Min Nu-Voksne-Og-Absolut-Enhedslisten-Feministisk-Orienterede Datter er af den mening, at Bob Dylan måske nok er et geni. Men på samme tid et mindst lige så stort, selvoptaget, fucking
røvhul. Hun har endnu ikke tilgivet den måde, han behandler “sine” (et udtryk, hun ALDRIG ville anvende) kvinder på i filmen “A Complete Unknown”.
Og da hun er mindst lige så stædig, som sin mor. Kommer det næppe heller til at ske. Nogensinde.
Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret. I begge dele og jeg trøster mig med, at hun i stedet er gået hen og blevet en lige så stor fan af Joan Baez, som af Ruth Bader Ginsberg og Pamela Anderson’s nye “natural look”.
Heldigvis er hun også stadig Fars Pige, så selvfølgelig var det Dylan’s “Tarantula”, hun havde med hjem til Farmand fra sin nu anden pilgrimsrejse til det sagnomspundne San Fransisco.
En anden mandlig singer-songwriter fra perioden, der måske nok er anerkendt som et lidt mindre geni. Men til gengæld også et absolut ikke-lige-så-stort røvhul, er skotten kendt som “Donovan”.
Vi ser her bort fra, at han både var den, der lærte The Stones at tage syre og vist også blev den første populær-musiker i Storbritannien til at modtage en dom for “besiddelse”.
“Dylan” nævner ham faktisk i en usympatisk scene i filmen, hvor han snerrende giver folk det råd at ringe til Donovan. -Hvis de bare er kommet for at høre
requests.
DET gjorde til gengæld mig interesseret. Jeg blev ikke mindre interesseret, da jeg læste historien om, hvordan George Harrison besøgte Donovan på Isle of Skye og for første gang i meget lang tid oplevede den for ham paradisiske tilstand at kunne gå ubemærket på gaden og bagefter sidde i fred og ro på den lille pub med en Talisker i glasset og spille requests for de lokalt overrislede fiskere.
Genialt og fuldstændigt ikke-røvhulsagtigt.
Jeg er meget heldig i den forstand, at min lokale pladedealer er flink til at supplere op med nye, godt brugte Donovan-plader i ekstra-ekstra-nedsat kassen. I sådan cirka samme takt, som jeg køber dem. Jeg aner ikke, hvor mange, han har gemt inde bagved. Men jeg tænker at vi i fællesskab nok finder ud af det med tiden.
De fleste af dem er compilations udgivet på Marble Arch Records og dækker de tidlige år af karrieren, hvor Donovan udvikler sig fra "bare" Folk til Flower-Power men også til Anti-War.
IMG_2146.jpeg
Marble Arch (navngivet efter den triumfbue, der oprindeligt blev opført som den officielle indgang til Buckingham Palace og som også er en del af selskabets logo) var et datterselskab af Pye Records. Man specialiserede sig især i at udgive budget-versioner af lp’er, hvor et eller flere numre med vilje
ikke var taget med. Udgifterne til royalties blev derved mindre, hvilket igen gjorde, at pladerne kunne sælges billigere. Hvilket igen-igen betød, at flere mennesker fik adgang til musikken. Vel at mærke de dele af musikken, som de godt gad at høre.
Det synes jeg egentlig er ok og før man falder død om i forargelse over det og den uhellige amputation af det kunstneriske “værk”, som den forretningsmodel kan ses som udtryk for.
Så kan man jo tænke lidt over, hvor mange af de albums, man har stående, der måske i virkeligheden ikke ville have taget skade af en lidt mere kritisk produktion og lidt færre
fillers…
Bortset fra det, så er der ikke noget som helst discount over Donovan-udgivelserne på Marble Arch.
For det første, så er det i sagens natur de
fede numre, der er med og det er ikke kun de store hits. Lyd og produktion er også mindst lige så god, som alt muligt andet fra perioden. Og så er flere af de eksemplarer, jeg indtil videre har fundet, i MONO, hvilket passer perfekt til de relativt ukomplicerede arrangementer. Der dybest set bare handler om Donovan og hans guitar, ind i mellem tilsat diskret akkompagnement.
Der er en enkelthed over teknikken, som er med til at danne en perfekt platform for formidlingen af Donovans poesi. De små fortællinger om
gypsies,
seagulls, om Krigen og om at sidde på stranden med bare tæer og ryge fede under månen. Emmer alle af stemning, atmosfære og en basal
nødvendighed af simpelt hen bare at fortælle historien.
En nødvendighed, som man bestemt ikke finder alle steder. Heller ikke altid hos geniet Dylan.
Jeg har ikke været meget på stranden i år og jeg har ikke røget fede siden dengang, man begravede Faraonerne.
Men jeg har siddet under månen med bare tæer og drømt mig væk sammen med Donovan rigtigt mange gange i den senere tid. Og det bliver jeg nok ved med lidt endnu..
Du har ikke tilladelse til at få vist vedhæftede filer i dette indlæg.
