“Der var en fyr, de kaldte for Sjagge/
Han bo’de vest for Valby Bakke/
Han gik rundt og talte i tunger/
Ja, han blev beglo’ed af Bakken’s unger/“ IMG_2561.jpeg
-Sådan lyder første vers af fjerde skæring på Gasolin’s femte album. Et album, der på kassette i min pre-teen-parcelhushule blev det nok aller-allerførste møde med
rigtig rock’n’roll eller noget, der i hvert fald lød sådan. Mens Forældregenerationen sad fastfrosset foran skærmen med aftenkaffe, Gorm & Gregers og Kanal 22.
Omtrent samtidig betroede min fysiklærer Ole, der både lignede Jesus og et eller andet sted vel også var det - i den forstand, at det var ham, der om aftenen i Ungdomsskolen satte mig i gang med at lodde JostyKit-forstærkere og andet grej sammen. At man, dengang
han var ung, enten var til Beatles eller Stones. Ikke “og”, men “eller”. Som i afgjort “enten eller”.
Og Jesus-Ole han var helt afgjort til Stones. Ligesom han var til Coral-fuldtoner i spånplade-horn og derfor havde mere end nok i AF310’erens 20 watt ellers tak. At
jeg så i ungdommeligt overmod valgte at bygge AF360’eren med Mos-Fets og mere end den dobbelte udgangseffekt vakte på samme tid Jesus-Ole’s, tror jeg, lige dele forargelse og misundelse.
IMG_1689.jpeg
Ung og semi-kvik, som jeg dengang var, tog det mig ikke mange sekunder at fange og fremskrive Beatles/Stones-koblingen til et:
“Det er jo lidt ligesom Gasolin og Shu-Bi-Dua!”.
Jeg kunne næsten se stoltheden svulme i Jesus-Ole over endelig,
endelig at være faldet over en elev, der ikke alene kunne sin Ohm’s Lov og i hvert fald overfladisk fattede det Periodiske System. Men som også forstod sammenhænge, der var langt vigtigere.
Fra Jesus-Ole fik jeg til gengæld og udover en basal forståelse af Volt og Ampere den visdom med i livet: At det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad der er af Accuphase og alt muligt andet super-duper grej på forsiden af Audioscan-kataloget. Fordi 20 watt og en fuldtone i et hjemmebygget kabinet kan både være rigeligt og det helt rigtige. For hvis det er lige præcis sådan, man har det. Hvis man stoler på sin egen oplevelse og dømmekraft. Så behøver man ikke nødvendigvis at rende efter alt det, som resten af verden jagter og er enige om er Vejen Til Lykke.
Det gælder om at finde sin helt egen dybde. Ligesom Sjagge.
Lige præcis den erkendelse er måske det vigtigste, jeg fik med ud af døren fra min skoletid. Det er i hvert fald det, jeg har brugt mest og i mange forskellige sammenhænge har haft mest gavn af i resten af mit liv. I skarp kontrast til f.eks. andengradsligninger og uregelmæssige tyske verber.
Det var sådan cirka essensen af det, der i et splitsekund flashede igennem min hjerne lørdag formiddag, da kvitteringen for de guitar-stumper, jeg allerede havde købt og betalt for nede hos “Den Tykke”, landede ovenpå en stak brugtplader, der lå på disken og hvoraf “Gas 5” var den øverste. Jeg havde sådan set vendt om og var på vej hen i mod døren. Men jeg blev alligevel som af en magnet trukket tilbage, nødt til at vende om og udføre endnu en mobilepay-transaktion.
