For mig er genren ikke så afgørende. Som amatørmusiker (kun på hjemmefronten) mener jeg at kunne høre når noget er kunst og når det er skrammel - det alle kan gøre/spille er ingen kunst...
Jeg holder meget af vokaler, som f.eks. Manhattan Transfer eller Pentatonix, men på trods af min høje alder (60) er jeg også ret vild med Dizzy Miss Lizzy - den knægt (Tim) kan håndtere en spade.
Jazz har momenter af uendelig skønhed, som f.eks. Oscar Peterson, men jeg må medgive at floddamperjazz bliver trivielt efter blot et par numre.
Blues numre kan også få volumenknappen op ad, men ikke for mange numre af gangen, da det i mine ører bygger på de samme takter og akkorder.
Det handler for mig også meget om hvor godt det er produceret. F. eks. synes jeg Andrew Strong's cover versioner sidder lige i skabet og til den anden side er de fleste Deutsche Gramophone udgivelser også godt produceret og gør dermed klassisk musik lytteværdigt for mig.
Og så er der indspilninger der pga. af den daværende tilgængelige teknologi ikke er voldsomt godt indspillet, men alligevel rykker i noget, herunder The Doors, The Beatles, Janis Joplin, The Who og en række andre kunstnere/bands op til glitterperioden.
Efter den tid er der ikke så meget at lytte til, men undtagelser findes der: Jeg får de gode kuldegysninger af Queens "A Night at the Opera" og f.eks. også Fleetwood Mac plus enkelte andre i 80'er perioden. Jeg har vist også et crush på Lady Gaga, mest når hun leger med jazz'en og fyrer den af som da hun lagde Tony Bennett i seng og tog i byen og gik uanmeldt in på La Fontaine - og øv, jeg har været der flere gange, men desværre ikke den aften..
https://www.youtube.com/watch?v=YipWfbxufm0