel at mærke det oprindelige Fillmore, der i sin tid var Ground Zero for den psykedeliske vestkyst-scene med optrædender af The Byrds, Big Brother And The Holding Company, The Doors, Jimi Hendrix Experience og mange andre. Grateful Dead alene er registreret for 51 koncerter der i perioden fra 1965-69.
En tung arv at løfte, men ikke desto mindre blev engagementet en så stor succes, at det blev forlænget med yderligere 10 dage, da fans af Tom Petty and The Heartbreakers blev ved med at bestorme billetkontoret. Ofte flere gange i træk efter de allerede
havde overværet showet.
Optagelserne er for et par år siden udgivet i forskellige formater. Der er en 4 x CD, en 3 x LP, sikkert også andre og så den her med "the full monty". 58 numre fordelt på hele seks LP'er.
Hvis man forventer en "live greatest hits" i form af et potpourri af de mest populære og kommercielt indbringende numre fra bagkataloget, så kan man godt risikere at blive skuffet. Det er ikke
den slags album.
Jo, der er selvfølgelig "Free Fallin'", "Mary Jane's Last Dance", den obligatoriske og majestætiske 10-minutters udgave af "It's Good To Be King" og en akustisk version af "American Girl".
Men "Live At The Fillmore" er så meget mere end det.
Først og fremmest en tour de force igennem
the great songbook of rock'n'roll med fuldstændigt suveræne cover-versioner (35 i alt) af alt fra Little Richard, The Zombies, Ricky Nelson, The Kinks, Rolling Stones og Bob Dylan. Og jo, det
virker. Ligesom det i den grad virker, når Roger McGuinn går med på scenen i et mini-sæt, der består af "It Won't Be Wrong", "You Ain't Going Nowhere", "Drugstore Truck Drivin' Man" og "Eight Miles High". Eller når John Lee Hooker slentrer ind fra sin egen klub "The Boom Boom Room" overfor "The Fillmore" og lige lærer drengene en ting eller to om at spille blues uden at have øvet det sammen.
IMG_1331.jpeg
"Live At The Fillmore" er en oldschool, live ROCK-plade ganget op et par gange og tilsat The Heartbreakers’ ekstremt velfungerende samspil med
guitaren i fokus og respekt for rødderne. Der er selvfølgelig en udførlig
gear-liste inkluderet i det omfattende materiale, der følger med selve pladerne. Så man kan, hvis man vil, sidde og holde øje (eller øre) med, hvornår f.eks. den vanvittige konstruktion, som udgør et Fender Vibratone-kabinet, bliver taget i brug og gætte på om rotoren kører med "high" eller "low" hastighed.
https://en.wikipedia.org/wiki/Fender_VibratoneMen en live-plade er jo ikke
live uden interaktion mellem band og publikum. En disciplin, Tom Petty var mester i og som mere end noget gjorde ham så elsket blandt fans og fik dem til at komme igen og igen til koncerterne.
Hans evne til at
storytelle midt i Van Morrison's "Gloria" eller reaktionen, da et eksalteret medlem af publikum kommer til at råbe på en obskur b-side, som ingen nogensinde har hørt om før:
-"Wait a minute, did somebody say... "Heartbreaker's Beach Party"? What key is that in? ... E?".
Hvorefter The Heartbreakers spiller "Heartbreaker's Beach Party" efter sigende første og måske eneste gang nogensinde
live.
Det er sådan, det skal være at gå til koncert. Eller rettere, det var sådan, det
var at gå til koncert.
Dengang Tom Petty stadig var her og iPhone'en endnu ikke var opfundet for at blive holdt op som en skærm imod virkeligheden.
Det er klart, at jeg ikke kan sige nogetsomhelst objektivt om den her udgivelse. Jeg elsker alt ved den og den bliver faktisk spillet. Ikke så sjældent i
hele sin længde. Det er jo, når alt kommer til alt, bare et spørgsmål om prioriteter. Om hvad man vil bruge sin tid på.
Wagner eller Petty? Der er måske i virkeligheden ikke den store forskel. Når alt kommer til alt
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