IMG_2560.jpeg
For “Gas 5” endte jo dengang med at blive MIN Gasolin-plade. Det er den eneste Gasolin-plade, jeg for alvor har skamhørt og stadig kan, stort set udenad. Selvom jeg aldrig har haft den. På plade. Så er hver akkord, hvert et vers og omkvæd, hver en solo simpelthen indgraveret i en hukommelse, der ellers på mange andre områder bestemt ikke er, hvad den har været. At høre “Gas 5” igen. På plade. Er mere end et møde med en gammel ven. Det er, i hvert fald som jeg forestiller mig det, som at møde sin første elsker igen og gøre det hele igen. Men for første gang. Bortset fra, at “Gas 5” faktisk lyder bedre end jeg husker det. Det bør den selvfølgelig også gøre al den stund, at jeg jo altid hørte den på kassette og med tanke på, at det jo var Roy Thomas Baker, der i sin drejede på knapperne. Især Jönsson’s baslinjer på f.eks. “Fatherless Hill” har jeg ikke hørt med samme vægt før. Men der er heldigvis stadig masser af “kul“ på Søren Berlev’s trommer på “Rabalderstræde”. Trommer, som nogen engang i radioen kom til at sige vist i virkeligheden var optaget i en garage bygget af gasbeton for at få “den rigtige lyd”. Om det virkelig var sådan, det foregik, aner jeg ikke. Men det er en god historie, som hvis den ovenikøbet er rigtig jo gør “Rabalderstræde” til både “garage-“ og “beton-rock”. På samme tid. Tøhø.
Historien om Gasolin’s internationale ambitioner og hvordan de IKKE blev indfriet er vel kendt af de fleste. Uanset hvor meget Kim Larsen brænder igennem som sanger - og der er faktisk momenter på “Gas 5”, hvor jeg hører noget, man måske med lidt god vilje kunne kalde for et lidt provinsielt dansk svar på Joe Cocker - så duer det bare ikke at synge på engelsk med 2400 NV-accent. I hvert fald ikke ude i det store udland.
Gasolin var, må man nok bare konstatere, simpelthen ikke gode nok. Men i virkeligheden nok heller ikke hverken ambitiøse eller kyniske nok til at stå distancen i den internationale musik-industri. Til gengæld kunne de noget andet. De havde nemlig også fundet deres helt egen dybde og kunne, meget lig Shu-Bi-Dua, tegne et portræt af et Danmark, som alle danskere umiddelbart kunne genkende, hvis ikke identificere sig med. Det var vel nok derfor, at begge bands blev
så elskede og fik så meget masser af succes herhjemme og at det i hvert fald for mig og sikkert også mange i virkeligheden
ikke var et spørgsmål om “enten eller”. Man kunne faktisk godt høre begge dele.
Men på trods af alt dette, så havde jeg nok måske alligevel ikke vendt om nede hos “Den Tykke”. Hvis ikke det havde været for et besøg knapt et døgn tidligere nede hos konkurrenten. Noget, der havde tunet mig ind på “rabalder”, så at sige.
Rene sad, faktisk i nøjagtig samme position som sidst, udenfor butikken på en mælkekasse og sugede lige meget på stumpen af en filtersmøg som på resterne af det sidste af solen inden den for alvor forlader os. Sådan set skulle jeg bare lige hente årets første forudbestilte julegave. Men med lidt tid tilovers endte jeg alligevel med hovedet nede i “seneste ankomne”-brugtpladekassen.
Der er jo altid… et eller andet.
Der er selvfølgelig også altid et eller andet, der snurrer dernede. I det her tilfælde gik der ikke mange sekunder, førend det tunge, slæbende beat, den vaklende vokal og de brølende guitar-akkorder forplantede sig igennem min underbevidsthed og - mens jeg med den aktive del af min hjerne stod og afvejede Zoot Sims på Pablo i forhold til Gerry Mulligan i Paris - gradvist men umiskendeligt manifesterede sig som… Lyden af Crazy Horse og Neil Young.
Jeg har tidligere skrevet om min lange vej til at blive “dus” med Young. Så vi kan godt springe over den del her og bare konstatere, at udover julegaven plus en ekstra julegave plus både Sims og Mulligan gik jeg derfra med 2023-reissuen af “Ragged Glory”, der i denne udgave har fået tillægstitlen “Smell The Horse”.
Og jeg skal da lige love for at der lugter af hest! Jeg har brugt det meste af weekenden på at råhøre albummet, der i denne version både er det originale album men nu fordelt på fire pladesider. Plus fire out-takes på to pladesider, så altså alt i alt en slags triple-album: Både med ikke helt nabovenlig volumen igennem JBL og ud på de små timer med decideret ørelæge-uvenlige lydstyrker igennem mine 250 ohms Sennheisere.
For det er jo sådan og kun sådan at Crazy Horse for alvor giver mening.
