Nå og så fik leverandøren langt om længe snøvlet sig sammen til at få sendt MIT eksemplar af den plade, der startede denne tråd. Og tak for det. "Somethin' Else" hedder den og det må man sige. En noget mere poleret, afdæmpet og tør man sige "pæn" (?) udgave af Miles Davis end den, jeg ellers troede, jeg gik og kendte.
Ikke at jeg klager. Overhovedet ikke. Men det fik mig til at tænke på, at det måske netop var det, spændvidden, mangfoldigheden, der gjorde Miles så stor? Det og så selvfølgelig evnen til at sætte scenen for den ene fabelagtige konstellation af musikere efter den anden.
Ikke bare det statistisk og kosmisk usandsynlige lykketræf, at han og Coltrane skulle mødes et par dage i New York i 1959 for at indspille den-der-I-ved-nok. Men tænk også på hvad f.eks. en Herbie Hancock eller John McLaughlin ville have været (eller ikke været), hvis det ikke havde været for Miles.
Hvilket leder os hen imod aftenens plade:
Jeg har altid haft et lidt nødtvungent forhold til hans senere arbejder; fusionsjazzen. Og jeg tilstår gladeligt, at jeg udelukkende købte Aura-pladen med henblik på at imponere et særligt udvalgt eksemplar af det modsatte køn. I ved, hende der læste Camus og røg John Player Specials og var sofistikeret UOPNÅELIG. Allerede ved første gennemlytning hjemme hos mig selv (og ca. halvvejs igennem side 1) kunne jeg dog godt se - og ikke mindst høre - at scoreperspektivet nok var begrænset her. For, Aura er en plade, der er mange ting. Men ligefrem romantisk - det er den sgu' ikke.
Så den røg ind i stakken mellem Metallica og Motörhead og der har den haft faktisk stået siden 1989. Det er ihvertfald en af mine mindst spillede plader. Men i aften skulle det være og den snurrer lige nu. Den er stadig ikke
helt i skabet endnu, men det bliver bedre og hvem ved, måske om en 10-15 år?
I mellemtiden vil jeg så gå og trøste mig med, at Davis nok bare altid vil være "miles ahead" og det er op til os andre at prøve at følge med og fatte, hvad det egentlig er, han siger...