Om “Ragged Glory” kan man i en artikel læse, at musikken på samme tid både er “heavy metal-agtig”, “grunge” og “garage-rock”. Men, selvom både Cobain og andre af skater-drengene idoliserede nummeret “F*!#in' Up”, mens de iførte sig skovhuggerskjorter og kørte ud i ørkenen for at larme med benzindrevne generatorer og guitarer, der var stemt HELT ned, så er Neil Young og den plade for mig bare noget helt andet. Ikke kun fordi, der ikke var nogle af de bands, måske med undtagelse af Alice In Chains, der tilnærmelsesvis formåede at spille så
tungt og
dybt som Young + Horse. Men jo også fordi Neil Young, uanset hvad han gør, altid først og fremmest er en bondeknold fra Winnipeg, der spiller smadret country, mens han synger hippiesange henover. Lyt f.eks. til åbningsnummeret “Country Home”, der mest af alt lyder som et meget lokalt Creedence-kopiband, jeg engang for snart mange år siden oplevede til et ikke mindre lokalt bryllup i det sydfynske. Hvor bruden efter 4. sæt greb mikrofonen og frejdigt erklærede, at NU skulle vi alle sammen ned “å baj’ nøjn!”. Men selvfølgelig også fordi “Ragged Glory” slet ikke (duh!) er optaget i en garage, men derimod i en LADE. Hvilket naturligvis er 1000 gange mere cool.
IMG_2564.jpeg
Og smadret bliver der i den grad spillet på “Ragged Glory - Smell The Horse”. Oprindeligt indspillet på Young’s “Broken Arrow Ranch” er historien om albummet noget i retning af: At Neil Young efter at have brugt en stor del af 1980’erne på retslige og personlige problemer endnu engang samlede Crazy Horse på “farmen” med noget helt bestemt i tankerne: Nemlig at udforske og dyrke jam-formatet i rock-sammenhæng. Neil var efter sigende godt og grundigt træt, ikke bare af især Geffen Records, men også af firsernes efter hans mening overdrevne fokus på produktion og vellyd og ville gerne tilbage til en tid, hvor man bare kunne jamme over et fedt riff lige så længe, det skulle være. Uden at bekymre sig om harmonier, broer, 3 minutter og 20 sekunder eller om teksten for den sags skyld passede til musikken.
Man kan vel sige, at også Neil Young tog ud for at finde sin helt egen dybde. Igen.
Så det var det, de gjorde. Der blev spillet to sæt live i laden hver dag. I fjorten dage. Men hver dag med forskellige numre og uden tanke på, hvad der evt. skulle eller ikke skulle med på plade efterfølgende. Til gengæld blev
alt optaget. Også det, der lød ad helvedes til og der blev ikke fjernet eller overdubbed noget undervejs - og tak for det. John Hanlon, der sad ved pulten i bilen udenfor, giver en eksemplarisk gennemgang af det tekniske setup (som man desværre selv skal grave frem) på neilyoungarchives.com. Artiklen forklarer tydeligt de enkelte led i optage- og masteringkæden. Både hvad angår originaludgivelsen, der var mastered digitalt, delvis på DAT, delvis via PCM på video-kassette (!) og genudgivelsen, der benytter de originale, alternative analoge masterbånd. Der er også fuld åbenhed om at det originale multitrack (som den analoge master jo naturligvis stammer fra) er optaget digitalt i PCM på en Sony 3324-maskine. Så, hvor originaludgivelsen af “Ragged Glory” fra 1990 derfor er “ADD” (på både CD og LP), så er re-issuen på LP altså åbenbart “ADA”.
IMG_2558.jpeg
Pointen er subtil, men ikke uvæsentlig: Nemlig at
“cut from original analog master tapes”i de fleste tilfælde
ikke er det samme, som det originale bånd, der blev optaget på, da musikken blev spillet. Simpelthen fordi der først blev optaget på multispor, der derefter blev mikset ned på to spor på et nyt bånd, der så enten blev brugt direkte som master eller i virkeligheden ofte kopieret en gang til for at blive sendt derhen, hvor masteringen så på et eller andet tidspunkt blev udført. Samt at alt eller noget af det, der foregår førend masteren bliver optaget, sagtens kan foregå digitalt. Selvom masteren i sig selv bliver optaget i det analoge domæne og anprist således på det færdige album. Caveat Emptor.
Ikke at det betyder noget som helst for min oplevelse af musikken i det her tilfælde. “Ragged Glory - Smell The Horse” lyder aldeles overdrevet fedt og meget “analogt” hvis det er det, man leder efter. Men jeg nævner det, fordi det er den form for produktoplysning, jeg ville ønske at
alle albums udkom med. Det er, synes jeg, ikke for meget forlangt, når man betaler flere hundrede kroner for en hvilken som helst ting, at få at vide,
hvad det egentlig er, man køber. Det er desværre snarere undtagelsen end reglen. Hvilket også er en af grundene til at jeg gerne køber lige netop Neil Young’s udgivelser.
Til gengæld er jeg ikke helt tilfreds med, at man har valgt at proppe tre plader (plus af uransalige grunde en kopi af det oprindelige innersleeve) ind i et enkelt cover af det tyndest mulige karton. Det holder ikke, slet ikke i længden og det er faktisk lidt for dårligt, synes jeg. Ikke mindst prisen taget i betragtning.
Bortset fra det, så er der, hvis ikke jeg allerede har nævnt det, FULD spade på “Ragged Glory - Smell The Horse”. Numrene er lange. Mange (men ikke jeg) vil sikkert synes
for lange. Teksterne er der selvfølgelig og de bliver da også sunget. Men det er ikke dem, det handler om. Undtagen måske på “Love To Burn”, “Love And Only Love” og “ekstranummeret” “Mother Earth (Natural Anthem)”, der så lige præcis ikke er optaget i laden på Broken Arrow Ranch, men foran et publikum et eller andet andet sted. Rytmegruppen tumler derudaf og på mange numre lyder det virkelig som et band, der burde have øvet temmelig meget mere inden der blev trykket på “record”. Hvis altså meningen med det hele havde været at lave en plade, der lød som “Brothers In Arms” eller “den nye med Bryan Adams”. Hvilket det her på ingen måde er. Hvis det, man søger, er audiofil lækkerlyd og perfekt poleret samspil i traditionel forstand, så er “Ragged Glory - Smell The Horse” den helt forkerte plade.
IMG_1697.jpeg
Men hvis man, som jeg, er lige så meget interesseret i at “se ind i” hvordan et band og dets medlemmer spiller
sammen, hvordan musikken
opstår og hvordan de bærer og giver plads til hinanden og hinandens improvisationer, når de netop
spiller sammen uden tanke på noget andet end, hvor den næste akkord skal komme fra. Så er “Ragged Glory” nærmest en guldgrube. Selvfølgelig er det Neil Young’s Gibson, der fylder det meste. Alt andet er i princippet akkompagnement til de højspændte eksperimenter, Young udfører på sit elektriske “hegn”. På og ofte lige over grænsen for,
hvor meget gain, man kan håndtere inden det hele bryder ned i distortion, feedback og “larm” (og Young kan håndtere mere end de fleste). Hvor længe man kan sustaine og lade en tone hænge frit i luften, glødende og pulserende. Eller hvor længe man, som i “Born To Run”, kan stå og trykke klodser ud over det samme hypnotiske beat (og det
er virkeligt længe i det her tilfælde). Når “Ragged Glory” er bedst (og bliver spillet højt nok), så kan man sidde hjemme i sofaen, lukke øjnene og simpelthen SE direkte ind i, hvad der ligner et kæmpestort imaginært 6L6-rør med blus på og tænke, at sådan her,
præcis sådan her, skal en rigtigt fed rock’n’roll guitar bare lyde, når den kommer direkte ud af forstærkeren. Uden pis og uden nogen producere eller A&R, der står klar i kulissen til at frisere og skære det hele til i et forbruger-venligt og salgbart format.
Med andre ord, så er “Ragged Glory - Smell The Horse” et monument af et
guitar-album. Et album, der har meget at give og meget at byde på. Men også et album, der kræver noget af sin lytter. Det er nok ikke for alle og enhver. Jeg er vild med det - og det tror jeg måske også, at Ole ville have været.
Til gengæld ved jeg stadig ikke, hvad han mon egentlig syntes om “Gas 5”… eller for den sags skyld Shu-Bi-Dua.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
